Gæstebog

 


Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Jul i den gamle fodvorte

Denne historie bringes med tilladelse af:
Anders Lund Madsen

Kapitel 1: Det riflede bjerg

Det stundede mod jul i den gamle fodvorte, og alle steder var der en moslen og jagen. Fra hver eneste krog i den smukke lyserøde dal steg lyden af bittesmå løbende fødder og hver eneste tagryg på hvert eneste hus i Byens smalle gyder svulmede af travle hænder, der asede og masede for at nå det hele. For der var kun få timer til selveste juleaften, og alle i vorten havde kun tre ord i hovedet.
Tre så frygtelige ord, at ingen turde sige dem højt, og kun de allermodigste vovede at hviske dem frem for sig, når de stod foran spejlet efter endnu en lang arbejdsdag og flettede de små beigefarvede bakkenbarter, der var så karakteristiske for netop disse småfolk. Og de tre ord var:

Den Hvide Børste

Julen i den gamle fodvorte var nemlig ikke helt som julen andre steder. Så langt fra. Egentlig var den overhovedet ikke spor rar, for alting drejede sig udelukkende om at være lige præcis så svineheldig, at man undgik Den Hvide Børste og dermed overlevede selveste juleaften. Men på den anden side:
Sådan havde det altid været. Lige siden den kære gamle Vortemoder i sin tid for Herrens mange år siden drog bort fra sit barndomshjem på gulvet af en kommunal svømmehal og slog sig ned på Det Riflede Bjerg.
Hun havde ellers haft en vidunderlig tid dér i snasket af gamle plastre og fældede armhår henne ved den kolde bruser, hvor Moppen ikke kunne nå ind. Som den yngste i en temmelig stor søskendeflok blev hun tit forkælet med sang og sjove historier, når far kom hjem fra en lang arbejdsdag ude på Det Store Flisegulv.
Men pludselig en dag var tiden lissom moden, og hun følte et sælsomt brus af eventyrlyst, da hun så op, og Det Riflede Bjerg viste sig på himlen. Som om noget indeni faldt i hak.
Ikke fordi hun ikke før havde set riflede bjerge. Åh Herrejemini da! Men netop dette bjerg var noget ganske særligt, syntes hun. Måske var det størrelsen, måske var det den ganske særlige lyserøde glød, eller måske var det den sælsomme - men fornøjede - hoho'en, som afgjorde hendes skæbne.
Vi ved det ikke, men kræfter større end hende selv havde trukket hende ud på det glatte gulv, og intet i verden var nemmere end at gribe fat og hænge ved, da Det Riflede Bjerg sænkede sig over hende og formørkede verden for et øjeblik.
Børsten havde været rutine. Præcis som hendes moder havde fortalt hende, det ville være. Men hun huskede stadig den smukke morgen, hvor hun stak spaden i dét, der senere skulle blive et mægtigt samfund med marker bugnende af saftige afgrøder. Byen med sine hundredvis af driftige handelsboder og overalt de travle småfolk, der hastede hid og did for at nå både det ene og ofte også det andet, før dagen var spildt. Hun var der endnu, den kære gamle Vortemoder, og hun var så stolt af sine børn. Ikke én eneste af dem skammede hun sig over - nåja, måske var hun ikke helt så kålhøgen, når snakken faldt på de notoriske Stængler fra vortens lower east side - og hver morgen vågnede hun smilende, stak i sine cremefarvede baloogatøfler, slog skodderne fra vinduerne og skuede ud over sit land fra slottet på den store bakke midt i Byen.
"Åhh", hviskede hun som regel til sig selv, "det ser vel nok lyserødt og lækkert ud!"

