Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Hvad Deborah oplevede

Forfatter: Grete Vestergaard

Sikken dog en masse mennesker, tænkte den lille tjenestepige Deborah - hun havde susende travlt, for det væltede hele tiden ind med rejsende til byen. Bethlehem var stoppet med fremmede - de var kommet langvejs fra, de fleste af dem, og alle havde brug for natlogis, for en stald til deres rejsedyr og for lidt mad at spise. Ikke alle kunne få en seng, men så tog man til takke med gulvet. Og det herberg, hvor Deborah var tjenestepige, havde nu også meldt Alt optaget! Der var mennesker alle vegne - man skulle hele tiden passe på ikke at falde over dem.

Det hele var egentlig kejserens skyld - den mægtige kejser ovre i Rom, Augustus hed han. Han havde fået den ide, at han ville tælle alle de mennesker, som boede i hans rige, og det havde han så bedt sine statholdere om at ordne. Bethlehem hørte, fordi den var en lille by i Judæa, i Israel, under Syriens område, og landshøvdingen dèr, Kvirinius, havde sat det hele i system på den måde, at alle skulle rejse til den by, hvor deres slægt stammede fra.

Bethlehem var jo kun en lillebitte by, men Deborah vidste godt, at for mange, mange hundrede år siden havde der boet en mand i Bethlehem, der hed Isaj, og hans yngste søn, David, var blevet konge. Han havde været den største konge i folkets historie, og hans navn blev altid nævnt med ærbødighed. Ikke bare fordi folket havde haft gode tider, medens han regerede, men også fordi Guds profeter lige siden havde talt om, at når Messias engang kom, så skulle han være af Davids slægt. Davids-slægten var en stor slægt - slægtens medlemmer boede spredt over hele Israel, og næsten lige så mange boede i de omkringliggende lande, men alle sammen skulle de nu rejse til Bethlehem, for at de kunne blive indtegnet på mandtalslisterne dèr.

Det var derfor, at der var så overfyldt alle vegne - det var ikke bare det herberg, hvor Deborah tjente, der var optaget. 

Værtinden kaldte på hende, og Deborah syntes, at hun kunne mærke en lidt irriteret klang i værtindens stemme, så Deborah skyndte sig af sted. Værtinden stod med 2 unge mennesker ved siden af sig - den ene, en ganske ung kvinde, sad eller rettere hang træt på et æsel, medens hendes mand forsøgte at støtte hende. Hun var smuk, den unge kvinde, tænkte Deborah, men hun nåede ikke at se nøjere på parret, for nu bad værtinden Deborah om at vise de unge mennesker stalden. Det var ikke bare æslet, der skulle have plads til natten - det var også det unge par. 

Deborah gjorde, som hun fik besked på, men hun tænkte på, at det var da godt, at stalden endnu ikke var optaget - for nu kunne hun godt se, at den unge kvinde ikke alene var træt, men at hun også ventede et barn - og det kunne vist ikke vare så længe, før det barn skulle fødes.

Den unge kvinde jamrede svagt, da hendes mand forsigtigt hjalp hende ned af æslet, og Deborah skyndte sig at skubbe lidt rent hø sammen i en tom bås - hun havde egentlig ikke tid - der var så mange gæster inde i herberget, som hun skulle tage sig af, men hun kunne ikke lade være med at synes om den unge kvinde og hendes mand, og hun ville gerne hjælpe dem, det hun nu kunne.

Men nu kaldte værtinden igen - i en skarp tone - og Deborah måtte skynde sig ind til sine pligter. Hun var yngste tjenestepige - det var hele tiden hende, der blev kaldt på og hundset med - hun skulle gøre alt det, de andre ikke gad, og denne nat var der ekstra meget at lave - de trætte mennesker skulle have mad og drikke, deres dyr skulle have føde, der skulle redes senge op og hentes vand til at vaske sig med, og hele tiden var det Deborah, der skulle lave det groveste og det ringeste arbejde.

