Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Carinas Jul

Forfatter: Margit Winther

Den store tunge egetræsdør smækkede op med et brag, da Carinas far gik forbi inde i gangen. Han fór sammen og ville se, hvem der kom farende på denne måde. Udenfor stod Carina og lignede en tordensky af vrede. Hendes blik gnistrede under den røde tophue og fik ham til at trække på smilebåndet.

Det var svært, for ikke at sige umuligt for Carina at komme i bare en smule julestemning. Hele hendes før så trygge tilværelse var totalt forandret, efter at mor og far var gået fra hinanden. Mor var flyttet. Det var længe siden, syntes Carina, og hun boede hos far. De var flyttet til en helt anden by.

-Jeg gider ikke at gå i den åndssvage skole! råbte niårige Carina og vadede lige ind i entreen med masser af sne under støvlerne. Hanna kom hen til dem.

-Hov, udbrød hun og pegede på Carinas støvler. -Du skal tage dem af, inden du går ind -det ved du også godt..

Carina sparkede begge støvler af, så de fløj hen ad gangen. Smed skoletasken og stormede ind på sit værelse. Lidt efter lød endnu et brag, da hun smækkede værelsesdøren i og igen råbte himmelhøjt: -Jeg gider altså ikke den møgskole. Jeg hader den, og gider heller ikke bo her mere.

Hanna kiggede på Carinas far og sendte ham et sigende blik. Far gik hen og lukkede døren op til Carinas værelse. Måtte se, hvad der var i vejen med hans lille pige. Carina sad på gulvet, og han gik forsigtigt hen imod hende. -Jeg har ikke sagt, du må komme ind, råbte Carina og kylede en pude efter ham, men far satte sig alligevel på gulvet ved siden af hende.

Carinas forældre var blevet skilt for tre år siden, og sidste sommer havde far mødt Hanna. Hun var så tynd som et fugleskræmsel og havde et grimt mørkt hår og store varme øjne. Det mente Carina og hadede hende fra det første øjeblik. Hanna var ikke nær så sød som mor. Men det værste var alligevel Hannas to store unger, Kim på 13 og Kamilla på 17. De opførte sig, som om hun var luft for dem, og de talte hele tiden om deres rigtige far, som var død for mange år siden. De er rigtig tarvelige, tænkte Carina.

Hun tænkte på, hvad mor mon lavede lige nu. Carina længtes efter hende, men mor boede i Hjørring, og Carina var på nippet til at græde. -Mon mor også savner mig?, tænkte Carina højt for sig selv..

Hun huskede de hyggelige juleaftener, de havde haft sammen, turene gennem gågaden, hvor alle lysene skinnede, de søde nisser i butikkerne og julemusikken. Der havde også altid været tid til at gå ind i stormagasinets cafeteria for at drikke cola og spise æbleskiver.

Mor, far og Carina havde altid sammen været ude i skoven for at fælde et stort juletræ. Carina fik altid lov til at vælge det træ, de skulle købe. Carina fantaserede om de mange juleaftener, hvor der kun var hende selv og far og mor. Dengang var hun det eneste barn, som skulle have gaver og det føltes som om, hun var det vigtigste i deres liv.

Nu havde Carina fået en ny familie. Alting var svært. Hvordan skulle det dog gå denne juleaften med de nye mennesker? Nu skulle far også dele sin kærlighed med dem. Hun brød sig ikke om dem og kendte dem ikke rigtigt. Og det nye sted her, kunne hun heller ikke lide. Der var noget i vejen med alting: skolen, kammeraterne, hendes stedsøskende, fars nye kone -Der er ikke noget ved nogen ting, sagde Carina. Far sagde:-Kom her og trak hende tæt ind til sig, mens han omfavnede sin lille pige. Carina gled surmulende men alligevel lettet ind i hans favn.