Kapitel 2: Den uldne sommer

Men nu var der blot få timer til selveste juleaften, og denne morgen havde Vortemoderen ikke smilet, da hun stak i sine cremefarvede baloogatøfler. De var ellers lækre, lavet af ægte baloogaskind fra dyr nedlagt meget tæt ved vortens rand, også kaldet Verdens Ende, dér hvor alting forsvinder.
Ikke engang det endeløst bløde skind kunne fjerne hendes tanker fra de tre små ord:

Den Hvide Børste

"Åhh", hviskede hun lydløst og gemte sit ansigt i de grånede bakkenbartfletninger, "hvad skal jeg arme væsen dog gøre for at redde mit folk?"
Hvert år stillede hun dette spørgsmål, og hvert år fik hun intet svar. Og hvert år skete der det samme om og om igen.
Først var der Det Uldne Forår., Den Uldne Sommer og Det Uldne Efterår. Dejligt varme og fugtige var disse tider, og vorten trivedes og voksede så fint. Men så, altid på den 24. dag i december henad aften, kom Det Store Spektakel. Ingen vidste, hvad der egentlig skete den aften, men der var en mægtig knasen og bragen og vrinsken og hujen og alle vortens indbyggere måtte blive inden døre i deres huse og holde fast til et eller andet for ikke at blive kastet rundt og måske ligefrem falde ud over Verdens Ende.
Og ikke nok med dét: De måtte også have sække over deres hoveder for at undgå Det Store Lys.
Det kom altid en times tid efter Det Store Spektakel. Bedst som stilheden atter sænkede sig over vorten, blev Den Grå Himmel trukket væk over deres hoveder, og et frygteligt lys skar ind i alting. Og ikke nok med dét, for det klarede sækkende, hvis bare man huskede at tage dem på i tide. Ikke nok med dét:
For efter Det Store Lys kom Den Hvide Børste. Den kvælende børste fyldt med hvid stinkende boblecreme som trængte ind overalt, fyldte alt med hvidhed og kvalte alt i sit hvide dødsgreb. Måske varede børsten ikke mere end fem minutter, og på gode år kun et enkelt, men hver gang var katastrofen alligevel total. Et enkelt år var det så slemt, at kun 31 småfolk overlevede. Og så naturligvis Vortemoderen som måtte søge tilflugt i det allerøverste tårnværelse.
Og selv der nåede Den Hvide Børste ind, og det var kun de fine skind på baloogatøflerne, som havde reddet hendes førlighed.
"Åhh", hviskede hun atter og så ud over sit land, "hvad skal jeg dog gøre?"

Kapitel 3: Spinkel og Stænglerne

I samme stund i den fjerneste ende af den store by sad en lille fyr og spekulerede over en gammel børneremse. Fyren hed Spinkel, for det var han og remsen lød således:

Når den mindste begaver den største
Bli'r ingen længere hvid af børste

"Jeg er jo meget lille", tænkte Spinkel, "mon ikke jeg ligefrem er den mindste? Men hvem er så den største?"
Lidt efter stillede han spørgsmålene til sin moder, men hun skændte blot på ham og sagde: "Tys, barn! Det er ikkun en gammel remse for pattebørn! Hjælp du hellere din far med at binde sofaen fast til komfuret!"
Men Spinkel spekulerede videre, og snart kom han frem til, at det måtte være Vortemoderen, som var den største. Så han pakkede sin fineste ejendel ind i silkepapir og drog op til slottet, hvor han bankede på porten og råbte:

"Luk mig ind, for jeg har en gave til Vor Moder!"