Endelig faldt der ro over herberget - de fleste var faldet i søvn, og da Deborah havde ryddet op, så godt det nu kunne lade sig gøre, fordi der jo var mennesker alle vegne, listede hun stille udenfor i nattemørket - hun trængte til frisk luft.

Træt lænede hun sig op ad husmuren og kiggede sig omkring i natten - der var stille og mørkt. Bethlehem sov! Hun kom til at tænke på det unge par i stalden. Mon de havde fundet sig tilrette? Den unge kvinde havde set så træt ud - mon hun var faldet i søvn midt i høet? Deborah kom til at tænke på, at de unge mennesker måske også gerne ville have lidt vand at forfriske sig med - og lidt lys selvfølgelig. At hun dog ikke havde tænkt på det før - der var jo ikke noget lys i stalden. Det eneste, der var, var varme - fra dyrene - hun måtte nok lige se ud til dem. Måske var der noget, hun kunne hjælpe dem med. Og forsigtigt gik hun om til stalden og åbnede døren ganske forsigtigt.

Der var lys i stalden - de måtte selv have haft en olielampe med, for der stod en lille lampe i en fordybning i væggen - og ved dens skin kunne Deborah se, at den unge kvinde nok lå i høbunken i den tomme bås, men hun så ikke mere så træt ud, men glad - og i hendes arme lå et lille barn. Hun måtte have født her i stalden - helt alene - kun med sin mand til hjælp og de umælende dyr som tilskuere. Det måtte da have været forfærdeligt for hende!

Deborah skyndte sig ind efter lidt mad og vand - i farten tog hun nogle rene tøjstykker med - og da hun igen kom ud i stalden, hjalp hun den unge kvinde med at gøre barnet i stand og svøbe det i de bløde tøjstykker - den unge kvinde havde vist ikke noget barnetøj med i bagagen - det var nok anstrengelserne ved rejsen, der havde sat fødslen i gang før beregnet - godt at der ikke var sket noget - barnet så sundt og rask ud - det skulle nok klare sig.

Manden, den nybagte far, havde travlt med en tom krybbe - han forede den med halm, så hans lille søn kom til at ligge blødt - og forsigtigt blev den lille så anbragt i krybben i mangel af vugge.

Da bankede det pludselig forsigtigt på døren. Deborah blev helt forskrækket. Mon det var værtinden, der havde opdaget, at Deborah var forsvundet - hvad mon hun ville sige til, at der havde fundet en fødsel sted her i nat - det var nok ikke noget, der passede ind i hendes planer - og hvad med de tøjstykker, som Deborah havde taget inde i huset. Deborah vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre, men så blev hun rolig igen - det var ikke værtinden - det var nogle hyrder, der stod der uden for stalddøren.

Tøvende spurgte de, om der var født et barn her i nat - og da Deborah trådte til side, så de kunne se den unge mor ved siden af krybben med den lille dreng, kom de forsigtigt nærmere. De stod og stirrede på barnet - ganske som om de aldrig havde set et barn før. Stod bare og kiggede - næsten betaget.

Den unge kvinde så smilende op på dem - stoltheden over barnet lyste ud af hende, medens hun glad viste dem sin søn.

Så fortalte hyrderne en mærkelig historie: De havde ligget ude på marken omkring bålet, som både skulle varme dem og skræmme de vilde dyr bort fra de fåreflokke, som hyrderne havde ansvaret for. De havde siddet og småsnakket, og indimellem døset lidt, men pludselig blev der helt lyst som om dagen - ja, næsten lysere endnu. Hyrderne blev forskrækkede - hvad var dog det her for noget - og da stod der pludselig en høj, rank mand foran dem. Han var helt klædt i hvidt, og der stod en strålekrans af lys omkring ham - han talte til dem, men de var så bange, at de ikke forstod, hvad han sagde. 

