Forfatter: Rigmor Falk Rønne
Kilde: Min egen Julebog 1957

Det var hændt ualmindelig ofte i den sidste tid, at Henrik var kommet galt af sted, det vil sige, det var egentlig Lisbeth, der havde været uheldig. Men han fik skyld for det. Mor sagde altid, at han skulle lade være at slæbe Lisbeth med ud til de vilde lege, men det var nu uretfærdigt. For han slæbte aldeles ikke Lisbeth med, det var hende selv, der ville.

En kold blæsende vinterdag stod de og tog overtøjet på, da mor kom til:
"Henrik, du må hellere lade Lisbeth blive herhjemme i dag," sagde hun, "det er et rigtig kedeligt vejr."
"Jamen mor," begynde Henrik.
"Det er ikke noget for en lille pige at være med til de drengestreger, I laver, og hun har jo sin nye dukke at lege med."
"Ja, men det bryder jeg mig ikke om," protesterede Lisbeth.
"Bryder du dig ikke om din fine dukke, som du fik til din fødselsdag?" udbrød mor forbavset.
"Jo, men der er ikke noget ved at sidde hele dagen og lege alene med den."
"Nej, det er selvfølgelig kedeligt, at der ikke er en eneste jævnaldrende pige her i nærheden," sagde mor eftertænksomt.
"Og det er så sjovt at lege røvere og soldater med Henrik og de andre," sagde Lisbeth med strålende øjne.
"Nå ja, så lad gå. Men du må passe på din lillesøster, Henrik, husk på, hun er kun syv år. Og jeg kunne godt lide at få hende helskindet hjem."
"Jeg skal nok passe på hende hele tiden" forsikrede Henrik.

Børnene løb henrykt ud af gården. Henrik kunne godt lide at have sin lille søster med. Hun var en god kammerat og tudede ikke, når hun faldt og slog sig. Hun sladrede heller aldrig, men det kunne jo ikke skjules for mor, når hun kom hjem med rifter i tøjet og skrabede knæ og skinneben.
Og i den sidste tid havde det altså været særlig galt, og det var nok, fordi de var begyndt at lege røvere og soldater. Det var Henrik, der havde fundet på det. Skønt han kun var ni år, var han alligevel fører for den lille flok børn, der boede i den klump gårde og huse, der lå nogenlunde nær ved hinanden, en tre-fire kilometer borte fra stationsbyen. Der var foruden ham selv syv drenge og foruden Lisbeth to piger på elleve og tolv år. De morede sig dejligt, lå på lur efter hinnden og fangede hinanden, og det gik jo tit noget voldsomt til, når det gjaldt om at slås eller frelse sig ved flugt over pigtråde og brede grøfter. Men der kneb det jo en del for Lisbeth, fordi hun faktisk var for lille. Henrik indså det, og han sagde til sig selv, at i dag måtte der ikke ske noget, for så ville mor nok nedlægge alvorlig protest.
Og så gik det alligevel rent galt!
Det var hen mod mørkningen, og røverne havde ikke haft nogen god dag. De var allesammen blevet fangede undtagen Henrik, der var deres høvding, og Lisbeth. Skønt hun var så lille, var hun alligevel ikke så let at fange, fordi hun var så god til at gemme sig. Hun havde en utrolig evne til at rulle sig sammen i en mørk krog, og d"Jaer blev hun så, til faren var overstået. Henrik passede så vidt muligt at være i nærheden af hende, og nu stod han i skjul i tørvehuset i Mads Hansens går, meden hun var krøbet ind bag ved ham. En gang imellem vovede han sig frem for at spejde efter soldaterne, det gjaldt nemlig om for ham at komme over til røverhytten i udkanten af plantagen. Kunne han det, var han frelst, og røverne havde ikke tabt den dag. Men det var ikke nemt, for der var et godt stykke at løbe over åben mark.

"Du må hellere blive her," sagde han til Lisbeth, "når jeg kommer over til hulen, blæser jeg signal, at jeg er frelst, og så kommer jeg over og henter dig."
"Jeg vil hellere løbe med," sagde Lisbeth.
"Men hvis de nu fanger dig. Du ved jo nok, at vi taber, hvis der ikke er een røver foruden mig, der ikke er fanget."
"Ja, men jeg kan ikke lide at være her alene," klynkede Lisbeth, "her er så væmmelig mørkt."