"Forsvind!" råbte vortevagterne tilbage, og da Spinkel blev stående, gav de sig til at kaste æg i hovedet på ham - bare for sjov.
"Ak!" tænkte Spinkel og tørrede æg af sin gyldne bakkenbartfletninger. Så lade han gaven ved porten og gik sin vej.
Så nedtrykt var han, at han gik lige forbi sit hus og videre ud gennem Byen. Helt ud til lower east side, hvor de berygtede Stængler huserede, men det tænkte Spinkel ikke over, for hans tanker kredsede kun om ét: "Hvis Vortemoderen virkelig var den største, så ville hun vel også tage imod min gave, thi størrelsen sidder vel også i hjertet eller hvad?" Lidt efter tænkte han på noget andet, og senere endnu tænkte han på noget helt forkert, som man ærlig talt ikke burde tænke over i dén alder, og derfor opdagede han slet ikke, at nogen fulgte efter ham.
"Du der!" råbte en stemme med ét, "hvor tror du, du skal hen?"
Det var Stænglerne! Ovenikøbet de værste af dem - dem med kujonklippere! Spinkel stak i løb, men han kendte ikke denne del af Byen, han løb på må og få ad navnløse gyder og gader uden at vide, hvor han skulle ende. Hele tiden hørte han den saksende lyd af Stænglernes kujonklippere, og han havde set, hvad de kunne udføre, så han løb og løb og løb. Ud gennem forstæderne, ud over markerne og op ad skråningerne.
Spinkel anede ikke, hvor længe han havde løbet. Men mørket var faldet på, og stilheden havde for længst sænket sig. Alligevel tumlede han videre opad og opad som om selveste Børsten var i hælene på ham.
Til sidst nåede han Verdens Ende, og der satte han sig og så ud over vorten. Dybt dernede og helt fredelig lå Byen med sine lyserøde huse, og Spinkel blev helt glad igen.
En fjern sødlig lugt af noget meget hyggeligt strømmede ind over hans skuldre bagfra, og han skulle netop til at vende sig om for at se, hvor lugten kom fra, da Det Store Spektakel begyndte.
Med ét stod verden på hovedet, og en kæmpemæssig skramlen fyldte alting. Spinkel greb fortvivlet om sne ører og skreg.
Og så faldt han. Men i stedet for at lande på den Grå Himmel, så faldt han gennem et stort hul og blev ved med at falde. Ned, ned i det uendelige mørke.
"Åh! Nu dør jeg," tænkte Spinkel.

Kapitel 4: Den største

Da Spinkel vågnede, lå han i et blankt sølvhav med små hjerter på. Men det var et sælsomt hav, for man kunne stå på det, og hen over midten bredte et stort blåt kryds sig.
"Er jeg død og kommen i himlen?" tænkte Spinkel, men så mærkede han kulden og hørte prustene og vidste, at han var i helvede. Overalt omkring ham føg enorme hvide vatklatter i luften. Hver og en stor nok til at fylde hele vorten, og han hagede sig fast i en flig af det blå kryds med den ene hånd og meget andet med den anden hånd, og kneb øjnene sammen for at få det hele til at forsvinde.
Men det blev værre. Pludselig blev hele Verden løftet væk, og der var kun dét tilbage, som han holdt fast i med sine hænder, og til sidst måtte han også slippe dét, og så faldt han igen, men denne gang faldt han ned i noget meget blødt rødt filt. Og det sidste, han huskede, var det store blå kryds og de små hjerter, som faldt ned over ham.
Så blev alting sort.

Kapitel 5: Julemanden får en gave

Det havde været en hård tur. mange artige børn, mange snævre skorstene, mange gaver. Støvlerne klemte, fødderne værkede - især den højre med fodvorten på storetåen.
"Nu skal det gøre godt at få sokkerne af og fusserne ud i det fri", tænkte Julemanden og bukkede sig ned. Men så bemærkede han bulen i sin ene lomme.
"Hoho. Hvad er mon dét?", mumlede Julemanden og stak hånden derned.
Det var en pakke. Ganske lille, men fint pakket ind i forsølvet papir med små hjerter på og en fin blå sløjfe omkring.
Det var endda en blød pakke.
"Hvorledes er den dog endt dér?" spurgte Julemanden og kløede sig selv i skægget. Så overvejede han at drage af sted igen, for nogen skulle jo have pakken, men så satte han sig tungt i sin store julemandsstol og lo stille.
"Hoho. Mon ikke den er til Julemanden?"
Og så åbnede han pakken.
Indeni lå et par fine grå uldne sokker. Helt nystrikkede og lige tilpas.
"Hoho. Det var lige, hvad jeg have ønsket mig!" sagde Julemanden taknemmeligt.
Og han tog dem på med det samme, og de passede som støbt, og længe spankulerede han rundt foran spejlet og nød sig selv i sit nye tøj.
Det var først meget senere, at han kom i tanke om sit årlige bad og fodvorten, men da havde han allerede hældt sin tredie glögg op, og hele projektet virkede en smule abstrakt.
"Åhr hva´Søren. Det der hygiejne kan jo også overdrives!" hviskede han og hoho'ede mildt ned i sin kop.

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2005 - Webhulen.dk   Anbefal denne side