Forfatter: Houmann Andersen
Kilde: Børnenes Julebog 1953

Besøgstiden var forbi. De besøgende strømmede ud fra det store hospitals mange afdelinger. Alle havde travlt, for det var dagen før juleaftensdag. Patienterne skulle gøres i stand til den store højtidsaften. De skulle have risengrød og gåsesteg; men det var nu ikke dem alle sammen, der glædede sig; mange af dem længtes sådan efter de kære derhjemme, at de måtte bide i lagenet for ikke at komme til at græde højt.

Fru Jensen lå på stue 3. Hun var for et par dage siden blevet opereret for blindtarmsbetændelse. Hun boede ude på Nørrebro i en af de små sidegader og ernærede sig som syerske. Sammen med sin lille pige Inge, der var ti år, havde hun boet her i de fem år, der var gået, siden hendes mand døde. Hun og Inge havde det godt sammen; men det var frygteligt at tænke på den dag, da smerterne begyndte, og lægen havde sagt, at det var nødvendigt, at hun blev indlagt på hospitalet. Fru Mortensen, som boede ved siden af dem, havde ringet efter lægen og havde trøstet hende og sagt, at Inge måtte hun ikke bekymre sig for; hende skulle hun nok tage sig af, til hun kom hjem igen.

Inge var hver dag gået ud på hospitalet for at besøge sin mor. I dag havde hun også været der, og hun havde lovet, at hun nok skulle komme igen i aften.
Da hun efter besøget på hospitalet kom hjem til huset, hvor de boede, løb hun rask op ad trappen og lukke sig ind i lejligheden. Der var pænt og ordentligt derinde, for Inge havde arvet sin mors ordenssans, og pænt skulle der være, når mor igen kom hjem fra hospitalet, men underlig ensom følte hun sig altid, når mor ikke var hjemme. Havde hun dog bare haft hende i aften; men det kunne jo ikke nytte at tænke på det; hun måtte fremfor alt se at holde humøret oppe og ikke lade mor mærke noget.

Var der da noget at lade sig mærke med? Ja, desværre, det var der. Hun havde ganske rigtigt boet inde hos Mortensens, siden mor kom på hospitalet, og de havde også været gode ved hende. Men så var det, at der var kommet et telegram fra Fyn om, at fru Mortensens mor var blevet syg, og at de måtte komme derover straks. Fru Mortensen havde spurgt Inge, om hun ikke havde en kusine eller en veninde, som hun kunne være hos, indtil de kom hjem igen, måske allerede om et par dage. Inge havde straks sagt, at hun sagtens kunne bo henne hos Jytte, som var hendes allerbedste veninde i skolen.

"Ja, det er udmærket," sagde fru Mortensen, "men løb så hellere derhen med det samme og spørg ad. Jeg er ikke rolig, før jeg ved, om du må være der; for ellers må vi jo tage dig med til Fyn. Men du vil vel hellere være her i byen, så du kan besøge mor - ikke sandt?"

Da Inge ringede på hos Jyttes forældre, blev der ikke lukket op, heller ikke da hun ringede anden gang. Der var nok ingen hjemme. Af en nabokone, der kom ud, fik hun at vide, at Jytte med sine forældre var rejst til Jylland, hvor de skulle tilbringe julen.
Inge blev både forskrækket og ulykkelig, da hun fik den besked. Når hun ikke kunne bo hos Jytte, hvad skulle hun dog så gøre? Og så var det, at hun gjorde det, hun altid havde været så bange for at gøre - hun løj for fru Mortensen og sagde, at hun havde fået lov til at bo hos Jytte.

"Det var godt, min lille pige," sagde fru Mortensen, "så kan du besøge mor hver dag. Her har du en skilling, så kan du købe en lille ting til din mor. Kan du så hilse hende fra os og ønske hende glædelig jul. Det varer nok ikke så længe, før du har hende hjemme igen. Men nu må du hellere tage hen til Jytte med det samme, for vi må skynde os at blive færdige for ikke at komme for sent til toget."

