Gæstebog

 


Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Historien om Busse, 
hans familie og venner

Forfatter: Tove Munthe Fog

| side 1 | side 2 | side 3 | side 4 |

Efterår

"I dag skal vi alle ud i skoven for at samle brænde," sagde Busse, "for nu begynder det at blive efterår. Vi skal samle alt det, vi kan, for ellers kommer vi til at fryse til vinter." Skov-Jocum og Busse spændte deres heste for vognene. Jeppe og Carl havde ingen heste eller vogne, men det gjorde ikke noget, de hjalp bare med, så delte de brændet og kvaset, når de kom hjem. Alle skulle med for at troldefamilierne kunne få tilstrækkelig til vinteren; derfor havde Helga, Busses kone og Jeppes kone lavet madkurve. 
De satte sig op i vognene. "Hyp," sagde Busse, "nu kører vi, har I husket at lukke dørene i husene, så ingen kan komme ind?" Det havde de. De kørte i lang tid. "Holdt," sagde Jeppe pludselig, "her er en masse væltede træer og nedfaldne grene, som vi kan save i stykker og tage med hjem."
Alle hoppede af vognene. Troldebørnene hjalp med at samle grene, men blev hurtig trætte af det og spurgte, om de måtte lege i stedet for. Det fik de lov til. 
Troldebørnene bestemte, at de skulle lege skjul. - Ih, hvor havde de det sjovt. Det var hele tiden lille Line, de ikke kunne finde, hun vandt altid. Line havde nemlig sine store røde bukser på med de hvide prikker. Hun gemte sig mellem fluesvampene, der jo også var røde med hvide prikker, så ingen kunne se hende. Hun krøllede sig helt sammen med numsen i vejret, så lignede hun grangivelig en fluesvamp. Det varede længe inden de andre troldebørn fandt ud af det.

Når I, som læser dette, kommer ud i skoven og ser fluesvampe, så må I passe på ikke at sparke til dem, for sæt nu, det er lille Line, der leger skjul med de andre troldebørn og har gemt sig mellem svampene. 

Der var nogen, der havde set, at troldefamilierne var kørt ud i skoven for at hente brænde, det var Farumtroldene. De blev hurtigt enige om, at de skulle over at se, hvordan der så ud i Busses skov; de ville bare gå en lille tur og kigge lidt op det hele og så gå hjem igen.
Fire Farumtrolde gik med deres børn over til Busses skov. "Hvor er her dejlig og sikken en smuk sø, de har," råbte børnene. "Se! Der er en båd i søen, skal vi ikke ro lidt i den, vi kan ro over til øen og tilbage igen." - "Lad os det," sagde Farumtroldene. Båden var lige ved at kæntre, da de alle gik op i den. "Vi må sidde stille og ro forsigtigt, hvis det skal gå godt." De roede over til den lille ø; men da de skulle ro tilbage, var det begyndt at blæse. Da de var midt ude på søen, kom der et ordentlig vindpust, båden krængede over, alle lå og pjaskede i vandet. "Hej," råbte den ene Farumtrold, "jeg kan bunde." Han skyndte sig at få fat i to af børnene, de andre Farumtrolde tog de andre børn og gik så i land. Ih, hvor var vandet koldt, tænderne klaprede i munden på dem. 
"Kom," sagde en af troldene, "vi prøver om vi kan komme ind i Busses hus og få lidt varme." Døren til Busses hus var godt lukket, selv om de prøvede af alle kræfter, kunne de ikke få den op. "Vi går ned gennem skorstenen," var der èn, der foreslog. Det gjorde de så. Nej! Hvor blev de sorte, men nu var de inde i Busses hus alle otte. De tændte op i ildstedet for at få varme og blive tørre igen. Mens de sad rundt om ildstedet sagde den ene Farumtrold: "Nu har vi igen gjort noget, vi ikke må. Busse bliver nok rasende, vi er nu også uheldige."

