Gæstebog

 


Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Juleaften

Forfatter: Erik Morsing

Da Anders trådte ud på gaden, hørte han det karakteristiske lille smæld fra ejendommens hoveddør, idet den lukkede sig bag ham. I de sidste tyve år havde han beboet den samme treværelses lejlighed i huset, en andelsbolig opført omkring 1920, og de velkendte lyde, der altid havde ledsaget hans kommen og gåen, virkede på én gang både beroligende og fortrolig.
Han var på vej til sit stævnemøde med den pige, han indtil nu kun kendte fra et foto, der dog ikke forsøgte at skjule ret meget for ham. Anders havde været yderst tilfreds med, hvad han havde set, og så var der forresten også lige det med aldersforskellen, tænkte han, mens den blæsende nordenvind sendte små, stikkende iskrystaller imod hans ansigt og afkølede den bare hud. I skyndingen havde han glemt både hat og halstørklæde, men han ænsede knapt nok det barske vintervejr. Han fyldte 60 år i dag, og dermed kunne han fejre både sin fødselsdag og Juleaften på én og samme tid i selskab med den unge dame.

"Din gamle gris," sagde han halvhøjt ud i den kolde aftenluft. Han passerede i det samme en ældre mand, der gik med sit barnebarn ved hånden.
Parret, der godt havde hørt sætningen, kiggede forskrækket på ham, satte farten op og blev til sidst opslugt i mængden.
Bemærkningen, der var møntet på ham selv, efterlod et lille skævt smil på hans læber, og han satte tempoet lidt i vejret. Han havde god tid. Aftalen lød på klokken seks.

"Atten til fireogtyve" havde hun sagt og sikkert ment det helt bogstaveligt, så han ville ikke spilde ét eneste minut af den kostbare tid.
Folk hastede forbi ham, bærende på de sidste juleindkøbte varer og gaver, og langsomt mærkede han, hvordan sneen og vinden tog til.

***

Anders havde ingen børn, og de sidste tre år siden konens død havde han tilbragt juledagene alene, eller næsten alene. Hund, kat og kanariefugl havde også været med, så helt ensom havde han dog ikke følt sig. Et par underholdningsudsendelser i fjernsynet havde bragt lidt højtidsstemning ind i hans små stuer, men sådan skulle det ikke være i år, havde han besluttet, da han reflekterede på hendes annonce for et par måneder siden:
'Ensom Juleaften! - så ring ...' stod der i avisen, og aldersforskellen havde ikke spillet nogen rolle, havde hun svaret ham, da han ærligt havde oplyst hende om sin egen alder.
"Faktisk kan jeg bedst lide de lidt mere modne," havde hun betroet ham i telefonen med en stille, kultiveret stemme. Selv var hun bare 28 år og single.
Med et lille smil betragtede han det brogede sceneri omkring sig, trafikken, der sneglede sig af sted på de vinterglatte gader, folk, der gik forbi ham i deres egne tanker og med trætte, forjagede udtryk i ansigterne, alt sammen fortrolige symboler på det, der nu en gang hører Julen til.
Det var kun børnene der lo og udstrålede forventningens glæde, mens de ivrigt trak i de voksnes trætte arme:
"Mor! mor! - den vil jeg også ha'..," tiggede de og pegede på legetøjet i de oplyste butikker.

***

Pludselig tog vinden af, og store, sagte snefnug dalede som flagrende sommerfugle ned på vejen, hvor det hvide tæppe klædte byen i sin eventyrdragt. Sigtbarheden forringedes, og lydene blev langsomt svagere omkring ham. 
Han søgte læ i den nærmeste port, og her var der åbenbart en anden, der havde fået den samme idé. Den lille hundehvalp satte sig tæt op ad hans ben og begyndte at kradse på døren.
"Nåh, - her bor du!" Anders åbnede døren for hunden. Julens gode gerning, tænkte han, da den løb op ad trappen og ind i en af lejlighederne.