Inge havde stået i en gadedør i nærheden og set Mortensens tage af sted. Derefter var hun gået op i lejligheden. Hun havde været så bange for, at de ville tage hende med til Fyn, for så kunne hun jo ikke komme ud til hospitalet og besøge mor, og så havde hun slet ikke tænkt på, at det kunne gøre noget at sige sådan en lille usandhed.

Hun havde prøvet at tænde op i kakkelovnen, men det ville ikke brænde. Et par store varme tæpper havde hun fundet frem, og pakket godt ind i dem havde hun ikke frosset om natten. Men så var der maden at tænke på. Varm mad kunne hun ikke lave, dertil var hun endnu med sine knap ti år alt for lille. Hos bageren henne på hjørnet havde hun købt et halvt sigtebrød og i pålægsforretningen et lille stykke leverpostej, men margarine havde hun fuldstændig glemt; derimod havde hun også købt en flaske mælk, så kunne hun varme den og spise sigtebrød med leverpostej til, så det gik nok.
Værst af alt var det dog at skulle sove alene om natten. Det var da heller ikke meget søvn, hun havde fået, for der var så meget spektakel på gaderne.

Og nu var det juleaftensdag. Der havde været besøgstid på hospitalet om formiddagen, og Inge havde været derude hele tiden. Hendes mor havde spurgt hende om, hvad de skulle have at spise til aften hos Mortensens, men det vidste Inge ikke rigtig; det var nok flæskesteg eller sådan noget, mente hun. Hun havde lovet, at hun nok skulle tage sin pæne kjole på til i aften.

Da sygeplejerskerne bragte patienternes julefrokost ind, havde Inge fulgt de lækre stykker smørrebrød med store øjne; men hun havde ikke sagt, at hun var sulten. Nu var besøgstiden forbi, og hun sad igen hjemme i den kolde stue og spiste sin tarvelige frokost. For at få lidt julestemning ind i stuen havde hun tændt et lille julelys og stillet det på bordet foran sig.
Inge var ellers ern fornuftig pige, men i dag var det, ligesom det fornuftige var borte. Længselen efter mor var ikke til at holde ud; hun lagde hovedet på de buttede arme, der var røde af kulde, og græd - græd, som kun den, der føler sig helt alene i den store verden, kan græde - og når man så tilmed kun er en lille pige på ti år.

Da hun havde grædt ud, slukkede hun julelyset og satte underkoppen og mælkeflasken ud i køkkenet. I skabet fandt hun sin pæne kjole og tog den på. Håret redte hun, så godt hun kunne. Så trak hun sin varme vinterfrakke på og skulle lige til at gå ud af sten, da hun kom i tanker om julegaven til mor; den havde hun nær glemt. Det var en bakkeserviet, som hun havde syet i skolen. Med pakken under armen løb hun ned ad trapperne. Hun måtte ud - væk fra stuerne, der var så uhyggelige, når mor ikke var hjemme.

Klokken var næsten seksten, og det var begyndt at blive mørkt. INge vidste godt, at det var alt for tidligt at komme ud på hospitalet allerede nu; men når hun gik hele den lange vej derud i stedet for at tage med sporvognen og undervejs så på juleudstillingerne i de mange butikker, hun kom forbi, mente hun nok, at tiden kunne komme til at passe. Alligevel nåede hun hospitalet længe før besøgstid. Hun stillede sig på en trappesten overfor og så over mod den store bygning, hvor lyset strålede fra hvert vindue.

Sygeplejerske frøken Hansen var ved at ordne fru Jensens seng.
"Hør nu, lille fru Jensen," sagde hun, "jeg synes ikke, De er i julehumør, hvordan kan det være?"
"Åh, jeg ved det ikke, frøken Hansen, "men det er så svært at ligge her, når ens lille pige må holde jul alene mellem fremmede."
"De skal se, hun har det ganske sikkert godt hos de rare mennesker, som har lovet at tage sig af hende, og så kommer hun også nok herind i aften. Det skal nok gå alt sammen, og så må De da også væare glad for, at De snart kan komme hjem til hende igen - det varer sikkert ikke mange dage."