Med sit skarpe organ skreg hun højt: -Jeg hader julen, dig og Hanna og jer alle sammen. Jeg vil ikke bo her mere. Hun tørrede de trillende tårer væk med bagsiden af hånden og kiggede trodsigt på sin far. -Jeg vil holde jul hos mor. Carina mærkede med det samme, at hun havde ramt et meget ømt punkt. Fars øjne blev pludselig så triste at se på. Han undgik hendes blik. Det var som om, der var noget, de ikke havde fortalt hende.

-Mor er i Norge, Carina. Hun tabte næsten både næse og mund og spærrede øjnene vidt op. -Ja, fortsatte far, hun har fundet en ny mand. Han er nordmand, og mor vil gerne holde jul sammen med ham. Måske flytter hun også derop.

Alting var hende imod. Hendes mor var sikkert ligeglad med hende, måske havde hun helt glemt hende. Hun ville hellere være sammen med denne nye mand, som Carina slet ikke kendte. Der var nok slet ingen, som kunne lide hende. Carina begyndte igen at småsnøfte. Hun havde så ondt af sig selv. I skolen blev hun drillet, det hele gik skævt. Selv mor havde skuffet hende. Carina havde troet, at mor gerne ville have hende i julen, men nu var hun bare rejst til Norge uden at sige noget om det.

Juleaften nærmede sig, men Carina ønskede, at det hele var overstået. Når hun alligevel ikke skulle fejre jul sammen med mor og far som før i tiden, kunne det hele være lige meget.

Carina havde en dag, da hun kedede sig, sneget sig op på pulterkammeret. Hun vidste godt, at området var forbudt for børn, men var gået derop alligevel. Det var alt for farligt, og man kunne komme til skade eller falde ned, havde far sagt. Carina fandt en staldlygte heroppe og syntes, den var så smuk. Hun tog derfor lygten med ned og gemte den på sit værelse. Den eneste, der havde set, at hun var gået derop, var Kim, som heldigvis lod som ingenting. Carina håbede blot på, at han ikke sladrede til nogen. Hendes far ville skælde ud, hvis han fik det at vide. I de næste mange dage havde Carina sommerfugle i maven hver gang, far kiggede på hende. Hun var bange for, at Kim alligevel havde sladret. Hun havde virkelig dårlig samvittighed, men hun måtte passe på, at far ikke opdagede det. Han var, som han plejede at være, så det var nok bare Carinas dårlige samvittighed, som spillede hende et puds.

I dag var det juleaften. Fra køkkenet bredte der sig i dagens løb en vidunderlig duft af andesteg. Anden lå gyldenbrun og sydede i ovnen. Carina stod ude på gårdspladsen, hvor der var hængt små elektriske pærer i træernes grene. Det så egentlig hyggeligt ud. Pludselig lød der julemusik inde fra stuen. Det var Kamilla, som havde sat en CD på. Lige nu gjorde melodien Carina både træt og godt tilpas på én gang. Hun forlod gårdspladsen og gik ind i stuen. Hun gik hen og satte sig ved siden af Kamilla i sofaen. Kamilla havde lukket øjnene og nynnede til "Glade jul". Lige over for dem, inde i den anden stue, stod juletræet og skinnede så smukt.

Så er det lige før det sker, hørte hun far råbe ude fra køkkenet. Duften fra den sprøde and og al den anden lækre julemad fik næsten Carinas tænder til at "løbe i vand". -I kan godt begynde at glæde jer, råbte han jublende glad. Met ét forsvandt alt lys, og CD`en tav med en underlig ridsende lyd. Selv de små elektriske pærer ude på gårdspladsen slukkedes. Man kunne ikke se en hånd for sig. Carina råbte på far og var lige ved at gå i panik. Kamilla slog kærligt en arm omkring hende og sagde mildt: -Vær ikke bange, det er nok bare sikringen, der er gået.

