 |
Påskeliljer |
Vi kan slet ikke forestille os påsken uden påskeliljer. Som
regel er de ikke sprunget ud til påske, men vi gør, hvad vi kan, for at drive
dem frem for hvad er et påskebord uden en buket af de smukke, ranke gule
blomster med den karakteristiske søde duft?
Men påskeliljen, som vi kender den, har faktisk ikke eksisteret
ret længe, men er et resultat af intensiv fremavl. Hør bare, hvad Grundtvig
skriver om dem:
|
"Påskeblomst! Hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
Hvem est du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst,
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove"
Grundtvig, 1817
|
Det er jo ikke megen respekt, han viser den smukke blomst. Lidt
senere i sangen fremhæver han dog, at det ikke er blomstens udseende, der er
vigtig, men dens betydning som symbol for opstandelsen.
Og måske er det netop Grundtvigs sang, og den vægt han lægger
på den symbolske betydning, der har fået folk til at fremavle liljen.
Lige meget hvordan det er gået til, smuk er den!

|