Forfatter: Tove Munthe Fog

| side 1 | side 2 | side 3 | side 5 |

Det var en dejlig sommermorgen, solen skinnede, fuglene sang, bierne summede og duggen hang i små perler på træer og buske.
Busses kone var allerede oppe, hun havde bagt brød og boller. I dag var det Bussebarnets fødselsdag , så skulle han have alle de boller, han kunne spise med honning på. Hun havde dækket bord ude foran huset, de kunne nemlig lige sidde alle tre på den bænk, som Busse havde lavet. Busse var også stået op, han havde hejst flaget og gik derefter ind for at vække Bussebarnet.
"Jeg kan godt sove meget længere," sagde han. "Til lykke, til lykke, i dag er det din fødselsdag," sagde hans mor og far. "Er det?" råbte han, "nu er jeg ikke spor søvnig mere." Han sprang ud af sengen og omfavnede sin mor og far. 
De satte sig til bords foran huset. "Ah," sagde Bussebarnet, "i dag må jeg spise alle de boller, jeg vil med honning på." - "Se! Der ligger en pakke til dig på bordet, den er fra far og mor." Bussebarnet skyndte sig at pakke den op. "Ih," sagde han, "et par grønne bukser ligesom fars, det er netop, hvad jeg har ønsket mig. Tak! Tak!" sagde han og tog dem på med det samme. "Pas nu på, du ikke griser dem til," sagde Busses kone. 
"Har I set, hvem der kommer der, det er jo Helle." - "Ja," sagde Helle, "jeg har hørt, det er din fødselsdag, Bussebarn. Jeg har da også en gave med til dig. Vær så god." Bussebarnet var meget spændt, han havde aldrig fået en gave af Helle før. Han pakkede op, inden i lå en lille trææske. Han blev lidt skuffet. 
"Hi!Hi! Hi!" lo Helle, "prøv at lukke den op." Det gjorde han og - 'Klis' - var han usynlig. "Hvor er han henne," råbte Busses kone. "Her," sagde Bussebarnet. "Ja, men jeg kan ikke se dig." - "Luk æsken igen," sagde Helle.
Det gjorde han og - 'Klis' - så var han der igen. Han prøvede igen og igen. "Tak skal du have Helle, den er jeg mægtig glad for, jeg går over til Jeppe og viser dem den."

Han bankede på Jeppes dør. "Kom ind," råbte de alle tre. Bussebarnet åbnede trylleæsken og - 'Klis' - var han usynlig; så åbnede han døren og gik ind til Jeppes. "Det var mærkelig," sagde Jeppe, "døren gik op, men jeg kunne ikke se nogen komme ind." - 'Klis', sagde det, og Bussebarnet var i stuen. "Se," sagde han, "den har jeg fået af Helle i fødselsdagsgave," og rakte æsken til Jeppebarnet. Prøv at åbne den." - 'Klis' - sagde det, og så var han væk, han lukkede æsken igen - 'Klis' - så var han der igen. Jeppe og hans kone prøvede den også; det var en herlig gave.