"Nu kan der ikke være flere grene og brændestykker på vognene," sagde Skov-Jocum, "vi må se at komme hjem." Da de nærmede sig hjemmet råbte Carl: "Busse! Det ryger op af din skorsten." Busse trak vejret dybt og skulle lige til at sige en hel masse, så rasende blev han. "Tag det roligt," sagde Busses kone og lagde hånden på hans skulder, "vi har nok fået fremmede, men hvordan, de er kommet ind, forstår jeg ikke; men nu er der da dejligt varmt, når vi kommer hjem; jeg kan se på jeres næser, at I fryser." Busse faldt lidt til ro; men tænkte alligevel på, at det var noget underligt noget, sådan at gå ind i fremmede troldes huse.
"Så nu er de der," sagde Farumtroldene og rystede af skræk. "Vi sidder bare helt stille." - Busse åbnede døren til sit hus, det eneste han kunne se, var otte par øjne, der så på ham. "Du godeste, hvor er I sorte! Hvem er i?" - Farumtroldene forklarede, at de fik sådan en lyst til at se sig om i Busses skov, så kom de til søen, der lå båden, som de absolut måtte prøve at sejle i, så var det, at den kæntrede, og alle faldt i vandet. "Vi kom sådan til at fryse, derfor prøvede vi at komme ind i dit hus Busse, men døren var låst, så kravlede vi ned gennem skorstenen." - "Nå, det er derfor I ligner negre," sagde Busse, "I har ordentlig fyret op, kan jeg mærke, for her er skønt varmt. Kom nu ud med mere, så skal I få endnu mere varme. Her er en masse grene og brænde, som vi har samlet til vinter, det skal kløves og stables pænt. En stabel ved siden af Skov-Jocums hus, en ved siden af Carls, en ved mig og en ved Jeppes. Nå, kom så i gang alle otte, I skal være færdige inden det bliver mørkt."
"Er du meget vred på os Busse?" spurgte Farumtroldene. "Nej, ikke så meget, men kom nu i gang," sagde Busse, som alligevel var glad for at slippe for at hugge og stable brænde. Det kan nok være, at Farumtroldene fik varmen; inden det blev helt mørkt, var de færdige. 
Busses kone havde lavet en enorm portion grød med en mægtig smørklat i og masser af sukker til. Hun kaldte på Farumtroldene, som gjorde store øjne, da de så den herlige grød. "Spis," sagde Busse, "for I er nok sultne, men kom så en anden gang, når vi er hjemme, vi kan ikke have, at I sådan går ind i andres huse uden at spørge først." - "Vi skal ikke gøre det igen, Busse," sagde Farumtroldene, "vi kommer igen i morgen og hjælper dig med at få båden hevet op på land." - "Nej, nu bliver I hjemme, hvor I høre til; båden har Skov-Jocum og Carl klaret, der er heldigvis ikke sket noget med den."
Da Farumtroldene havde sagt farvel og var på vej hjem, blev de enige om, at Busse alligevel var en flink trold. "Ja, vi var heldige denne gang," sagde en af Farumtroldemændene.

