Forfatter: Tove Munthe Fog

| side 1 | side 2 | side 3 | side 5 |

Sommer

Den ene dag gik efter den anden. Bussebarnet og Jeppebarnet legede nede ved søen, de sejlede med pinde, som de legede var skibe.
Busse, Jeppe og Carl havde hver lavet en bænk udenfor deres huse, så de kunne sidde og nyde udsigten over til den lille ø med det nye grantræ. Der sad de, da de hørte en raslen og skramlen og en masse stemmer, der kom nærmere. Busse rejste sig. "Hvad er dog det her i vor fredelige skov?" sagde han. 
Der kom en vogn med en bunke børn, en kone og en mand. "Det er heldigvis trolde alle sammen," sagde Busse, "de ligner os." Vognen standsede udenfor Busses hus, hvor de nu alle var samlede. "Goddag," sagde den nye trold alvorlig, "jeg hedder Skov-Jocum, det er min kone, hun hedder Helga, så har vi seks børn, tre troldedrenge og tre troldepiger, den mindste af vore børn hedder lille Line, hun løb så tit væk, da hun var lille bitte, derfor havde vi hende i en lang snor, forstår I, så blev det altså til, at hun kom til at hedde lille Line - en sød pige, ikke også?" - Line var hoppet ned fra vognen, hun havde et par alt for store røde bukser på med hvide prikker, hendes hår var flettet i mange, mange små fletninger, der strittede lige op over hele hovedet. I hver fletning var en rød sløjfe. - "Jeg tror, hun har over tusind fletninger," hviskede Bussebarnet til Jeppebarnet, "men hun ser nu meget sød ud." - "Skæg ud," sagde Jeppebarnet, "vore andre børn har ikke sådan navne endnu, det bruger vi trolde jo ikke så meget, men de får jo nok et engang." 
De stod nu alle sammen og så lidt på hinanden uden at sige noget; så begyndte Busse: "Jeg hedder Busse, det er min kone og der er Bussebarnet. Det er Jeppe, hans kone og Jeppebarnet, og her er Carl, han er alene, det vil han helst være." - "Jeres børn har altså heller ingen navne." - "Nej," sagde Busse, "men det får de nok engang." - "Men sig mig," sagde Jeppe, "hvor skal I hen med hele det flyttelæs?" Jeppe havde hurtig set, at der var seks små stole, to store stole, seks små senge og to store senge, mere kunne han ikke se, resten var dækket til med tæpper og tøj. "Jo, ser du," sagde Skov-Jocum, "vi flytter, men vi ved ikke rigtig hvorhen." - "Hvorfor flytter I? Var der ikke rart at bo, der hvor I boede?" - "Jo, det var der rigtignok, men vi var kun os og der var intet vand, så vi skulle gå så langt for at blive vasket, vi er en stor familie, så tænkte jeg og min kone Helga, at det var bedst, hvis vi flyttede. Her ser jo dejligt ud, her er en smuk sø, og vi er lige kommet forbi åen. Må vi bo her?"

Der blev en lang pause. Det havde Busse, Jeppe og Carl ikke ventet. Så sagde Carl endelig: "Nej, det må I ikke, vi er nok her, vi er så glade for os selv." - "Ved du nu hvad Carl," sagde Bussefamilien og Jeppefamilien i munden på hinanden, "sådan kan man da ikke sige." - "Ja, men jeg mener det, jeg holder så meget af jer alle sammen og nu kommer der sådan en stor familie til, det er for meget for mig." - Visse, vasse Carl," sagde Busses kone, "I ser så rare ud alle sammen, jeg synes, vi skulle byde dem velkommen, så har Bussebarnet og Jeppebarnet fået, nogle nye legekammerater." - "Det er i orden," sagde Busse, "men først vil jeg vide; er I gode og fredelige?" - "Det kan du tro, vi er," sagde Skov-Jocum og lo. "Jeg går ind og hejser flaget i min have," sagde Busse, "for det skal fejres, det er ikke hver dag, at vor lille troldeby vokser med otte nye trolde." - "Jeg går ind og bager en mægtig kage." sagde Jeppes kone. "Jeg hjælper med," sagde Busses kone. "Også jeg," sagde Helga. "Vi fire troldemænd går over og henter Helle, for hun skal da med til sådan en stor begivenhed." - "Helle, hvem er hun?" spurgte Skov-Jocum. "Hun er en heks, en af de gode, men pas alligevel på," sagde Busse med et glimt i øjet, og så fortalte Buse alt om heksen Helle. "Jeg må sandelig sige, her bliver nok sjovt at bo i jeres skov," sagde Skov-Jocum.- "Ja, her er ikke kedeligt."