"Kom," sagde Bussebarnet til Jeppebarnet, "vi går over til Skov-Jocums." - Alle børnene ovre hos Skov-Jocums fik lov til at prøve den, de legede længe med den og morede sig dejlig. - I eftermiddag skal I alle sammen over til mig og spise boller med honning, for det er min fødselsdag," sagde Bussebarnet. "Men skal vi ikke gå ud at lege i skoven, for det er sådant et dejligt vejr? Må æsken blive her så længe? Helga," spurgte Bussebarnet. "Selvfølgelig," svarede Helga, "jeg skal nok passe på den." - "Jeg vil også med i skoven," sagde lille Line. "Nej, du bliver hjemme," sagde Helga, "du er for lille til at følges med de andre. Bliv du bare her." 
Lille Line satte sig i en krog og var sur. "Æv! Æv!" sagde hun. Helga havde travlt med at rede senge og tænkte ikke mere på lille Line eller æsken, som Line var ved at få fat i på bordet. Line gik ud i haven med den, hun åbnede den - 'Klis' - sagde det og så var hun væk. - 'Klis' - sagde det, da hun slukkede den, og så var hun der igen. Det var det dejligste legetøj, hun nogensinde havde haft. Pludselig, da hun sad og legede allerbedst, gik låget af. Hun kunne ikke få det på igen, hun prøvede flere gange, men til sidst kastede hun det ned i søen; det gik til bunds og var væk.
"Nu er jeg også selv væk, for låget kan ikke komme på igen," sagde hun. "Det har de bare alle sammen godt af, når jeg ikke må komme med ud i skoven." Hun fandt en lille vandpyt, der sejlede hun med æsken uden låg, det var bare så mærkeligt, for ingen kunne se hverken æsken eller lille Line.
Nu kom hun i tanke om, at hun havde gjort noget forkert. "Uha," tænkte hun, "Nu bliver de nok vrede på mig." Lille Line gik om bag en stor sten. Medens hun sad der med æsken i hånden og tænkte på, hvad hun dog skulle gøre, faldt hun i søvn. 

Lidt efter kom troldebørnene hjem fra skoven. Bussebarnet sagde: "Jeg går lige ind og henter æsken, for den skal vi lege med i eftermiddag, når I kommer over til mig." Han gik ind i Skov-Jocums hus for at hente sin æske; men der var ingen æske. Han kaldte på Helga. "Hvor er min æske, jeg lagde den her på bordet?" Hun kom ind i stuen. "Du godeste," sagde hun, "æsken." Hun så over i hjørnet, hvor lille Line havde siddet og surmulet; men hun var også væk. "Jeg er bange for, at lille Line har leget med den," sagde hun og blev meget ked af det.
Bussebarnet og Helga gik ud og kaldte på alle troldebørnene. "Æsken er borte, jeg tror, lille Line har tage den, for hun er også borte," sagde Helga. "Vi skulle nu have hende i en line," sagde det ældste troldebarn, "så var det aldrig sket." Så begyndte de alle at lede, de råbte og kaldte, men ingen lille Line og ingen æske. "Jeg fik jo æsken af Helle" sagde Bussebarnet, "Jeg synes, vi skal gå over til Helle og spørge, om hun kan hjælpe os."
Hele den lille troldebys familier samledes og gik over til Helle. De bankede på døren, men ingen kom og lukkede op. "Vi bliver her alle sammen, til hun kommer," sagde Skov-Jocum, "for hun er den eneste, der kan hjælpe os, hun ved , hvordan æsken er lavet. Det kan jo også godt være, at hun kan se lille Line, selv om hun er usynlig, husk på, hun er en heks." - "Ja, og så har hun den røde klud, må I huske på," sagde Busses kone. "Ja, men hvorfor svarer Line ikke, når vi kalder?" spurgte Carl, "for selv om man er usynlig, kan man da godt tale."
"Hun ved, hun har gjort noget forkert," sagde Helga, "og så siger hun nok ingenting, men jeg kan alligevel ikke forstå det, for ret længe ad gangen kan hun ikke tie stille."

De ventede længe udenfor Helles hus, til sidst kom hun slæbende på en stor sæk." - "Endelig kommer du! Helle," sagde Skov-Jocum, "du må hjælpe os, lille Line har taget æsken, du gav Bussebarnet i fødselsdagsgave, nu er hun væk, vi har råbt og kaldt og ledt alle vegne." - "Jeg har ikke tid nu," sagde Helle "I kan jo nok se min store sæk her, den er fuld af urter og mange forskellige blomster, rødder, bær og nødder, som jeg skal ind og koge. Gå I bare hjem, hun kommer nok. I morgen har jeg tid, så kommer jeg." 
De gik alle hjem, men var meget kede af det. "Hele min fødselsdag er ødelagt," sagde Bussebarnet, "bare fordi vi ikke kan finde lille Line," og så græd han. - "Lad os nu se," sagde Busse, "Helle sagde jo, at hun nok kom." 
Ganske rigtig, da de kom hjem til Skov-Jocums hus, hørte de nogen græde, det er lille Line, råbte de alle og styrtede ind i huset. "Line, hvor er du?" råbte Helga. "Her," snøftede Line henne fra den krog i stuen, hvor hun plejede at sidde. "Ja, men vi kan ikke se dig. Hvor er æsken?" råbte Bussebarnet. Så begyndte hun at græde igen. "Den er jeg kommet til at ødelægge, og låget har jeg kastet i søen, nu skal jeg altid være usynlig." - "Det var værre," sagde Skov-Jocum, "Men det er da godt, du er her alligevel, nu må du love os alle, at du ikke går nogen steder, for i morgen vil Helle komme, hun kan måske hjælpe os, så du ikke er usynlig mere. Hold nu op med at tude, vi skal jo over til Bussebarnets fødselsdag.

