Gæstebog

 


Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Historien om Busse, 
hans familie og venner

Forfatter: Tove Munthe Fog

| side 1 | side 3 | side 4 | side 5 |

Foran troldenes hus lå en lille sø. Der svømmede fire ænder, to hvide og to brune. Søen med ænder var deres stolthed. Om vinteren løb troldebørnene på skøjter, om sommeren badede de i søen. Busse havde lavet en bro og Jeppe og Carl havde bygget en båd, som de var meget stolte af. Ude midt i den lille sø var der en ø. Her rugede ænderne deres æg ud om foråret, det var så kønt at se, når andemor kom sejlende i vandet med sine ællinger. Om sommeren fik Bussebarnet og Jeppebarnet af og til lov til at ro derover og spise deres mad.

Busse fik pludselig en god ide, mens troldene stod og talte sammen. "Hør her," sagde han, "skal vi ikke plante et stort træ ude på øen, det kunne da se flot ud." -  "Joo," sagde Jeppe, "det kunne vi da godt." - "Ja, nu går vi ind i skoven og finder et kønt træ, graver det op og planter det på øen. Kom! Gå ind og hent jeres spader, så går vi." - "Nej," sagde Carl, "det gider jeg ikke, der er masser af kønne træer i skoven at se på, hvorfor i al verden skal vi så have et træ på den lille ø. - Idiotisk - Jeg går hjem til mig selv, gør I som I vil, farvel!" - "Surebasse," sagde Busse og Jeppe. "Sådan er Carl, men det varer nok ikke så længe, så vil han alligevel nok hjælpe til," sagde Jeppe. "Jo, og så bliver han til en englebasse," sagde de i munden på hinanden og lo. 
De tog hver en spade på nakken. Busses barn og Jeppes barn kom også med ud i skoven for at finde et dejligt træ. Da de havde gået et stykke tid, standsede Jeppe. "Her er et flot træ." - "Nej, for lille," sagde Busse, "jeg vil have et træ, der er ligeså stort som de tre træer i lige har foreslået tilsammen." - "Her er det!" - Alle fire så på det. "Joo," de mente nok, det var kønt, men meget, meget stort. "Du er ikke rigtig rund i firkanten," sagde Jeppe. "Det går galt dette her, men lad os bare komme i gang med at grave." Jeppe vidste, at når Busse først havde fået en ide, var han ikke til at rokke.

Busse og Jeppe gravede, så jorden fløj om ørerne på dem. "I må hjælpe med troldeunger!" sagde Busse. De gravede alle så hurtigt, at de slet ikke opdagede, at nu begyndte træet at hælde mere og mere. Pludselig sagde det en masse sære lyde, og så lå træet på jorden.
"Av! Av!" råbte Busse, "jeg kan ikke komme fri, træet ligger på mine ben. "Jeppe prøvede at få Busse fri, han hev og sled i Busse, han prøvede at løfte træet, men det gik slet ikke. "Troldeunger," råbte Jeppe, "skynd jer hjem efter Carl, Bussemor og Jeppemor." De løb alt hvad de kunne for at hente hjælp. Det varede ikke længe, så var de der alle sammen. Carl havde et tykt reb med, som han bandt om livet på Busse. "Kom så hiver vi - Hiv o` Høj - Hiv o` Høj." Men nej, Busse sad fast. "Hvad skal vi dog gøre; du er nu for grådig Busse," sagde Jeppe, "du ville absolut have det største træ, du kunne finde, havde vi bare taget et minde, så var sådan noget aldrig sket." - "Du har ret Jeppe, du har ret," klynkede han, "men kunne du ikke se, at et stort træ ville se flot ud på vor ø?" - "Men det viser sig jo også, at vi ikke kan løfte det, så det nytter jo ingenting alt sammen. Næ! - Når du kommer fri, finder vi et, der er mindre, et smukt grantræ skal det være, du må huske på, at træer vokser jo også." - "Ja! Ja! Jeppe, du har ret hele tiden, men hjælp mig at komme fri, tænk, hvis jeg skal være her altid, så fryser jeg ihjel, nej, det er ikke til at tænke på." 