***

Synet af hvalpen bragte minder frem om en ganske bestemt Juleaften i hans barndomshjem. Dengang var der tradition for, at hans far, efter julemiddagen, fortalte en historie eller en spændende fortælling fra det virkelige liv. Faderen, der havde været sømand hele sit liv, havde altid haft en masse at berette fra sine mange rejser og ofte fra fjerne, eksotiske steder. Måske var historierne ikke altid helt sandfærdige, men det gjorde ikke noget. Hverken hans mor eller han selv kunne nænne at gøre opmærksom på det…

***

"Nu skal vi have en historie," sagde far, da vi havde sat os efter den gode julemiddag. Min far holdt af at fortælle historier, og vi glædede os til at høre dem. Somme tider var det ligesom om, vi selv var tilstede, han var en meget levende fortæller.

"Den historie, jeg nu vil fortælle jer er faktisk meget ny, ja, det er oven i købet noget, jeg oplevede på vej hjem i dag."
Min far så hemmelighedsfuldt på os med et alvorligt blik. Stemningen i den lille stue blev pludselig en smule trykket. Vi fornemmede, at det, min far havde at sige, ikke helt svarede til den hyggelige julehistorie, som vi plejede at høre. Han holdt en lille kunstpause og så skiftevis på min mor og på mig.
"Jeg må desværre tilstå, at jeg har forelsket mig i dag," fars stemme blev lav. Han kiggede ned på gulvtæppet.
"Ja, det er jo ikke noget, man selv er herre over," fortsatte han hurtigt ligesom for at undskylde sig overfor os.
"Pludselig stod hun der bare."
Mor rejste sig forskrækket og blev bleg.
"Og så på en Juleaften," udbrød hun forarget. "Jeg ved da godt, at du har en pige i hver havn, men at du også herhjemme hos din kone og søn...? 
Mere kunne hun ikke sige. Hun tog hånden op til sin mund og stirrede stumt over på min far.
"Ja, jeg kunne ikke stå for hendes blik. De store brune øjne, da hun så på mig for første gang smeltede mit hjerte helt ind til marven. Det var simpelthen kærlighed ved første blik. Ja sådan noget har man da hørt om før," forsvarede han sig nu og hævede stemmen. Rent faktisk så opholder hun sig lige nu inde ved siden af."
Han løb hurtigt ud i gangen, åbnede døren og ringede på hos naboen. Jeg rejste mig og løb ind på mit værelse, hvor jeg kastede mig på sengen og borede ansigtet ned i puden.
Et øjeblik efter kom min far ind til mig bærende på den lille, stribede hundehvalp med de store, brune øjne, som han havde forelsket sig i, og som jeg så brændende havde ønsket mig. Sidste år havde han sagt, at jeg var for lille til at tage ansvaret for et levende væsen, der krævede så megen pasning og pleje.
Mor lo lettet og tjattede til far, mens hun sagde, at han ikke måtte give hende en sådan forskrækkelse en anden gang

***

Snevejret var ophørt lige så hurtigt, som det var begyndt. Anders kiggede utålmodigt på sit ur. Det viste ti minutter over seks. Han satte farten i vejret, og et øjeblik efter stod han ved kvindens gadedør og ringede på.
"Kirsten," svarede en stemme i højttaleren.
"Ja, det er Anders," han mærkede sin stemme knække over og rømmede sig et par gange. "Vi har vist en aftale", fortsatte han alt imens han håbede, at der ikke var andre gæster, eller at hun ikke havde fortrudt det, hun havde indladt sig på. Men frygten viste sig ubegrundet, og en glad stemme opfordrede ham til at komme op.
"Jeg har glædet mig til at du skulle komme," hun bød ham velkommen og rakte hånden frem. "Kom nu med indenfor, sikke et snevejr, vi har fået, men det hører jo Julen til, ikke!"
De udvekslede et par almindelige høflighedsfraser og gik derefter ind i stuen.
Duften af stegt and og lyden af dæmpet julemusik satte hans humør i vejret, og han rakte hende den medbragte flaske vin sammen med en buket hvide tulipaner. Julegaven, som han havde købt til hende, blev indtil videre liggende i hans frakkelomme. Det var meningen, at han ville give hende den efter middagen.
Anders bemærkede først nu hendes påklædning. Hun var iført en rød fløjlskjole med trekvartlange ærmer. Om hendes smalle midje bar hun et tyndt læderbælte med guldspænde, og en halskæde med naturperler prydede hendes slanke, hvide hals. Uden at virke overbemalet, havde hun frisket sin teint op med rouge, og de klare, blå øjne, den fyldige, sensuelle mund og hendes lange, lyse hår, der var sat op i en tyk fletning, overgik langt det indtryk, han havde fået ud fra det fotografi, som hun havde sendt ham.
"Maden er straks klar," hun smilte og opfordrede ham til at tage plads ved det store spisebord. Det var beregnet til otte personer, men der var kun dækket op for hver bordende.
Farvede krystalglas, sølvbestik og sølvlysestager med mørkviolette lys og en lille buket blandede blomster samt kongeligt porcelæn prydede den smukke, brodere juledug.
Han rejste sig for at hjælpe hende med resten af borddækningen, men det ville hun ikke høre tale om, sagde hun, og hendes tonefald bød ham at sætte sig igen.

