Forfatter: Edvard Welle-Strand
Kilde: Min egen julebog - 1957

Susamel Kivi står på ski hen over den store flade mosestrækning, der skiller hans rydning fra statsskoven. Der vokser graner i statsskoden, og Susamel skal hente et jultræ. Børnene har tigget og bedt om at få juletræ, og Susamel har ikke kunnet bringe det over sit hjerte at nægte dem det, selv om der er meget langt til statsskoven.

De har aldrig før haft juletræ der hjemme i nybygden, men nu er de tre børn så store, at de har forlangt at få det. De har hørt moderen fortælle så meget om juletræet i hendes hjem, da hun var barn, og det er kommet til at betyde så meget for dem, at de næsten ikke har snakket om andet i lange tider.

Susamel sel har aldrig oplevet at se et juletræ i sit barndomshjem. Han var vokset op på en ø, hvor der hverken fandtes busk eller træ, og hans forældre var for fattige til at købe et juletræ sønder fra. Det var kun præsten og herredsfogden og lensmanden, som havde råd til det, men de havde aldrig bedt fattigmandsbørn til juletræsfest.

En juleaften havde Susamel stået med ansigtet trykket mod vinduet til præstens storstue for at se træet blive tændt. Det havde været som en åbenbaring for ham, men han var blevet drevet bort fra julens paradis af præstens søn, som var kommet og havde jagtet ham væk fra vinduet.
"Stå ikke her og glo i vores stue," havde præstesønnen sagt. "Du har vel selv juletræ derhjemme."
Det havde været den bitreste juleaften i hele hans liv.

Som voksen var Susamel flyttet bort fra øen og havde slået sig ned på fastlandet. her havde han fået et husmandsbrug i den store mose, som hørte med til statsskoven. Han havde slidt hårdt i ti år, så nu kunne han føde fire køer og tyve-tredive får på sin jord. Men han var også en ren jorddrot efter nordnorske forhold, og han ejede endnu mere mosejord, som kunne kultiveres.

Susamel stammede fra Finland, men hans kone var kommet fra et norsk hjem. De havde rent tilfældigt truffet hinanden, da han var med til at drive forårsfiskeri fra den lille by, hvor hendes forældre boede, og hun havde ikke betænkt sig på at dele skæbne med ham ude på nybygden.
Hun havde været en storartet kone for ham. Et rent fund. Når de nu sad nogenlunde trygt på deres nybygd, så skyldtes det først og fremmest hende. Hun havde været et jern til at hænge i sammen med ham de første hårde år i ødemarken. Ja, hun havde frivilligt spændt sig for ploven, akkurat som han selv havde gjort det - stor og stærk som hun var.

Men så kom det første barn, og hun fik så meget at gøre indendørs, at hun sjældent fik tid til at give ham en håndsrækning ude. Da så det andet barn kom, måtte han slide helt alene med at bryde jorden op, men det var alligevel gået som en leg for ham, fordi han havde nogen at arbejde for. Det havde været lykkelige år - især efter at børnene var kommet. De var smilet på nybygden, kønne og sunde børn.

Når de skulle have juletræ i år, var grunden den, at både han og hans kone havde ment, at børnene hidtil havde været for små til at have nogen glæde af det. Men nu var det ældste barn syv år - og hun havde simpelthen forlangt at få et juletræ i stuen juleaften.

Susamel går tungt i den dybe sne efter det store snefald om natten. Der bliver dybe og brede spor efter ham hen over mosen. Et par gange krydser han elgspor i sneen.
"Jaså, du er også ude at gå," mumler Susamel med et smil. Han har mange gange set elg ude i mosen, men han har aldrig skudt nogen. Han syntes, at det store grå dyr passede så godt til mosen, ja, gjorde den så malerisk, at det burde have lov til at gå i fred.
Susamel går videre. Han er spændt på, om han vil støde på ulvespor. Han har skudt mange ulve i sin tid her ved kanten af mosen. I de første år havde ulven været meget nærgående. Den havde siddet og hylet i vinternatten lige uden for hytten, en forfærdelig koncert, som nær havde skræmt livet af hans kone.
Det var de to geder i den lille stald, som ulvene kunne lugte.
Nå, koncerten varede sjældent ret længe. Han havde skudt dem fra vinduet eller fra bislagsdøren. Ikke mindre end tredive ulveskind havde han solgt til handelsmanden nede i søbygden og fået god pris for dem.

Det var tusmørke, da Susamel gik hjemmefra, og det er det stadig, da han er nået frem til statsskoven. Tre timer har turen varet for ham. Susamel behøver ikke at gå langt ind i skoven, før han finder et passende juletræ - en slank og frisk unggran. Før han begynder at fælde den, sætter han sig på en træstub og tagr sig en pibe tobak. Han trænger til at puste lidt efter den lange tur over mosen - selv om han ikke føler sig udmattet.

Da Susamel havde fældet granen, tager han den på ryggen og begynder hjemtruen. Han havde haft høj og klar himmel over sig, da han gik over mosen, men nu er himlen blevet lav og grå, og han ved, hvad det betyder: nyt snefald. Han håber på at kunne nå over mosen, før sneen begynder at falde. Bliver det snefog, mens han er midt ude i det, vil han meget let kunne gå vild, så han måske ikke finder hjem til aften, men må gå rundt i mosen hele natten. Mosen er farlig i snefog.

Susamel følger sit egte spor på tilbagevejen. Da får han øje på friske ulvespor i sneen, og der går et jag igennem ham. Han ved, hvor farligt det kan være at møde ulven i snefog. Udyret vil da have alle chancer for at kunne snige sig ind på ham og overfalde ham, før han kan få værget sig. Hvad hjælper det at have en økse til at slå fra sig med, hvis ulven først har hugget sine tænder i ham.

