Påskesolen

I nogle sydeuropæiske lande er det skik, at menigheden er samlet i kirken natten før påskesøndag. Men en udkigsmand er placeret uden for kirken, og ved det første glimt af den opstigende sol farer han ind i kirken og råber:

"Han er opstanden! Han er opstanden!"

Derefter bryder hele menigheden ud i jubelsange. På den måde genoplever de det glædelige budskab den første påskesøndag.

I Danmark som i det øvrige Norden elsker vi solen, længes efter den og glæder os over den, når den dukker op. Det er fordi solen er en livsnødvendighed, og fordi vi ser den så lidt. Ikke alene har vi en lang og mørk vinter, hvor solen knap når at vise sig over horisonten, før den går ned igen. Men også om foråret og efteråret, ja selv om sommeren, har vi tit gråvejr, så vi ikke ser solen, selv når den er på himlen. Solen når aldrig at blive en fjende, som den kan være længere sydpå. Selvom vi godt kan stønne over en varm periode i juli, er det jo aldrig værre, end at vi kan klare det ved at gå indenfor i skyggen.

Derfor er det da også nærliggende at bruge solen som symbol på Jesus, sådan som Kingo gør det. Han sammenligner Jesus med det bedste, han kan forestille sig - lyset og solskinnet. Solen bliver så ofte brugt som symbol på Jesus, at man kan begynde at spekulere over, om han ligefrem har overtaget en gammel solguds plads. Jesus er jo født ved solhverv, det tidspunkt på året, hvorfra solen begynder at få mere og mere magt. Og ligesom solen dør hver aften og genopstår hver morgen, opstod Jesus fra de døde.

I det Nye Testamente står der intet om, hvornår på året, Jesus blev født. Det var slet ikke noget, man gik op i på det tidspunkt. Den vigtigste kristne fest var påsken, dagen, hvor Jesus opstod fra de døde. Det var uden betydning, hvornår han havde fødselsdag. Først i det fjerde århundrede efter Kristi fødsel blev den 25. december fastlagt som Jesu fødselsdag.

Alligevel ville det være forkert at sige, at Jesus er solen eller en solgud. Det ville være mere rigtigt at sige, at symbolikken omkring Kristus-figuren har overtaget mange træk fra dyrkelsen af visse gamle guder. Og at de kristne fester overtog mange af de traditioner, der fandtes omkring årstiderne her i Norden.

Vi skal jo nemlig tænke på, at kristendommen kom sydfra, hvor naturforholdene er anderledes end her. Når vi tænker på Jesu fødsel ved solhverv, er det naturligt for os at sammenligne ham med et lys, der tændes i mørket, et løfte om forår midt i den kolde vinter. I Rom er der selvfølgelig også solhverv den 25. december, men vinteren er langtfra så mørk som her.

Det samme gælder påsken. For os er det naturligt at sammenligne Jesus, der opstod af graven, med plantespirer, der bryder frem af jorden, som kort før var frossen og livløs. Men i Rom er foråret for længst ovre i april, og i Jerusalem kunne man høste på det tidspunkt!