Vinter

Heksen Helle havde lavet en masse tryllesaft og tryllepulver. "Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget af det, for det er så lang tid siden, jeg har drillet. Jeg tror, jeg vil forsøge, altså bare for sjov."
Ikke langt fra hendes hus stod et gammelt, kroget egetræ. Det elskede troldebørnene at klatre i. Helle gik ud, stænkede det med tryllesaft, medens hun sagde nogle trylleord. Bagefter fik hun ind i sin stue, satte sig i gyngestolen ved vinduet, hvorfra hun kunne se over på træet. 
Det varede ikke længe, så kom alle troldebørnene løbende, mens de råbte: "Hvem kommer først op i egetræets top!?" Snart sad de på hver sin gren øverst oppe i trækronen og skændtes om, hvem der var højst oppe. Pludselig sagde Bussebarnet: "Jeg sidder fast, kom lige og hjælp mig." En af Skov-Jocums børn ville hjælpe Bussebarnet, men han sad også fast. "Jeg sidder også fast," råbte Jeppebarnet. "Uha! Det gør vi vist alle sammen, det er da noget underligt noget, det har vi aldrig gjort før." Lille Line var ikke begyndt at kravle op i træet, hun turde nemlig ikke klatre op i sådan et stort træ. "Line! Løb hjem og hent Busse, han kan nok hjælpe råbte troldebørnene Der gjorde hun; Busse kom med en stige og satte den op ad træet. "Sikke nogle klodrianer I er at klatre så højt op, at I ikke kan komme ned," sagde han. Busse kravlede op ad stigen og ud på en gren, men pludselig sad også han fast. "Line!" råbte han, "gå hjem og hent Jeppe og Skov-Jocum." - "Det skal jeg nok, sikke travlt jeg har," sagde hun og lo. 
Jeppe og Skov-Jocum kravlede også op ad stigen og ud på nogle grene. "Du godeste," sagde Skov-Jocum, "nu sidder jeg også fast."
"Det gør jeg også," sagde Jeppe. "Hvad er det for en larm?" sagde Carl, "jeg var lige ved at tage mig en eftermiddagslur, så blev jeg vækket af sådan en støj." - "Vi sidder fast alle sammen," sagde Busse, "vi kan ikke komme ned igen." - "I skal hellere give jer til at fløjte," sagde Carl, "så ligner I rigtige fugle på hver sin gren. Nå, men jeg må vel hellere hjælpe jer. Jeg flytter stigen og kravler op på den anden side af træet." Da Carl var kommet op på den første gren, sad også han fast. Ih! Hvor blev han sur. "Æv," sagde han, "sådan går det altid, når man vil være hjælpsom, var jeg bare blevet hjemme og sovet videre."
Nu kom Helge, Jeppes kone og Busses kone. Helga havde et reb med, som hun kastede op til Skov-Jocum, men det viklede sig ind i grenene og omkring Helga, så hun også sad fast. Jeppes kone havde en sav, som hun klatrede op på stigen med, men da hun trådte forkert på et af trinene, tabte hun saven, greb efter en af grenene i træet og så sad også hun fast. Lille Line syntes, det var mægtig skægt og prøvede også at klatre op i træet. Da hun kom op på en af de nederste grene, sad hun fast. "Kom med den hånd Busse!" sagde Busses kone, "jeg kan lige nå den, så rykker jeg til, så er du i hvert fald nede." Hun hoppede op efter Busses hånd, fik også fat i den, men Busse sad fast og Busses kone kunne ikke slippe Busses hånd igen. "Træet er forhekset," sagde Carl, "nu sidder vi kønt i det, vi mangler bare den lille nisse og Helle, så er vi her alle sammen." - "Jeg er her," sagde den lille nisse, "men jeg skal nok holde mig fra at klatre i træer," og så lo han. "I ser vel nok sjove ud alle sammen, vi får snart snevejr, det kan jeg mærke, så er det snart jul. Vi kan jo bruge dette egetræ som juletræ, det er jo allerede pyntet med jer." - " Du skal ikke være morsom lille nisse," snerrede Carl, "nu er jeg øm af at sidde her, jeg fryser, så det knager."

Helle havde siddet i sin gyngestol bag vinduet og moret sig dejligt. Nu tog hun sin røde klud og noget tryllepulver og gik ud til træet. "Nå! Der sidder I nok godt," sagde Helle. "Min tryllesaft har virket fint," lo hun, "men nu skal vi se, om jeg kan få jer ned." - "Helle! Er det dig, der har fundet på dette her," sagde Carl og vendte det hvide ud af øjnene. "Se så at få os ned og det i en fart!" - "Ja, ja," sagde Helle, "vent nu lidt, jeg har min røde klud her, når jeg gnider i den daler i ned. Er I parate?" Ganske rigtig, da Helle begyndte at gnide, dalede alle troldene ned på jorden. 
"Helle! Nu håber jeg ikke, du vil lave flere numre med os, for vi ved jo, at du har lavet en masse tryllesaft og tryllepulver, vi vil så nødig prøve det," sagde Busse. "Hi, hi, hi," sagde Helle, "det kan du lade mig om." 
Så gik de hjem hver til sit. 

Om natten sneede det, næste morgen var hele jorden dækket af et tykt lag sne. Troldebørnene var glade, de fik deres kælke frem og susede ned ad skovbakkerne. Da de var blevet trætte af det, lavede de snemænd. 
Da Helle så det, tænkte hun; nu vil jeg lave lidt sjov igen.
Da det var blevet mørkt og troldebørnene var gået hjem, gik Helle hen til snemændene og dryssede lidt tryllepulver på hver enkelt. Så gik hun ind og satte sig i sin gyngestol og ventede på, hvad der ville ske. 
Pludselig begyndte snemændene at rokke lidt frem og tilbage, så begyndte de at gå. "Hi, hi," sagde Helle, "det ser vel nok sjovt ud." 
Da Bussebarnet var færdig med at spise, gik han ud for at se, hvordan hans snemand havde det. Det kan nok være, han gjorde store øjne, da han så den bevæge sig. "Min snemand er levende," råbte han til sin far og mor. "Og se! Jeppebarnets snemand og Skov-Jocums børns er også levende." - "Det har jeg aldrig set før," sagde Busse, "men skynd dig at komme ind og luk døren, for hvis de kommer herind, tøer de, så skal vi tørre al det vand op." - "Åh!" sagde Bussebarnet, "jeg vil så gerne se, hvor de gør hen." Men det måtte han ikke. "Man ved aldrig, hvad en snemand kan finde på," sagde Busse. 