De sad alle ude i Busses have og spiste boller med honning. Lille Line nød lidt at være usynlig, for hver gang hun tog en bolle, var det, som om den svævede i luften. "Bare jeg snart får æsken igen," tænkte Bussebarnet, "så kan jeg lave en masse sjov på den måde."

Næste morgen kom Helle hen til Skov-Jocums hus, hun havde en ny æske med. "Lille Line," sagde hun "Giv mig den gamle æske uden låg". Det gjorde Line, derefter gav Helle hende den nye og - 'Klis' - da Line lukkede den, var hun der igen. - Ih, hvor blev de alle glade. "Gå nu over og giv Bussebarnet æsken og lov mig aldrig at tage den igen. Farvel!" sagde hun, "jeg skal ud i skoven med min sæk og samle nødder, jeg har travlt."

Helle vandrede hele dagen, hun havde fået samlet en god portion nødder. Da hun kom hjem hældte hun dem ud på gulvet. "Puh ha!" var der en lille stemme, der sagde, "det har vel nok været forfærdeligt." - "Hvem er det?" sagde Helle. "Det er mig, kan du ikke se mig? Jeg sidder midt i alle nødderne, du har ødelagt mit hus."
Ganske rigtig, midt i nødderne sad en lille nisse med rød hue, grå bukser og fine hvide træsko. - "Du er ikke ret stor," sagde Helle, løftede ham op, gik hen og satte sig i sin gyngestol og satte den lille nisse på bordet ved siden af. "Fortæl mig så, hvem du er, hvor du bor, og hvad du bor i," sagde Helle, "men først vil jeg sige dig, at jeg hedder Helle og er heks. Det stykke af skoven vi bor i, kalder vi Busses skov, han er en trold, han og hans familie kom først her til skoven, så kom Jeppe og hans familie og så Carl, han er alene. Skov-Jocum og hans familie to seks børn kom her til i begyndelsen af sommeren, flinke trolde er de alle sammen. Nå, lille nisse fortæl så om dig selv."
"Ja, som du ser, er jeg meget lille, jeg har boet i skoven i mange, mange år, hvor mange ved jeg ikke. Jeg er ikke større end, at jeg bor i en valnøddeskal. Denne skal stod op ad sådan en dejlig sten. Hver morgen gik jeg op på stenen, hvor der var et lille hul med vand i, der sad jeg på kanten og dyppede mine tæer i det klare vand, nød de herlige sommermorgener. Om vinteren, når der var sne, spændte jeg grannåle på træskoene, det var mine ski, så gik jeg op på stenen og fik nogle herlige ture ned ad den. Mad er her jo nok af; når jeg finder et skovjordbær eller skovhindbær, kører jeg det hjem på min vogn, så koger jeg det med honning fra blomsterne og får mig en god gang frugtgrød, det holder jeg så meget af. 
Som jeg fortalte, bor jeg i en valnød; mange dyr kommer og tror, de kan spise den, men så går jeg ud og råber: 'Nej! Stop! Her bor jeg'. De fleste dyr lunter væk igen, men andre prøver alligevel at tage mig og mit hus; men så kommer jeg frem med min smækkemaskine, som jeg altid går rundt med i lommen; se her er den! Jeg trykker på en lille knap, hvis de kommer for nær og vil spise mig, så bliver den stor og de får en endefuld. Ja, de får også en endefuld, hvis de driller mig, det får den store bjørn især. Han har nu fået en endefuld to gange, så jeg tror, han er holdt op med det nu. - Jeg havde for resten lige vævet sådanne nogle pæne gardiner af spindelvæv, som jeg skulle til at hænge op, da du kom og tog mig. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at få min smækkemaskine op af lommen og give dig en endefuld Helle."
Så trak han smækkemaskinen op af lommen. "Stop!" sagde Helle, "jeg skal ikke have nogen endefuld, jeg har ganske vist aldrig prøvet det før, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke gør godt." - "Nej," sagde den lille nisse og lo, "man bliver øm, meget øm bag i."
Helle og den lille nisse blev hurtig enige om, at de skulle være gode venner, for nissen vidste jo, at Helle var en heks og kunne trylle, og Helle vidste, at den lille nisse havde en smækkemaskine, som selv den dygtigste heks ikke kunne trylle væk eller gøre noget ved.
Det var blevet helt mørkt nu. Helle og den lille nisse aftalte, at de i morgen sammen skulle gå ud og finde en sten med et lille hul i, så nissen hver dag kunne få sit fodbad, som han plejede, de skulle også finde en valnøddeskal, som kunne stilles op ad stenen, så han kunne bo, som han var vant til. - "Jeg kunne godt tænke mig at bo her i Busses skov og lære jer alle at kende, for jeg har jo haft det lidt ensomt," sagde den lille nisse.