Henrik tænkte sig om. Ja, her var virkelig skummelt, og mørket var også faldet på udenfor, det var ikke underligt, at sådan en lille pige kunne blive bange.

"Vi kunne jo godt blive her, til det bliver helt bælgravende mørkt," sagde han, "og så liste over til hulen. Men så bliver far og mor vrede over, at vi kommer så sent hjem. Nu går jeg ud og spejder, om de er så langt væk, at vi kan løbe."

Han listede igen ud. Der var ikke en soldat at se, men ovre ved Enggården hørte han n stemme råbe op. Det var Hans, soldaternes fører, der gav sine ordrer.
Henrik kaldte sagte på Lisbeth.

"Vi prøver at løbe nu. Når vi kryber i skjul af markskellet, kan vi nok nå ned til Stines hus uden at bive set, og så har vit godt forspring. Det var selvfølgelig meget hurtigere at springe over den store grøft, men der er vand i den, og jeg er bange for, at du ikke kan springe så langt."

De blev enige om at tage vejen forbi Stines hus, og forsigtigt krøb de to børn hen langs diget. Soldaterstemmerne hørtes stadig henne fra Enggården, og Henrik var næsten vis på at klare det. I følge en af legens love, som han selv havde indstiftet, måtte soldaterne nemlig ikke ligge på lur ved selve hulen. Men desværre viste det sig, at han var gået i en fælde. Soldaterne havde lavet den krigslist at larme op, for at han skulle tro sig sikker, og da han og Lisbeth nu løbe frem mod Stines hus, som var det, der lå nærmest ved plantagen, brød fire soldater under høje sejrshyl frem og afskar dem vejen.
Henrik fik ikke tid til nogen betænkning: Ville han ikke svigte røvernes sag og lade sig fange, gik vejen over den store grøft. Han greb Lisbeth ved hånden og trak hende med, og i et par spring var de ved grøften.

"Nu springer jeg," sagde han, "og så snart jeg er ovre springer du, jeg skal nok gribe dig."

Han sprang og nåede også godt over, og straks efter sprang Lisbeth. Men hendes ben var jo for korte, og hun plumpede i, før Henrik kunne nå at gribe hende. Han fik hende hurtigt trukket op, og så styrtede de af sted hen mod hulen. Der var kun et ganske kort stykke at løbe,og det var umuligt for soldaterne at fange dem nu. De nåede da også frelst hen til hulen og blæste deres signal. Røverne havde ikke tabt legen, takket være deres høvding og hans tro følgesvend.
Stolte af deres bedrift løb Henrik og Lisbeth hjem, men deres mod sank, da mor kom dem i møde i forstuen. Hun slog forfærdet hænderne sammen: "Men Lisbeth, hvordan er det dog, du ser ud," udbrød hun, "hvor har du været?"

Lisbeth så ned ad sig selv, det dryppede med snavset vand fra hendes kjole og frakke, og hendes røjsere var oversmurt med mudder.

"Jeg faldt i den store grøft ude på marken," forklarede hun.
"Du kunne jo være druknet," råbte mor forskrækket, "er det sådan, du passer på hende, Henrik!"
"Han passede rigtignok godt på mig," sagde Lisbeth hurtigt, "han stod og greb mig, da jeg sprang, det var bare mig, der sprang for kort."
"Men han har dog sprunget først og sagt, at du skulle komme bagefter - altså var det hans skyld. Ja, Henrik, nu kalder jeg på far, så han kan se, hvordan I to kommer hjem. Dette her kan ikke blive ved længere."

Henrik var ikke glad ved situationen, når far skulle kaldes til, så blev det uhyggeligt. Han rettede sjældent på dem i det daglige, det lod han mor om, men han kunne blive frygtelig vred en gang imellem, og så skete der noget.

"Man kan altså ikke stole på dig, Henrik," begyndte far, "du lovede mor at passe på Lisbet, og det har du ikke gjort. At du selv er for vild, kan tilgives, for du er en dreng, men du skal lade være at forlede Lisbeth til de tossestreger. Hvis du een gang til er skyld i, at hun kommer hjem som en druknet mus eller med tøjet revet halvt i stykker, så får du din straf. Nu er det snart jul, og om en uges tid skal vi lave julepynt. Det får du ikke lov at være med til, hvis du laver flere gale streger. Har du forstået!"