Den lille nisse sad lunt i sin valnøddeskal, da han pludselig så snemændene komme vandrende. "Åh, det er nok Helle, der har været på spil igen, bare de nu ikke kommer for nær til mit hus. Ja, måske sætter de sig oven på mig, så får jeg det rigtig nok koldt." Snemændene kom nærmere og nærmere. "Hvad skal jeg dog gøre, jeg kan ikke råbe så højt, at nogen kan høre mig." Nu var de helt henne ved nissens hus. Han råbte til snemændene: "Gå bort med jer eller jeg kommer med min smækkemaskine." - "Åh, den havde jeg helt glemt," sagde nissen. Smækkemaskinen kom hurtig op af lommen, han trykkede på knappen, så på en af snemændene og straks sad han i smækkemaskinen. Det kunne han ikke tåle, han gik i stykker og blev til en lille bunke sne i stedet for. "Du godeste," sagde nissen, "der er syv snemænd til, det er jo troldebørnene, der har lavet en hver, bare nu min smækkemaskine kan holde til det." Den ene snemand efter den anden blev til en bunke sne. Da der kun manglede en snemand sagde smækkemaskinen pludselig - 'Put' - og ville ikke mere, den var gået i stykker. 
"Hvad er det dog, du laver lille nisse?" Han havde slet ikke set, at Helle var kommet. "Jeg har travlt med at give snemænd endefulde, så de går i stykker, men nu er min smækkemaskine også gået i stykker, jeg mangler èn, er det ikke ærgerligt, se! Nu kommer han nærmere og vil sætte sig oven på mit hus." - "Det skal du ikke være bange for," sagde Helle, "jeg hælder noget tryllesaft på ham, så er han en ganske almindelig snemand igen." - "Det var godt, du kom Helle! Nu er jeg træt og vil gå ind og sove, men nu ikke flere narrestreger Helle."

Næste morgen styrtede alle troldebørnene ud for at lege i sneen; men til deres store overraskelse var snemændene væk. "Jeg så, de gik i går aftes," sagde Bussebarnet, "men jeg måtte ikke følge efter dem for far; men se, derovre hvor den lille nisse bor, står en snemand." - "Det er underligt med snemænd, der kan bevæge sig," sagde en af Skov-Jocums børn, "det har vi aldrig set før." Troldebørnene gik over til den lille nisse. "Sikken masse sne du har lille Nisse," sagde de. Så fortalte nissen, hvordan det var gået til. Han fortalte med stolt mine, hvordan en snemand kom til at se ud, efter at smækkemaskinen havde givet ham en endefuld; men var også lige ved at græde, da han fortalte, at maskinen havde sagt - 'Put' - og var gået i stykker. "I morgen er det juleaften lille nisse, så kan du jo ønske dig en ny," sagde troldebørnene. "Hvem skal give mig den?" sagde den lille nisse, "det er der jo ingen der kan; jeg må nok selv lave mig en her i de lange vinteraftener. Helle har lovet, hun ikke laver flere narrestreger, jeg håber også at være i fred for bjørnen, den sover jo vintersøvn nu."

Juleaften

Busses kone sad ude i stalden og pillede ænder, de skulle være færdige til juleaften. Troldene i Busses skov skulle spise julemiddag ovre hos Helle. Ænderne skulle steges derovre, for hun havde den største ovn. Helga skulle koge risengrøden og Jeppes kone skulle sørg for julegodterne.
Busse, Jeppe, Carl og Skov-Jocum havde fundet kurvene frem med julestadsen og var roet over på den lille ø, hvor grantræet, som havde vokset sig stort i sommerens løb skulle pyntes. Det var Busses ide, han syntes, det kunne se så flot ud med det pyntede juletræ og alle lysene, der glitrede i sneen. Når de skulle danse rundt om juletræet, håbede han, de var så mange, at de kunne nå omkring søen, hvis de strakte hænderne rigtig langt ud. 
"Er det snart juleaften?" sagde Bussebarnet til sin mor, "jeg kan snart ikke vente længere."
Endelig var Busses kone færdig med ænderne, de lå fint parate på en bradepande, fyldte med svesker og æbler, lige til at komme i ovnen. Så kaldte hun på Bussebarnet, men intet svar. "Nå, han er sikkert ude at lege, han kommer nok snart." Busse og hans kone klædte sig på til juleaften. Busse børstede sit skæg med sort skosværte, så det skinnede rigtig flot. Busses kone tog sin fine perlekrans på, den havde Busse engang lavet ag glimmersten, som han havde fundet ved stranden. Nu var det Bussebarnets tur til at blive klædt på. Busses kone kaldte, men ingen kom. Busse ledte alle vegne, men han kunne heller ikke finde ham. "Det er skrækkeligt, han har glædet sig sådan, hvor er han dog?" - "Vi må gå nu," sagde Busse, "ellers kommer vi for sent, ænderne skal jo steges og alt skal være parat til i aften."