***

Et par timer ved middagsbordet, hvor han blandt andet underholdt hende med faderens historier fra barndomshjemmet, svandt umærkeligt hen. Især morede hun sig over den lille fortælling om hundehvalpen, og netop da han skulle til at bede hende om at fortælle lidt om sig selv, rejste hun sig og sagde, at han skulle tage plads i den tilstødende stue, hvor kaffen ville blive serveret.
"Tag dig en god cigar," opfordrede hun, "jeg elsker mænd, der ryger cigarer."
I telefonen havde han fortalt hende, at han af og til tog sig en cigar og spurgte, om hun ville have noget imod, at han røg i hendes stuer. Det havde hun absolut ikke, bedyrede hun ham og tilføjede, at hun selv røg ved festlige lejligheder.
Han smed jakken, løsnede slipset og skulle lige til at smide skoene, da hun afbrød ham, rakte en finger i vejret og hentede et par hjemmesko i netop hans egen størrelse.

***

Da de havde drukket kaffen og ligesom følte, at de var løbet tør for samtalestof, spurgte hun, om der var noget særligt, han kunne tænke sig, at de skulle lave resten af tiden.
I det samme lagde hun sin hånd på hans knæ og klemte blidt. Han fór op af stolen, som om han havde fået et elektrisk stød og kom så i tanke om hendes julegave, som han skyndte sig ud i gangen for at hente. Som en tiårig skoledreng, der blev grebet i at kigge i et uartigt blad, blussede hans kinder, da han rakte hende gaven og bad hende om at pakke den op.
"Jeg har også en lille gave til dig." Hun fremtryllede i det samme en pakke. Gaverne var næsten lige store og pakket i ens papir. Det viste sig, at de var købt i den samme forretning, og da de begge stod med hvert sit sæt undertøj i hånden, kunne de ikke lade være med at more sig over dette sjove sammentræf.
"To sjæle, én tanke," citerede hun, mens hun tog hans hånd og ledte ham ind i soveværelset. Hendes berøring sendte for anden gang en lang, frydefuld rislen gennem hans krop.
En stor himmelseng stod midt på gulvet ovenpå et tykt, ægte tæppe. På væggene hang der billeder af nøgne mennesker i intim omfavnelse, og fire små lampetter med røde skærme fuldendte den romantiske stemning i rummet.
Kirsten tændte for radioen, og lyden af dæmpet julemusik fyldte værelset.
"Lad os prøve tøjet," opfordrede hun og begyndte at klæde sig af. I det samme kastede Anders et blik på sit ur og så, at klokken allerede var lidt over elleve.
"Der er en hel time endnu, hviskede hun beroligende, 18 til 24!, det var aftalen ikke?" Hun bemærkede hans uro og så drillende på ham.
Anders skulle lige til at bede om forlængelse, i morgen og i overmorgen, tænkte han, da hun lagde et par fingre på hans læber og trak ham med ned på sengen.

***

Præcis klokken 24 stod han igen i gangen med sit overtøj på. Hun holdt hans ene hånd i sin, mens han, med sin anden hånd, fiskede en kuvert op af lommen.
"5000 kroner som aftalt," sagde han stille og lagde diskret kuverten på kommoden. Der var ikke mere at tilføje, det ville bare ødelægge den gode stemning.
Illusionen om hendes kærlighed var bristet, tilbage var kun mindet.

***

"Alting har sin pris," sukkede han, da han langsomt begav sig hjemad gennem de stille gader, mens julestjernen med sit blege lys skinnede på ham fra den frostklare nattehimmel.

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2006 - Webhulen.dk   Anbefal denne side