Så gik de over til Helle, snart var alle samlede foran husene. "Vi spiser kagen og drikker vores nysebryg af Anemonehonning nede ved søen, for det er sådant et herligt vejr," sagde Busses kone. Snart sad de alle nede ved søen og nød det; men tiden gik hurtig og det begyndte at blive mørkt.
"Jeg har et problem," sagde Helga til Skov-Jocum, "hvor skal vi sove i nat, for Busses, Jeppes og Carls huse er jo ikke så store, at de kan have alle os." - "Det skal du ikke bekymre dig om Helga," sagde Helle, "jeg har et stort hus, der kan I alle være." - "Ja tak, så mange gange Hell," sagde Skov-Jocum, "men det tør jeg nu ikke rigtig, jeg har aldrig prøvet at sove hos en heks før." Han blev helt rød i hovedet, da han havde sagt det, for det var jo slet ikke hans mening at gøre Helle ked af det; men det blev Helle ikke, hun lo med sin pibende stemme og sagde: "Kom I bare alle sammen, jeg har jo pladsen, nu går jeg i hvert fald hjem og reder op til jer. Hvor mange er I? Tre troldedrenge, tre troldepiger, du Skov-Jocum og du Helga, det bliver otte." Så gik Helle hjem. "Farvel og på gensyn."
"Det var nu pænt af hende," sagde Helga, da hun var gået, "jeg synes, vi skal sove hos Helle, vi skal ikke gøre hende ked af det. Jeg er også træt nu, det har været en lang og herlig dag." Skov-Jocum og Helga kaldte på deres børn, sagde godnat til troldefamilierne og begav sig af sted. 
"Jeg vil også sove ovre hos Helle," sagde Bussebarnet. "Også jeg," sagde Jeppebarnet. "Det kan godt være, I får lov til det en anden gang," sagde Busse, "men kom, nu skal vi til ro, for i morgen skal vi bygge et hus til Skov-Jocum`s, så vi må tidligt op. Godnat, godnat."

Skov-Jocum og Helga samt alle børnene holdt hinanden i hænderne, da de gik gennem den mørke skov hen til Helles hus. "En ting vil jeg sige jer børn," sagde Skov-Jocum, "I har at være søde, ikke pille ved nogen ting henne hos Helle og ikke lave ballade." Det lovede de meget bestemt.
"Er hun en rigtig heks Far?!" spurgte en af troldedrengene. "Jeg tror det," sagde Skov-Jocum, "det kan du også se på hende, men hun er en af de gode, det sagde Busse jo." - " Kan hun også trylle? spurgte en af troldepigerne. "Det kan hun," sagde Skov-Jocum, "du kan jo godt huske, at Busse fortalte om den røde klud, hun havde kogt med trylleurter. Da hun gned den begyndte det træ, der var faldet over Busses ben, at tale og så rejste det sig op." - "Nåh," sagde en af troldepigerne, "så tror jeg, hun tryller os om til sukkertrolde og spiser os." - "Så gemmer jeg mig bare." sagde lille Line, "så bliver jeg ikke tryllet om, og så kan jeg spise dig, du smager sikker godt." - "Ti nu stille med et pjat børn." sagde Helga, "nu er vi der, se, der er lys i hele huset." 