Jo, Henrik havde forstået. Han prøvede ikke på at komme ned indvendinger, han vidste af erfaring, at det nyttede ikke, når far havde sagt en ting bestemt, Nej, nu gjaldt det virkelig at passe på, for det ville være skrækkeligt ikke at komme med til at lave julepynt. Det var en af de bedste aftener i hele året. De sad allesammen ved det store bord i spisestuen, far og mor og han selv og Lisbeth og pigerne og karlene. Og de klistrede og klippede, og far læste historier op af en julebog. Til sidst bagte mor æbleskiver, og de fik kakao og kaffe, det var så vældig morsomt altsammen. Og det skulle han ikke være med til!
Røvere og soldater ville han i hvert tilfælde ikke lege mere, og der var heller ikke så meget lejlighed til det nu i de korte, mørke dage; allerede når han kom hjem fra skole, var det ved at mørkne. og den ene søndag, der var tilbage inden jul, villeh an holde sig i ro.
Men så ville skæbnen, at det blev det dejligste kælkeføre den dag. Det var begyndt at sne om lørdagen og søndag var alting hvidt. Sneen lå tyk og fast, og fra den tidlige morgen var alle egnens børn og unge af sted med kælkene og susede under latter og hyl ned ad den stejle Møllebakke. Men Henrik modstod fristelsen, han og Lisbeth gav sig i stedet for til at lave en snehule ude i gården. De satte kasser derind som borde og stole og hængte et gammelt laset tæppe op for indgangen, det var mægtig godt. Stolte og glade over deres værk gik de ind til middagsmaden, og så snart de havde spist, gik de ud igen til deres snebolig. Efterhånden faldt tiden dog lang, hele eftermiddagen kunne de ikke blive siddende derinde, selv om der var nok så hyggeligt.

"Skal vi ikke gå ud og kælke?" foreslog Lisbeth.
"Nej," svarede Henrik sammenbidt, "jeg vil ikke kælke, for så vælter vi måske og slår os, og du ved nok, hvad far har sagt."
"Ja, men skal vi så ikke gå hen og se på de andre?"
"Jo, det kan vi godt," Henrik havde også vældig lyst, "men vi tager ikke kælken med."

Og så travede de af. Henrik ville inderlig gerne have trukket Lisbeth i kælken, men han turde ikke udsætte sig for den fristelse at have dem med. De gik tværs over marken hen mod Møllebakken, som var det eneste høje punkt i nærheden. Derfor var der også myldrende fuldt, sorte punkter bevægede sig langsomt op og susede ned igen, der var en ustandselig strøm i begge retninger.
Henrik og Lisbeth stilled sig lidt til siden for bakkens fod og så på det. Det kriblede i Henrik af lyst til at være med, og hanvar glad for, at han havde ladet kælken blive hjemme, ellers havde han bestemt ikke kunnet dy sig. Anders fra Nordgården kom hen til ham.

"Hvorfor står I her?" spurgte han, "hvor er din kælk?"
"Jeg har ikke taget den med," svarede Henrik kort.
"Hvor er du dum, banen er mægtig god." Anders travede op og kom lidt efter susende igen.

Lisbeth blev stående og kunne ikke rive sig løs. Efter nogle ture kom Anders hen til dem igen.

"I må gerne få en tur på min kælk," tilbød han højmodigt.
"Nej tak," svarede Henrik.
"Jo, tag den bare," blev Anders ved, "I må gerne."

Henrik betænkte sig et øjeblik. Anders ville synes, han var sær, hvis han blev ved at sie nej, og den rigtige grund holdt han ikke af at sige, for så ville anders sikkert gøre nar. Tilbudet var også for fristende - der kunne vel heller ikke ske noget ved at tage bare een eneste tur.
Men uheldet var igen ude efter ham. Da han og Lisbeth kom susende nedad, væltede en lang kælk med to karle lige forna dem. Skønt Henrik prøvede at dreje udenom, var sammenstødet ikke til at undgå, og alle lå og rodede i en klynge.

"Slog du dig, Lisbeth?" spurgte Henrik forskrækket.
"Nej, vel gjorde jeg ej," Lisbeth sprang rask op og børstede sneen af sig.

Men så så de, hvad der var sket. Hendes frakke havde fået en lang flænge, fordi den ene mede på den fremmede kælk var gået ind i den.

"Bare jeg var noget større, så skulle jeg nok sy den, så ingen kunne se det," sagde Lisbeth.
"Men det kan du bare ikk," svarede Henrik mørkt, "der er ikke noget at gøre ved det."

De blev stående lidt, så kunne de ikke trække tiden ud længere, de måtte jo hjem.

