Forfatter: Georg V. Bengtsson
Kilde: Børnenes Julebog 1951

"Gå nu kun ud og leg," bad Jørgens mor henne fra sengen. "Du har så få frieftermiddage, og du skal se, at de penge, vi mangler til at lave en lidt festlig jul for, dem får vi nok på en eller anden måde. Vorherre hjælper altid, når det kniber!"
Jørgen bøjede sig over sengen og strøg moderen over kinden: "Ja, men så løber jeg, mor. Jeg skal nok være hjemme kl. 5 og lave middagsmad."

Han gik tankefuld ned ad trapperne.
Moderen, der havde arbejde på et kontor, havde været syg i to måneder, og i den tid måtte de nøjes med understøttelse og sygepenge. Det kneb vel nok med at få det til at gå rundt. Men så her midt i december kom der en stor opkrævning til en forsikring, moderen engang havde tegnet for ham, hvis hun skulle dø, før han blev voksen. Den opkrævning havde slugt hele deres reserve, og nu havde de kun nogle få kroner til at holde jul for. Ja, de kunne selvfølgelig ikke dø af sult, men jul var jo nu engang jul!

Nå, Jørgen havde ikke ligget med hænderne i skødet. Han havde straks taget plads som bydreng hos købmanden på hjørnet, og det gav en lille smule ekstra. Til gengæld tog det næsten alle hans frieftermiddage, men det fik være. I dag var han fri, og nu ville han nyde de få timer, decembereftermiddagen varede.

I gården fandt han sine klassekammerater Knud og Svend, og de blev enige om at løbe over på de tomme byggegrunde, som lå ved siden af den store fabrik Elektrodyn, der fremstillede elektriske apparater af enhver art.
For nogle dage siden var der faldet et godt lag sne, men nu var det tøvejr, og alt var fugtigt og sjappet.
Drengene bestemte sig til at lege "Gemme", og Svend skulle stå først.

Knud og Jørgen løb hurtigt ned over byggegrundene for at nå op til det højre, svære trådhegn omkring fabrikken. Foran hegnet var der nemlig en bevoksning med forskelllige buske og mindre træer, og der var også grøfter, altså rigtigt et terræn til at gemme sig i.
Jorden var dækket med et tyndt lag sne, men der var så mange fodspor, at de behøvede ikke at være bange for at blive sporede. I grøfterne, der var føget til med sne, lå sneen derimod i over knæhøjde.
Drengene for omkring og kunne ikke blive enige om, hvor de skulle gemme sig.

Pludselig standsede Jørgen og kaldte på Knud.
"Se her, ser det ikke morsomt ud?" Han pegede ned i en grøft, hvor der på række var syv firkantede forsænkninger ned i sneen. "Hvad tror du, det er?"
Knud spekulerede.
"Først troede jeg, det var nogle kasser, der var stillet ned på sneen og havde presset den sammen men det kan det ikke være, for ......."
Jørgen kastede sig på knæ og gravede ned i sneen. "Det er lige omvendt, du," udbrød han og viste Knud låget af en firkantet papkasse. "Det er en papkasse, der er gravet ned i sneen, og den  har haft så meget varme i sig, at den har smeltet sneen ovenover. Sikke våd den er! Skal vi se, hvad der er i?"
"Selvfølgelig!" svarede Knud. De rev låget op. Inde i papkassen lå en lidt mindre pakke, solidt pakket ind i papir, der endnu ikke var gennemblødt. Den åbnede de også. Den indeholdt en lille elektrisk motor!"
"Aura!" udbrød begge drengene som med een mund. De endevendte den ivrigt og kiggede overraskende og begejstrede på de mange små hjul og kobberglinsende spoler. De havde i det øjeblik kun een tanke: Sikken et stykke pragtfuldt legetøj! Hvad ville kammeraterne sige, når de viste den frem?
Men Jørgen kom først til fornuft.
"Det er noget mystisk i, at vi finder sådan noget her," sagde han. "Det får mig til at tænke på tyveri!"
"Der er seks kasser til," oplyste Knud, der havde stukket hånden ned i de øvrige seks forsænkninger. "Jeg har set en hjemme i gaden, der solgte sådan et apparat til marskandiseren. Han fik mange penge for den."

I et nu for det gennem Jørgens hjerne, at her var en mulighed for at skaffe penge, mange penge, hurtigt og let, men han skød tanken fra sig.

"Vi må gå til politiet!" udbrød han.
"Hallo, kalder I det for at gemme jer!" lo Svend, der pludselig dukkede op.
De satte ham ind i sagen, og han blev også ivrig, da han så den lille, fikse motor. "Den er jo inde fra fabrikken." udbrød han. "Se der, der står Elektrodyn med små bitte bogstaver."
"Det er mærkeligt," sagde Jørgen, "at vi lige her uden for fabrikkens hegn finder syv nye motorer. Skal vi ikke gå ind og spørge på fabrikken?"
I det samme hørte de en bøs stemme råbe henne fra hegnet: "Ka' I så få fingrene væk fra de kasser der og forsvinde, og det hurtigst muligt, ellers ska' jæ' altså .... !"