Han er knap kommet halvvejen over moen, da snefaldet begynder. Det er, som om der falder store, hvide flager ned fra himlen. Han kan ikke se en hånd frem for sig.
Susamel fortsætter sin gang over mosen, men han aner ikke længere, om han går i den rigtie retning. Det er endnu stille vejr, men Susamel venter hvert øjeblik, at vinden skal rejse sig og forvandle mosen til en heksekedel af sne. Han spytter på fingeren og stikker den op i vejret for at konstatere, om der er nogen luftning at mærke. Det er der ikke, så Susamel håber på at slippe for at komme ud for en snestorm. Men selv om det lader være med at blæse, vil det være umuligt for ham at finde vejen frem, så tæt som sneen falder. Hvert skridt han tager, fører ham måske i en helt gal retning, når han slet ikke kan orientere sig.

Susamel sætter sig derfor i sneen ved siden af julegranen. Han slider jo bare sig selv op, hvis han fortsætter på den måde. Det giver et sæt i ham, da et ulvehyl pludselig skærer igennem. Ulven har fået fært af ham, og nu gælder det om at være forberedt på at møde den. Han sætter sig med ryggen mod granen for at være sikker fra den kant. Granen er stor og tæt, så ulven vil komme til at overfalde ham forfra. Susamel tager et fast tag om øksen og venter på, at ulven skal dukke frem af snetykningen. Det gør den ikke, og da Susamel begynder at fryse, rejser han sig og fortsætter med granen på skulderen. Han ved stadig ikke, om han går i den rigtige retning, men han må lade stå til. Han vil ikke risikere at fryse ihjel her midt ude i mosen ved siden af juletræet. Det fryser hårdt. Hans gang er så tung, at han næsten vakler afsted. granen vejer godt til, så han ski synker dybere i den løse sne.

Susamel aner ikke, hvor langt han er kommet. Måske er han gået i ring, så han snart er tilbage ved skoven igen. Han venter hver øjeblik at høre ulven hyle påny. Den har næppe opgivet ham, men venter på en chance til at angribe, og det vil den få, når han først er så udkørt, at han ikke kan holde sig på benene mere.
Han tænker på sin kone og sine børn. Det vil være frygteligt for dem, hvis de skal holde jul uden træet - og uden ham. Nej, han må se at finde frem til nybygden.
Susamel maser fremad i ren desperation. Han råber flere gange højt: Hallo, hallo. Han håber, at hans kone måske vil kunne høre råbene og forstå, at han er faret vild. Måske er han nærmere ved nybygden, end han tror, så hans råb kan høres der.

Til sidst bliver Susamel så udmattet, at han sætter sig ned for at hvile lidt. Han hjerte hamrer, så han kan høre dets slag. Han er å tør i halsen efter at have skreget sig hæs, så han næsten synes, at han er ved at blive kvalt.
Han tænker et øjeblik på at gå videre uen julegranen. Ja, lade det ligge i sneen, så han lettere selv vil kunne komme fremad. Men så kommer han til at huske på børnene. Hvad vil de sige, hvis han kommer hjem uden juletræet. De vil blive helt ulykkelige. Så han må nok tage granen på nakken igen, når han går videre. Men først vil han hvile sig en stund, så hjertet kan falde lidt til ro.
Susamel finder snadden frem for at få sig en pibe tobak, men han ryster sådan på hænderne, at han ikke kan få strøget en tændstik. Han er så udkørt, at han er bange for, at han skal falde i søvn. Døsigheden har sat sig i alle hans lemmer. Men han ved, hvor farligt det er at give efter. Det vil blive hans sidste søvn.

Han begynder igen at råbe: Hallo - Hallo - ind i de hvirvlende snefnug. Det er nok bare ulven, som kan høre mine råb, tænker han, og den skal jeg jo helst ikke sætte på sporet. Ja, det er tåbeligt at sidde her og råbe.
Susamel læner sig mod granden, der ligger i sneen, og han synes, han sidder rigtig godt og rart. Så begynder hans hoved langsomt at synke ned mod brystet. Han falder i søvn og sover tungt, mnæsten som om han har mistet bevidstheden.

Han bliver vækket ved, at noget slikker ham i ansigtet. I søvne tror han, det er ulven, der står og snuser til ham for at undersøge, om han er død. Han griber efter øksen, som ligger på hans skød, men før han får fat i den, bliver han væltet overende af sin egen finnehund, der bjæffer af glæde.
Susamel omfavner hunden og råber højt: "Gudskelov, at det er dig, Pergele. Du har hørt mine råb og kommer her for at lede mig hjem." Susamel rejser sig og går videre. Nu er han sikker på, at han vil finde hjem. Pergele vil vise ham vejen.

Det bliver aften, før Susamel vakler ind på nybygdens gårdsplads og spænder sine ski af. Hans kone og børnene kommer styrtende ud til ham.
"Vi har været så bange for dig, Susamel," siger konen. "Børnene har grædt, fordi de var bange for, at du ikke ville finde hjem med juletræet."
"I kan takke Pergele for, at jeg gjorde det," siger Susamel. "Hvis han ikke havde fundet mig, ville jeg nok være frosset ihjel ude i mosen."

Men børnene hører slet ikke efter faderen. De ser kun på juletræet.
"Nej, se hvor smukt det er," råber de i kor. Og så bærer de det ind i stuen.

Tilbage til Novellesiden