"Hvordan har du fået den rift i kåben?" spurgte mor strengt.
"Det var nede på kælkebakken. Henrik kunne ikke gøre for det, det var en kæk, der væltede lige foran os."

Far kom i det samme.

"Hvad er der på færde - har Henrik igenlavet ulykker?"
"Ja, de har været på kælkebakken, og Lisbeth har fået sin kåbe ødelagt."
"Du passer godt på din søster, må jeg sige," sagde far vredt.
"Men du ved, havd jeg ar sagt, nu kommer du ikke md til at lave julepynt."
"Åh, det er synd, far," råbte Lisbeth. "Henrik kan ikke gøre for det, vi tog ikke vores kælk med, det var Anders, der sagde, vi skulle låne hans."
"Henrik kunne jo have sagt nej. Og han skulle slet ikke have taget dig hen til Møllebakken."
"Det gjorde han heller ikke - det var mig, der ville derhen."
"Vrøvl, Lisbeth! Henrik har ansvaret for dig, når I er sammen, og nu er det igen gået galt. Han må tage sin straf, der er ikke mere at tale om."

Henrik selv havde ikke mælet et ord. I virkeligheden havde far jo ret, men hårdt var det alligevel. Nå, det kunne ikke nytte at tude, han måtte finde sig i sin skæbne!

Dagen før skolefrien skulle julepynten klippes, og da blev der spist tidligt til aften, for at de kunne have en god lang tid for sig. Det plejede at være en hel festdag, men i år var der ingen stemning, alle var kede af, at Henrik ikke skulle være med.
Den eneste, der lod til at befinde sig godt, var Henrik. Han havde besluttet ikke at hænge med hovedet, og han havde også fundet på noget, der kunne stive ham af. Han ville også lave noget fint den aften. længe havde han syntes, at hans sparegris så kedelig ud, både grå og snavset, derfor tømte han den, og for pengene købte han bronze og tinktur, nu skulle den blive forgyldt. Der skulle også en gammel juleklokke, som mor havde kasseret, fordi den var blevet ridset og grim, og nogle grankogler, som han havde fundet ude i brændeskuret.
Henrik bredte en avis ud over bordet i sit værelse og gik i gang med arbejdet. Tiden fløj for ham, og han var ikke engang færdig med den sidste grankogle, da Lisbeth kom farende ind.

"Æbleskiverne er færdige, kom nu," råbte hun, så tav hun og løb helt hen til ham. "Næ, hvor er det fint," udbrød hun. Hun greb den bronzerede gris ogløb ud med den. "Kom, så skal I se, Henrik har lavet en masse forgyldte ting."
"Men Lisbeth, hvordan er det, du ser ud," råbte mor. Lisbets hænder og forklæde lyste af guldbronze fra grisen.
"Jeg kan ikke gøre for det," sagde Henrik, som var løbet efter, "hun tog den selv."
"Ja, det er jeg klar over," sagde far, "Lisbeth er ikke rigtig heldig for tiden, og denne gang er du i hvert fald uden skyld."
"Kom ind og se det andet, han har lavet." Lisbeth halede ivrigt i mor, der også blev forgyldt på hænderne.

Far gik ind i Henriks værelse og så på udstillingen.

"Er det den gamle juleklokke?" spurge far og løftede den forsigtigt op i hanken.
"Ja, jeg ville bronzere den og hænge den under min lampe."
"Må jeg have lov at hænge den op i dagligstuen?" spurgte far.
"Ja, det må du gerne," svarede Henrik, "hvis du synes, den er pæn nok."
"Det synes jeg. Jeg vil være glad over at se på den, fr så vil jeg tænke på, at du er en kæk dreng, der forstår at tage en straf uden at klynke. nu bliver du jo også snart så stor, at du virkelig kan passe på din lillesøster - selv om det lader til at være svært nok."
"Og jeg bliver jo også større," sagde Lisbeth snusfornuftigt.

Det lo de allesammen af, og så gik de ind til æbleskiverne.

Det blev en dejlig aften til sidst, for nu var de allesammen kommet i humør.

"Den hænger ligefrem og lyser op derinde," sagde far og pegede på juleklokken inde i den mørke dagligstue.
"Ja, den pynter," sagde mor og klappede Henrik på kinden, "og grankoglerne skal vi have på juletræet."

Henrik var stolt og glad - så havde han alligevel fået lavet julepynt i år.

Tilbage til Novellesiden