Det var en ældre arbejdsmand, der stod og truede med knytnæve uden for et skur, men drengene tog det roligt, for hegnet var jo imellem dem,  og der var ikke andre indgange end fabrikkens personaleindgang, som lå langt derfra.
Arbejderen brugte en forfærdelig mund, men drengen lod ham stå og skælde ud, til han blev ked af det og forsvandt.
"Kom så!" sagde Jørgen. "Jeg tager tre pakker, og I tager hver to! Vi går ind på fabrikken med dem! Så kan de selv gå til politiet, hvis det er nødvendigt."
"Han, der skældte ud, har vel haft en finger med i spillet!" mente Svend. " Han er nok lidt nervøs nu."

Ved indgangen stod arbejderen og tog imod dem.
"kom her med de kasser, så skal jeg nok aflevere dem!" sagde han og trak en femkroneseddel frem fra vestelommen. " Og det er findeløn til jer, forsvind så!"
Jørgen ville ikke give slip på sine kasser og afviste pengene.
"Vi skal ind på hovedkontort!" sagde han.
"De er gået alle sammen!" oplyste arbejderen. "La' nu være ed at være så dumme. Derinde giver de jer højst een krone til deling. Kom her med kasserne!"
"Nej!" sagde Jørgen stædig, "så kommer vi igen i morgen. Farvel!"

Og så gik de tre drenge bort fra fabrikken med deres store fund, medens arbejdsmanden rasende stirrede efter dem.
Jørgen standsede ved en telefonboks. "Manden lyver." sagde han. "Så længe arbejderne er på fabrikken, er der også nogen på kontoret. Jeg ringer derover."

Jørgen ringede og kom i forbindelse med en kontorassistent, der, da han hørte, hvad det drejede sig om, øjeblikkelig stillede ind til chefkontoret.
"Nu er vejen fri," sagde Jørgen med et stort smil. "I kan tro, de er nysgerrige efter at se os derovre. De sender en ned for at modtage os."

Da de kom tilbage til indgangen, var arbejderen borte, men der stod en ung kontorassistent, som viste dem vej til chefens kontor.
En ældre, venlig herre rejste sig smilende fra sin skrivebordsstol og lagde cigaren fra sig. "Nå, der har vi de tre små detektiver. Værs'god, sæt jer så her og fortæl. Pakkerne stiller vi hen i krogen. Dem kender jeg. Vi ved, hvad der er i dem, kan I tro! Lad mig så høre."

Jørgen fortalte, og herren bag skrivebordet med den mægtig store, blanke flade nikkede flere gange. Da Jørgen var færdig, udbrød han: "Udemærket, min dreng, I har handlet fuldt ud korrekt, og I kan være sikker på en belønning. Hvor stor den bliver, kan jeg ikke sige nu. Det kommer an på, om I kan hjælpe os at føre sagen helt igennem. Der er nemlig stjålet mange af de små motorer i de sidste uger, men vi har ikke kunnet afsløre tyvene, og det er det, det først og fremmest gælder om. Ellers bliver tyverierne måske fortsat! Kan I kende den arbejder, der råbte til jer og modtog jer ved indgangen?" Drengene nikkede, og chefen tog hustelefonen og gav en ordre.
"Om et øjeblik får I lejlighed får i lejlighed til at se alle arbejderne, og så viser I mig, hvem det er, der bringer pakkerne ud til trådhegnet og smider dem over på den anden side. Men han har jo en hjælper udenfor, forstår I. Kender I noget til ham? Jeg mener, har I set ongen, der har haft en af disse små motorer?"
"Det har jeg!" sagde Knud. "Han hedder Kegle-Schmidt, fordi han spiller så meget kegler. Han solgte sådan en motor til marskandiseren!"
"Tak," svarede chefen, "så tror jeg, at hele banden er indkredset," og dregene hørte ham ringe politiet op og sætte det ind i sagen.
"Kom så!" Chefen rejste sig. "Nu må I bruge jeres øjne, for der er 126 arbejdere på fabrikken. Gå gennem rækkerne, men lad være at pege, og kom så tilbage til mig og vis mig hver for sig, hvem I mener det er!"

I en stor maskinhal var alle arbjderne opstillet i to lange rækker. De fleste så smilende på de tre drenge, men nogle af dem var åbenbart irriterede over forstyrrelsen.
Drengene gik hurtigt rækkerne igennem og vendte tilbage til chefen.
Der var ingen tvivl, de angav den samme.

"Bring Olsen op på mit kontor!" sagde chefen til formanden og gik tilbage til kontoret.
Drengene ventede i et sideværelse, medens arbejderen blev forhørt. Der var allerede kommet et par opdagere, og de tog ham med sig efter forhøret.
Så blev drengene kaldt ind igen.

"Skal I dele belønningen?" spurgte chefen smilende. "Eller skal Jørgen som hovedmanden have den største præmie?" Knud og Svend nikkede, men Jørgen rystede på hovedet.
"Godt, det afgør jeg så!" Han rakte dem hver en konvolut. "I må først åbne den, når I kommer hjem. Tak for i dag, drenge! Brug altid jeres øjne og forstand. Det giver ofte gevinst! Farvel, farvel!"

Halvejs hjemme kunne drengene ikke dy sig længere. De åbnede konvolutterne, og der lød et overrasket udbrud fra hver især.
"Novra! 50 kr.!" udbrød Svend og Knud.
"100!" sagde Jørgen overvældet.
"Det har du ærlig fortjent!" Kammeraterne var ikke spor misundelige, "for det var dig, der fandt pakkerne!"
Jørgen svarede ikke, men han tænkte: "Hvis jeg ikke har, så har mor!" og så stak han i fuldt firspring hjemad.

Tilbage til Novellesiden