Frøken Hansen gik ud på gangen. Hun kunne godt forstå fru Jensens bekymring for sin lille pige. Hun havde set Inge flere gange i besøgstiden og syntes så godt om hende.
Frøken Hansen stillede sig hen til det store gangvindue og så ud i den frostklare aften. Der var næsten ingen mennesker at se nede på gaden. Om en lille halv time ville nogle musikere komme og spille på den store gang, og bagefter skulle patienterne have deres dejlige julemiddag.
Pludselig fik hun øje på den lille skikkelse ovre i gdadedøren på den modsatte side. Det var vel sagtens et barn, der skulle til juletræ hos en familie derovre i ejendommen. I det samme kom en bil kørende, og i det skarpe lys fra dens lygter syntes hun at kunne se, at det var Inge. Hurtigt løb hun ned ad trappen og standsede ikke, før hun stod foran den lille forknytte pige.

"Men Inge dog!" udbrød hun, "hvordan kan det være, at du står her?"
Inge fortalte grædende, at MOrtensens var rejst til Fyn, men at hun ikke ville med dem, for så kunne hun jo ikke besøge sin mor.
"Kom så med mig, lille Inge," sagde frøken Hansen; "nu skal du ikke være ked af det mere."

De fulgtes ad over til hospitalet og stod lidt efter i den dejligt oplyste og varme gang. Frøken Hansen bad Inge sætte sig på en bænk, mens hun selv gik ind til overlægen, der lige var blevet færdig med sin stuegang, og fortalte ham om den lille ensomme Inge.
"Lad hende blot være hos sin mor i aften," sagde overlægen, "men vi kan jo ikke så godt indlægge hende, når hun ikke er syg - så jeg ved næsten ikke, hvad vi skal gøre af hende til natten."
"Hun kan bo hjemme hos mine forældre, hr. overlæge, indtil hendes mor bliver udskrevet - det varer nok ikke så mange dage."
"Udmærket, frøken Hansen! - så er den sag klaret. Se her! Giv hende den i julegave fra mig!" Han rakte frøken Hansen en tikroneseddel og gik.

Frøken Hansen var vis på, at hendes forældre med glæde ville tage imod Inge i de få dage, det kunne vare, før moderen blev udskrevet. Hun tog Inge med op på sit værelse, vaskede hende, redte hendes hår og bandt en smuk sløjfe i det. "Så lille Inge," sagde hun, "nu er du fin, og nu skal vi to ned til din mor."
Med hinanden i hånden løb de ned ad trappen og hen ad gangen, til de nåede den stue, hvor Inges mor lå.
"Bliv her et øjeblik, Inge, så går jeg ind først!"

Hun åbnede døren og gik hen til fru Jensens seng.
"Nå, hvordan har De det?" spurgte hun. "Nu skal De bare høre; om lidt kommer der dejlig musik ude på gangen."
"Åh, frøken Hansen, jeg ved godt, at jeg vistnok er meget utaknemmelig; for De og Deres kollegaer gør sandelig alt for at glæde os patienter, men det er ikke så let at vise sin taknemmelighed, når man ligger her."

Frøken Hansen svarede ikke. Ganske stille åbnede hun døren, og ind trådte Inge med sin lille pakke under armen. Fru Jensen gjorde store øjne, da hun så sin lille pige.
"Nå, hvad siger De til det, fru Jensen? Må vi så se at få julehumøret frem! Se, nu bliver Inge her og spiser sammen med Dem, og senere kommer jeg og henter hende med mig hjem til mine forældre, og der holder hun juleferie, til De bliver udskrevet."
Dermed forsvandt frøken Hansen ud ad døren. Men Inge fortalte sin mor om alt, hvad hun havde oplevet, siden moderen var blevet indlagt på hospitalet.

"Mor, "sagde hun, "det værste ved det hele er, at jeg har løjet for fru Mortensen. Tror du ikke, hun bliver vred på mig?"
"Nej, det tror jeg ikke, Inge. Det skal jeg nok klare med fru Mortensen, når jeg kommer hjem."

Ude på gangen hørtes musik. Det lille orkester spillede "Glade jul, dejlige jul".
Ved gode menneskers hjælp var det blevet en glad og dejlig jul for de to, mor og datter, langt glædeligere, end det for nogle dage siden så ud til at skulle blive.

Tilbage til Novellesiden