Næste morgen gik de ud i skoven; det varede ikke længe før de fandt en valnøddeskal, som Helle bar hjem. Ikke langt fra hendes hus fandt de en sten med et lille hul oveni med det dejligste, klare vand. "Her kan du bo," sagde Helle og stillede valnøddeskallen op ad stenen. Den lille nisse var glad. Han gik straks op på stenen, satte sine hvide træsko og dyppede tæerne i vandet og nød det. Bagefter gik han ud i skoven for at samle noget tørt græs, som han lagde ind i valnøddeskallen. Derefter plukkede han hvide pomponer fra mælkebøtterne, dem syede han sammen til det yndigste lune tæppe, som han brugte som dyne. Så fandt han noget fint spindelvæv, som han hængte op, uden at nogen forstyrrede ham denne gang. "Se så, nu er jeg færdig, her er jo dejligt at bo."

Lidt senere hørte han en bunke stemmer; det var troldebørnene, der var ude at lege i skoven. De sprang fra sten til sten, hvis de rørte jorden, så legede de, at de var faldet i vandet og måtte gå helt hjem og begynde forfra. "Uha," tænkte den lille nisse, som havde siddet og set dem lege, snart hopper de over på min sten. Alle troldebørnene stod på hver sin sten ikke langt fra hinanden, en af dem skulle lige til at hoppe over på den lille nisses sten, da råbte nissen, så højt han kunne: "Stop! Stop!" - "Nogen sagde stop," sagde troldeungerne i munden på hinanden. "Hvem var det?" - "Det var mig, her er jeg." Alle så over mod nissens sten. Troldebørnene gik ned fra deres stene og samledes rund om den lille nisse. "Dig har vi aldrig set før," sagde de, "hvor kommer du fra?" - Så fortalte nissen alt om, hvordan han var kommet til deres skov. Til sidst sagde nissen: "Hvis I vil hjælpe mig med at plukke nogle bær og samle honning, så laver jeg en dejlig frugtgrød, som I alle sammen kan spise." Det var en god ide, men så lo de. "Du har jo ikke så stor en gryde til at lave frugtgrød i, så vi alle kan få noget." - "Jo, ser I," sagde den lille nisse, "jeg har et vokseværk her i den anden lomme, når jeg trækker det op, så vokser gryden, og der bliver nok til alle." - "Det lyder skægt," råbte de. "Kom, vi går ud og samler bær, men for resten, du sagde 'i den anden lomme'," sagde Bussebarnet, "hvad har du så i den ene?" - "En smækkemaskine," sagde den lille nisse alvorligt. - Alle troldeungerne stod med èt ganske stille med store øjne. "Smækkemaskine," hviskede de ud mellem læberne, "hvad bruger du den til?" - "Jeg er jo så lille," sagde den lille nisse, "så kan I nok forstå, at jeg må have sådan èn, hvis der kommer nogen og tager mit hus eller træder på min sten eller driller mig eller tager noget fra mig, ja, så må jeg frem med smækkemaskinen." - "Må vi se den," spurgte den største af Skov-Jocums børn. Straks stak nissen hånden ned i lommen, tog en lille ting frem; den var så lille, at de næsten ikke kunne få øje på den. 
"Er det en smækkemaskine?" lo de alle sammen, "det kan da umuligt gøre ondt at få en endefuld af den?" - "Vent bare," sagde den lille nisse og trykkede på en lille knap. Straks begyndte den at folde sig ud til en stol, men uden sæde på, i stedet for sad der to klapper, som gik op og ned i en mægtig fart. "Nå, hvem vil prøve?" Men ingen havde lyst. "Det er sådan," sagde nissen, "hvis jeg ser på den, der skal i smækkemaskinen, når jeg sætter den i gang, så suger den vedkommende hen på stolen, så bliver han gul og grøn og blå i numsen." - "Det er nu godt for dig at have sådan èn," sagde Jeppebarnet, "så er der ingen, der gør dig noget."
"Løb nu ud og pluk bær, så jeg kan lave den frugtgrød," sagde nissen. 