Busse og hans kone gik hen til Helle med ænderne og gaverne. Der var rigtig julestemning hos Helle. Hele hendes hus var oplyst med stearinlys. Honninghjerter, som hun selv havde bagt, var hængt op alle vegne. "Glædelig jul og velkommen," sagde Helle. Hun tog ænderne og satte dem ind i sin store ovn. Snart lugtede der lifligt: "Se!" sagde Helle, "jeg har bagt en julekage til jer hver." "Næh!" sagde Busses kone, "den kage ligner jo Skov-Jocum og den ligner Helga, og der er Jeppe og hans kone, der er Carl og der ler jeg og Busse." Så begyndte hun at græde. "Den kage der ligner jo Bussebarnet, ham kan vi ikke finde, han havde sådan glædet sig til juleaften. Vi må finde han." - "Jeg går hjem og ser efter ham en gang til," sagde Busse.

Da han kom hjem, gik han først ud i stalden for at hive hesten Thomas og koen Mulle og grisen Nyse lidt ekstra foder. Pludselig stod han stille. "Jeg kan høre nogen snorke." Han lyttede, jo, det var rigtig nok, lydene kom fra en stor bunke fjer, som Busses kone havde plukket af ænderne. Der lå Bussebarnet i dyb slummer. Busse blev glad, rystede ham vågen og sagde: "Du kan ikke sove mere, vi har ledt efter dig alle vegne. Skynd dig nu lidt at få dit fine tøj på, som mor har lagt parat, så vi kan gå over til Helle." - "Hurrae," sagde Bussebarnet, "nu er det juleaften." 
Det kan nok være, Busses kone blev glad, da hun så Bussebarnet.
Da alle havde spist og var mætte, sagde Busse: "Nu skal vi danse om juletræet. Carl og jeg roer over på øen og tænder lysene."
Lidt senere stod de alle nede ved søen. "Ih, hvor ser det kønt ud," sagde de. Carl slog lidt genert Busse på skulderen og sagde: "Du har af og til nogle skøre ideer, men denne her er nu god."
Så tog alle troldene hinanden i hænderne, men søen var al for stor, så de kunne ikke nå rundt om den. 
Bag hver en træstamme lyste et par øjne. "Hvem er det?" sagde Skov-Jocum. "Det er bare os, Farumtroldene," sagde de, "vi ville så gerne se jeres juletræ." - "Kom hit," sagde Helle, "tag hinanden i hænderne, så kan vi da nå hele søen rundt."
De blev ved med at danse omkring juletræet, til alle lysene var brændt ned. Så begyndte de at åbne julegaverne. Den eneste, der ikke havde fået nogen julegave endnu, var den lille nisse; han sad oppe på Helles bord ved siden af gyngestolen. Det var et godt sted, for så var han sikker på, at ingen kom til at træde på ham, han var jo så lille. Der sad han nu med store øjne og tænkte, om der ikke også var en pakke til ham. 
"Nu skal I alle sammen se," sagde Helle, "jeg har en julegave til den lille nisse. Alle var spændte, hvad mon Helle havde hittet på. Nissen pakkede den lille bitte pakke op. Han blev helt rød i hovedet af glæde: "En ny smækkemaskine, Helle, det er den bedste julegave, du kunne give mig, for jeg var jo meget ked af at bo ude i skoven helt alene uden sådan en maskine, men nu er jeg tryg igen, ingen kan komme og drille mig mere." 

Troldene sagde nu farvel til Helle. De var enige om, det var den bedste juleaften, de havde haft. Næste år skulle de atter danse rundt om søen, de glædede sig til igen at se grantræet med lys ude på den lille ø; det ville sikkert være blevet endnu større og flottere.

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2004 - Webhulen.dk   Anbefal denne side