10.02.2000 Den Blå Avis anmeldte i dag i deres papirudgave (*s*) både Fyldepennen og Danske Snabelvenner og her er hvad de skrev:

Fyldepennen og Snabelvenner på Nettet.
Af: Jan Skøt Petersen

Der er masser af måder at kommunikere med hinanden på på Nettet, men det lille danske website Webhulen har alligevel præsteret at finde deres helt egen måde. Det sker blandt andet via deres sites Fyldepennen og Danske Snabelvenner.

Skriv, skriv og skriv
Der er nok ikke mange af dem, der bruger sitet, der også bruger en fyldepen, men på Fyldepennen handler det om at skrive historier til de andre på Nettet.
Det er helt almindelige mennesker, der skriver helt almindelige - og nogle gange ganske ualmindelige - historier og digte til hinanden. Stedet har ikke store kunstneriske intentioner, i stedet er det meningen, at man skal kunne komme hinanden ved. Det skal være muligt afslappet at læse en længere fortælling om en eller anden begivenhed i et andet menneskes liv.
Det skrevne er delt op i autentiske fortællinger, der er helt lige ud af landevejen fortællinger om folks egne oplevelser. Så er der digte og poesi, fortællinger specielt for børn og unge, blandede noveller og erotiske noveller.

Spændende læsning
I alt er der 70-80 tekster, så der er rigeligt til en time eller to. Det spændede er, at mange af teksterne giver et tydeligt indtryk af mennesket bag dem. Og det er ofte indtryk, som er usædvanligt åbne og ligetil i forhold til de professionelle tekster, som vi ellers møder over alt.
Og fordi teksterne kan være så lange, som de har lyst til, bliver de en ny udgave af den anonyme kommunikation, som trives på Nettet i chat, kontaktforum og hvad der ellers er. Med Fyldepennnen i hånden får folk lov til at fortælle på en måde, som de ikke har mulighed for ret mange andre steder på Nettet.
Den afslappende atmosfære giver folk mulighed for at åbne sig og sige tingene på deres egen måde. Så www.fyldepennen.dk kan bestemt anbefales for et besøg.

Snabelvenner har selvfølgelig noget at gøre med .. (snabel-a) og dermed med e-mail.
Snabelvenner er på samme måde som Fyldepennen et stille og roligt site. Det er ikke et kontaktsite på samme måde som de flerste af de sites, der formidler kontakter. Her er det nemlig ikke meningen, at man nødvendigvis skal gå ud sammen, eller overhovedet mødes fysisk.
Det drejer sig om at være Snabelvenner, altså først og fremmest at skrive til hinanden - selvom folk selvfølgelig kan gøre, som de har lyst til, når de har fået kontakt med hinanden.
Men den afslappende stemning betyder, at i stedet for de selvreklamer, der er almindelige på kontaktsitene, så har Snabelvennerne en mere stille og rolig omgangsform. Der er ikke noget med, at man skal møde sit livs udkårne eller finde en hurtig aftale til weekenden.
Snabelvenner kan anbefales til et hurtigt besøg, adressen er http://danske.snabelvenner.dk. I øvrigt kan begge sites nås via Webhulen på www.webhulen.dk

 Copyright 1998-2000 - Webhulen.dk