Pludselig hørte de en slæbende lyd, som af en, der gik med en stok. Alle vendte sig om, der stod Helle. "Helle!" råbte de alle, "du må hjælpe Busse, se han ligger under træet, vi kan ikke få ham fri." - "Jeg kan ikke løfte træet, når I ikke kan, jeg er jo en meget gammel kone, nej, det kan jeg ikke." Så satte hun sig roligt ned og så på Busse og de andre. 
Busses kone stod og vred sine hænder. "Ja, nu ved jeg slet ikke, hvad vi skal gøre," græd hun. "Bare rolig," sagde Helle, "jeg har en rød klud, den har jeg kogt med mange gode urter, som jeg har fundet her ude i skoven; når jeg gnider i den, skulle den gerne hjælpe mig. Det er meget spændene, for det er første gang, jeg skal bruge den. "Nu skal I være meget stille," sagde Helle, "for det kræver koncentration, det er et svært ord at sige, men det gør det altså."
Helle begyndte at gnide ordentligt i kluden, med pibende stemme sagde hun nogle underlige ord, som ingen rigtig kunne høre. Alt blev så mærkelig stille i skoven, alle lyde hørte op. - Tænk! - Så begyndte det træ, der var faldet over Busse at tale med Helle, de kunne alle høre det. "Kære Helle," sagde træet, "hjælp mig, hjælp mig, jeg skulle lige til at springe ud, få fine nye, dejlige lysegrønne blade, uh! Det er så skønt, ligesom at få en yndig ny kjole hvert år, men Ak! Ak!, hvis I ikke hjælper mig op og planter mig igen, så visner jeg og bliver aldrig til noget, for jeg er al for stor til at blive flyttet ud på en lille ø, troldene kan jo alligevel ikke bære mig ud til øen." - "Græd ikke mit kære træ, jeg vil prøve ved hjælp af denne røde klud at rejse dig op, så dækker vi din rod godt til med jord og giver dig nogle spande klart kildevand, som du kan drikke." - "Tak, tak," sagde træet. Helle gned endnu mere i kluden, træet begyndte langsomt at rejse sig, til sidst stod det op. 
"Skynd jer nu alle sammen at plante det igen og husk at give det klart kildevand." - "Hurra!" råbte Busse, "jeg er fri, jeg er fri." Han følte meget grundigt på sig selv. "Jeg er hel, jeg har ikke brækket minen ben." - "Godt," sagde Helle, "skynd dig så at hente vand."

Da nu træet var blevet plantet igen og havde fået vand, sagde Helle: "Nu vil jeg vælge et træ, der skal plantes på øen." Busse sagde straks: "Nej, det var mig, der fik ideen, så jeg vil også vælge træet." - "Ja, du valgte det forkerte, nu er det min tur," sagde Helle. Busse begyndte at brumme lidt for sig selv, men det holdt han hurtig op med, for han kom til at tænke på, hvis Helle ikke tilfældigvis var kommet forbi med sin røde klud, så havde han siddet der endnu. Han gøs lidt ved tanken, så gik han glad videre sammen med de andre.
"Det skal være et grantræ," sagde Helle, "det er kønt og altid grønt, det vil se pænt ud på øen." De kom alle til Transkoven; i en lille lysning så de et dejligt grantræ. "Ikke stort, men det kan det jo blive," sagde Helle. Så gravede de det op med en god klump jord ved og bar det forsigtigt gennem skoven hen til søen .
Carl satte sig først ned i båden, Busse rakte ham forsigtigt træet og gik så selv ombord sammen med Jeppe. De roede ud til den lille ø, hvor de plantede grantræet akkurat midt på øen. - "Det skal nok blive fint" - "Ja, især, hvis vi giver det en smule gødning af og til," sagde Carl, for han syntes nu alligevel, at det var en god ide med det træ. 
"Nu trænger vi til en omgang suppe ovenpå sådan en dag. I skal alle komme ind og spise den hos mig," sagde Busse, "også du Helle skal med; jeg ved godt, at du gør tidligt i seng, men for engang skyld kan du godt blive lidt længere oppe, for det må fejres, at du har lavet sådan en herlig rød klud."
Så gik de ind hos Busse og spiste god, dampende varm suppe med ekstra mange boller i. 

Fortsættes side 3

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2004 - Webhulen.dk   Anbefal denne side