Men så hørte de, at han sagde, at de ikke skulle være bange. De prøvede at lytte efter, hvad han fortalte, og da hørte de, at der skulle være født en frelser inde i byen - i Bethlehem, Davids by, og at denne fødsel skulle være en glæde for hele folket. Og medens englen stod og fortalte dem dette, så hyrderne, at hele luften var fyldt med andre engle, og der lød en sang og musik så dejlig, at de næsten ikke kunne beskrive den, men de hørte sangens ord: 

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Det var så smukt, at de næsten glemte tid og sted, men pludselig var englene borte - natten var mørk og kold, selvom de ligesom hørte et svagt ekko af englesangen. Og medens de stod og lyttede efter tonerne, så de en stor og klar stjerne, der tændtes på himlen - netop over Bethlehem. Og så var det, de besluttede sig for at gå ind til byen og se, om englene havde talt sandt. 

Og her var de så - stjernen stod netop over denne stald - og barnet måtte jo så være den frelser, som englen havde talt om. Og de så igen på barnet, medens de blev helt milde og fugtige i blikket.

Deborah stod og lyttede - helt fortabt - en frelser - hvad var det for noget? Den unge kvinde så hen på Deborah - så smilede hun og sagde, at Deborah aldrig måtte glemme, hvad der var sket her i nat. Det var nemlig rigtigt nok - det, som hyrderne fortalte. Barnet, som hun netop havde født, var kommet til verden - også for Deborahs skyld - det var Gud, der havde sørget for det.

Deborah kunne ikke forstå det - hun kunne godt se, at barnet var dejligt og kønt - og hun hørte også hyrdernes fortælling om englene på marken, men hun forstod det ikke alligevel. Men på en eller anden måde var hun glad - rigtig glad - ligesom fyldt af en varm og gylden strøm indeni.

Forsigtigt rakte hun hånden ud og strøg barnet over håret - så fint det var! En frelser - en glæde som skulle være for hele folket, også for hende? Egentlig var det en rar tanke, at Gud havde tænkt på mennesker - de var altså ikke alene her i livet - sommetider følte Deborah ellers, at hun var alene i hele verden, og at ingen brød sig om hende. Værtinden og de andre tjenestefolk hersede hele tiden med hende - aldrig havde hun fred - altid blev der kaldt på hende og stillet krav til hende. Glæder kendte hun ikke så mange af, men nu mærkede hun glæden inden i sig - og hun fik en følelse af, at hvad der end skete med hende i fremtiden, så kunne hun også klare det, for glæden her i nat ville altid leve i hende - bo dybt i hendes hjerte - og hun følte sig overbevist om, at ingen sorg nogensinde kunne slukke det lys, som hun følte, var tændt i hende.

Hyrderne gik deres vej - de så også ud, som om glæden var inde i dem. Den unge kvinde lagde sig træt tilbage - barnet klynkede sagte i søvne, men det vågnede ikke. Og Deborah strøg det endnu engang over håret - så smilede hun til forældrene og forlod stille stalden.

Da hun var kommet i seng i sin krog ved ildstedet i herbergets køkken, kunne hun ikke sove - hun blev ved med at høre hyrdernes ord for sig Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! Sådan havde englene sagt til hyrderne - de havde talt om en glæde, der skulle være for hele folket.

Ja, den var i hvert fald for Deborah - det vidste hun helt bestemt - denne nat ville hun aldrig glemme, om hun så blev 100 år. Hvor var det godt at vide, at Gud holdt så meget af mennesker, at han ville give dem en frelser. Bare hun også havde set englene ligesom hyrderne - men hun havde set barnet - og det var meget bedre. Hun havde set verdens frelser.

Og med eet vidste hun, at denne nat altid ville blive husket - den ville blive fejret og festligholdt, så længe der var mennesker til på jorden. Mennesker ville igen og igen lytte til englens ord til hyrderne om glæden, der skulle være for hele folket. 

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2013 - Webhulen.dk