Se, selv er jeg altså elleve år, men I kan stole på,
at, når det gælder kræfterne, er jeg ikke blandt de små.
Nej, jeg kan bruge futterne, når jeg et ærind' skal,
og jeg kan bruge hovedet, så snart det gælder tal.

Hver morgen står jeg tidligt op og børster mine sko,
mens Lis og Karl helst snue vil i sengen begge to.
Så henter tørv og træ jeg ind til mor, før jeg skal gå,
og får til tak en mellemmad med smør og sukker på.

Og I kan stole på, at jeg i skolen hænger i,
for vil man frem i verden, går det ej med driveri.
Jeg regner, og jeg skriver løs, spørg blot vor gamle degn!
Men er til sjov der optræk, går jeg heller ej af vej'n.

Omtrent hver skilling, som jeg får - og et er ikke få -
jeg køber sparmærker for; ti man må huske på,
at, når man bliver stor engang og selv vil ha' en gård
så skal der mange penge til, ti tusind knap forslår.

Ved forårstid jeg hjælper far, når korn og græs skal sås,
og Per og Lotte kan jeg selv få ud af deres bås.
Og jeg har lært at malke, for hvis ej man det forstår,
så er der ikke meget ved at få en bondegård.

Når efteråret sætter ind med regn og blæst, så skal
kartoflerne jo tages op og køerne på stald.
Det arbejd' giver penge, for jeg har det på akkord,
men I kan også stole på, jeg slider meget hårdt.

Og når så julen nærmer sig, ja, så er det skam rart,
hvis man det hele ganske år fik noget sammenspart
og har lagt lidt til side, som til gaver er bestemt;
men spare mange penge fra, er ikke altid nemt.

Thi een ting vil jeg sige jer, som jeg kan ikke li':
at man med sine julegaver viser fedteri.
Rr julegaven ikke, hvad måske man kalder flot,
skal det, man juleaften gi'r, i alt fald være godt.

Det gælder piben til min far og tasken til min mor,
og perlekransen tror jeg, Lis kan ha', til hun bli'r stor.
Men kælken, jeg har købt til Karl, ja, I kan nok forstå,
at den skal både han og jeg ha' lov at køre på.