Skov-Jocum bankede forsigtigt på døren, en pibende stemme, som jo var Helles sagde: "Kom indenfor." De kom ind i stuen. Ilden knitrede lystigt i det store ildsted midt på gulvet, ned fra loftet hang mange forskellige slags tørrede blomster og grene, på væggene var der hylder med flasker med mystiske ting i. En stor, sort kat med hvide poter lå i Helles gyngestol og spant. Ved siden af gyngestolen stod et trebenet bord med et meget tykt stearinlys på. "Ja, sådan bor jeg," sagde hun, "nu skal jeg vise jer, hvor I skal sove."
De gik gennem en lille gang; for enden var en dør, der gik de ind. De kom ind i et rum, hvor der på gulvet lå een stor madras, den fyldte næsten hele værelset, der var een meget lang hovedpude og eet stort, stort tæppe. "Det ser godt ud," sagde Skov-Jocum og Helga. Alle troldeungerne var allerede hoppet ned i sengen. "Ja, så godnat," sagde Helle, "og sov godt."
Der blev snart stille i huset, troldebørnene og Helga sov, de snorkede alle; men Skov-Jocum lå vågen. Jeg vil ikke sove, før jeg kan høre Helle snorke, tænkte han, før er jeg ikke rolig. 
Det varede ikke længe, så kunne han høre nogle ordentlige snorkelyde. Han blev nu rolig, snart sov han også. 

Midt om natten var der noget, der puslede; døren til værelset, hvor troldefamilien sov, åbnedes langsomt. "I-i-ivv," sagde det i dørhængslerne. Alt blev stille igen, ingen vågnede, alle sov trygt. Pludselig hørte Skov-Jocum en masse larm udenfor døren; han satte sig op, men... Av," sagde han. "Av," sagde Helga, da hun satte sig op. "Av," sagde alle troldebørnene, "vores hår er bundet sammen, ja og vores ben også," råbte børnene, "vi kan ikke komme fri."
Døren gik op, Helle stod udenfor med et stearinlys. "Ti nu stille, ti nu stille," sagde hun, "der er jo ikke sket jer noget." - "Jo," sagde troldeungerne, "se! Vi er bundet sammen alle sammen i håret og se! Alle vore storetæer er bundet sammen, vi vil slippes fri igen." - "Jeg har en saks," sagde Helle og begyndte at klippe snoren om tæerne af, bagefter kom turen til håret. Hun klippede knuderne af. "Ja, I mister lidt hår, men det vokser hurtigt ud igen." Den ene af lille Lines mange fletninger måtte også klippes af, det den, der sad lige midt i panden. 
"Hvem kan det dog være, der har gjort det?" spurgte Helga. "Ja, nu skal I høre," sagde Helle, "I sov trygt og fast, da jeg hørte nogle trin, jeg lod som om jeg sov, men det gjorde jeg bare ikke, Hi! Hi! Hi!" sagde hun, "jeg hørte, de gik ind hos jer. Jeg fik straks fat i et bur og satte det foran døren, der ventede jeg til de kom ud igen. Da de åbnede døren for at gå, gik de lige ind i buret. Jeg skyndte mig at lukke og låse det. Kom her og se, hvem det er!" 
Hele troldefamilien gik med Helle ud på gangen, der sad tre Farumtrolde i buret. - "Vi vil ud, vi vil ud," råbte de. "I har jo været lige ved at kyse livet af os," sagde Skov-Jocum. "Vi ville bare lave lidt grin med jer," sagde Farumtroldene, "og så ville vi se, hvem der skulle flytte ind i Busses skov." 
Nu bliver I der til i morgen," sagde Helle, "så kan vi tænke over, hvad vi skal gøre med jer, men slippe jer løs i nat, gør vi ikke, for vi vil ikke have, at I finder på nye narrestreger." 

Alle lagde sig nu til at sove igen. De sov lige til Helle kom op og sagde, at nu skulle de have morgenmad. 
De sad rundt om ildstedet og spiste friskbagt brød, som Helle havde lavet i sin store ovn. - "Vi er også sultne," sagde det henne fra buret, som Helle havde skubbet hen i det ene hjørne af stuen. "Skal vi ikke lade dem gå," foreslog Helga, "så kan de spise hjemme i Farumskoven hos sig selv?" "Jooe," sagde Helle, "det kan vi da godt." - "Men jeg havde ellers tænkt mig, at de skulle hjælpe mig at bygge mit hus," sagde Skov-Jocum. "Nej," sagde Helle, "her i skoven bygger vi selv vore huse, så de må hellere gå. - Men lov nu," sagde Helle til Farumtroldene, "ingen narrestreger mere."
Det lovede de selvfølgelig, men både Helle og Skov-Jocumfamilien vidste, at de ikke rigtig kunne stole på dem, for Farumtrolde er meget nysgerrige og elsker at drille og lave ballade. 

Fortsættes side 4

Tilbage til Novellesiden