Kim var på vej ind i stuen. -Hvor er det fedt. -Juleaften i totalt mørke, det har vi aldrig prøvet, lød hans mørke basstemme. Børnene famlede sig frem. -Der er kun én ting at gøre, sagde Kim. -Carina, kan du huske, hvor du har gjort af staldlygten?, spurgte han. Først gike der et gys igennem Carina ved tanken om staldlygten og hendes forbudte besøg på pukterkammeret. I det samme fattede hun så et nyt håb. Hun glemte helt at have været på gale veje, og Kim lod heldigvis som ingenting. Med far i spidsen famlede de sig vej ind på Carinas værelse. Ovre ved vindueskarmen bag gardinet stod lampen. -Her er den, sagde hun.

-Åh, hvor var det godt, udbrød far. -Hvor er det lækkert at have en lillesøster, råbte Kim.-Altså, når det er én, der kan redde juleaften Han måtte passe på ikke at lyde for begejstret. Hun skulle ikke tro, hun var noget.

En følelse af lettelse kom over Carina. Nu fik de jo brug for staldlygten, og så blev far sikkert ikke vred over, at hun havde været på forbudte veje. Hvor var det heldigt, at hun havde fundet den gamle lygte. Og hvor var det dejligt at være i centrum for en gangs skyld. -Kom, sagde Kamilla, -vi må se, om der stadig er petroleum i lygten. Carinas far strøg en tændstik, og tænk om ikke lyset begyndte at blafre svagt. Far, Kim, Kamilla og Carina jublede højt.

-Skal vi ikke prøve at holde jul som i gamle dage, da elektriciteten ikke var opfundet?, sagde Kim, og de andre syntes med det samme godt om ideen.

De gik nu alle tilbage til stuen og satte sig omkring spisebordet. I skæret fra petroleumslygten og masser af stearinlys var hele familien nu samlet. Duften af andesteg blandede sig med en duft af jul, levende lys, appelsiner og brændt gran. De skulle naturligvis også have ris a la mande, og det var minsandten Carina, som vandt mandelgaven. det var en sor marcipangris med en flot rød sløjfe om halsen.

-Hvem har dog fået den fantastiske idé, spurgte Hanna? Hun havde været ude i bryggerset, da lyset gik ud og havde ikke været med, da de hentede lygten inde på Carinas værelse. Carina så straks sin chance for at blive centrum i familien. -Det har jeg, råbte Carina højt. Alle så hen på hende, og hun nød det.

-Nu er vi jo en ny familie, sagde hun højt. -Og jeg fandt på at indføre en ny tradition her, nemlig at holde jul ligesom dengang, der ikke var elektricitet i husene. Kim og Kamilla sendte hinanden et par samtykkende blikke og lod Carina få hele æren.

Juletræet stod tændt inde i den store stue, og da de allesammen dansede omkring træet og sang de kendte julesalmer, f'ølte Carina sig så godt tilpas. De var så mange, at de kunne nå omkring træet, og bagefter fik de allesammen flotte julegaver. Carina glemte næste de juleaftener, hvor der kun havde hende selv, far og mor. Det her var meget mere hyggeligt. Det var også spændende at se, hvad alle de andre havde fået i julegave. Hun selv havde også fået en stor flot julegave fra mor. Så havde mor altså ikke glemt hende. På kortet på gaven stod der da også: "Tusind knus og kram til min store pige fra mor". Carina blev blød helt ind i hjertet af bare glæde.

Da Carina træt men glad var kommet i seng den juleaften, tænkte hun på de dejlige storesøskende og fars nye kone, som nu var hendes mor. Kamilla havde været så sød mod hende, da lyset gik ud og hun var bange.Kamille havde lagt sin arme om hende, da de sad i sofaen. Carina var også overbevist om, at Kim ikke ville sladre om hendes forbudte besøg oppe på pulterkammeret. Det var en hemmelighed, de to havde sammen. Carina glædede sig til at være sammen med dem allesammen i morgen. Nu bliver alt godt igen, og denne juleaften havde været den bedste gave. Kammeraterne i den nye skole skulle høre om hendes juleaften, og måske kunne hun i sommerferien besøge mor i Norge. Nu havde hun jo et sted at rejse hen i alle skoleferierne. Med disse dejlige juletanker faldt Carina i søvn.

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2013 - Webhulen.dk