Det varede ikke længe, så kom troldeungerne hjem med jordbær, hindbær og blåbær, andre havde samlet honning fra blomsterne. - Den lille nisse kogte og kogte, mange portioner grød. Efterhånden, som han blev færdig, stillede han sine små skåle ud på græsset, så de kunne køle af. Det duftede så herligt og så, så godt ud, at troldebørnene næsten ikke kunne lade være med bare at dyppe en lillefinger ned og smage. "I må ikke røre noget endnu." Et par af Skov-Jocums børn og Bussebarnet gjorde det alligevel. "Næste gang I tager noget, må jeg nok komme frem med smækkemaskinen." De kunne se på nissen, at det var alvor. "Gå hjem og hent jeres forældre, de skal også smage min grød." - Det gjorde de på nær en af Skov-Jocums børn. Da nissen var ved at koge mere frugtgrød, spiste han først en skålfuld, så en til og så en til. Da den lille nisse så det, blev han både ked af det og vred. Han tog smækkemaskinen op af lommen, så på troldebarnet, trykkede på knappen, så sad troldebarnet der og fik en endefuld. "Jeg skal aldrig være uartig mere," græd han. "Lover du det?" sagde nissen. Så slap han ham fri fra smækkemaskinen og puttede den i lommen. - Lidt efter kom alle troldefamilierne, Carl og Helle. "Velkommen alle sammen, tak fordi jeg også må bo i jeres skov, jeg vil nu byde jer på frugtgrød." De så alle på de bitte små portioner. "Men når han nu er så lille, kan han jo heller ikke lave så meget grød," tænkte de. "Nu giver jeg jer en skål i hånden. I skal lade den stå på håndfladen til I har fået alle sammen," sagde den lille nisse. Så tog han sit vokseværk op af lommen, trak det op, og se! Skålene med frugtgrøden voksede til store, dejlige portioner, nok til alle. - "Hvorfor sætter du dig ikke ned, ligesom vi andre," sagde Skov-Jocum til en af sine børn. "Jeg er så øm i numsen," sagde han, "jeg smagte nemlig på grøden. Jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte, men jeg gjorde det alligevel, for den lugtede så godt; så var det, at nissen tog sin smækkemaskine frem, og jeg fik en endefuld." - "Ja," sagde Skov-Jocum, "nu har du måske lært, at man ikke må tage noget fra nogen, hvis man ikke har fået lov." - Jeg gør det i hvert fald aldrig mere," sagde troldebarnet. 

Fortsættes side 5

Tilbage til Novellesiden