Påskeharen

I vore dage er påskeharer blevet en lige så almindelig påskepynt som lam, kyllinger og æg. I Sønderjylland er det skik, at børnene påskemorgen går ud i haven og leder efter de æg, som påskeharen har gemt derude. Ligesom høns holder påskeharen mest af at lægge sine æg et lunt, blødt og lidt skjult sted. Så hvis man gerne vil have påskeharen til at komme, kan man lave påskereder af tørt græs, mos eller lignende.

Påskeharen kommer fra Tyskland og England, men er også meget kendt i Amerika. Oprindeligt hører påskeharen ikke hjemme i Danmark. Haren blev nemlig regnet for et ondt og ulykkebringende dyr. I mange egne af landet har man været bange for at spise harekød, og denne afsky er også blevet overført på kaninkød. Alligevel er haren blevet jaget, dels fordi den var et skadedyr, der kunne ødelægge afgrøder og træer, dels for skindets skyld.

Grunden til, at man anså haren for at være et ondt dyr, var, at Fanden og hekse tit tog hareskikkelse. Der findes utallige historier som den følgende:

En jæger får øje på en hare, der opfører sig underligt. Den er ikke bange for ham, og selvom han skyder på den, tager den ingen skade. Til sidst tager han en sølvknap fra sin trøje, lader geværet med den og skyder igen på haren. Denne gang bliver den såret i låret (mange overnaturlige væsner kan kun såres med en sølvkugle). Haren flygter ned mod landsbyen, og jægeren forfølger den, men det lykkes den at slippe væk. Til sidst opgiver han og går hjem. Der får han at vide, at nabokonen er kommet humpende hjem og nu ligger til sengs med et sår i låret!

Efter at have hørt en sådan historie kan man jo godt forstå, at folk ikke brød sig om harekød. Man vidste jo aldrig, hvem man spiste!
Og naturligvis skulle et heksedyr som haren ikke have noget at gøre med påskens mest livsbekræftende symbol, ægget. Først i dette århundrede, hvor megen gammel overtro er blevet glemt, og hvor vi mere end nogensinde før har ladet os påvirke af andre lande, har vi taget påskeharen til os.