Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Julegaven

Forfatter: Erik Morsing

Lyset fra butiksvinduerne, neonreklamerne, de smukke juleguirlander og gadelygterne oplyste den lange gågade. Der var ikke ret mange mennesker den aften - en kold blæsende decemberaften.

Jeg gik min sædvanlige aftentur og kiggede på vinduer, på folk. Den trygge velkendte julestemning mindede mig om barndommens glade, ubekymrede lege. Mine forældre var ikke mere, og mine to søskende boede i hver sin ende af landet. Dem havde jeg næsten mistet forbindelsen med. 
Jeg blev pludselig nærværende, da mit blik faldt på den gamle legetøjsforretning, min mor plejede at handle i. Det var stadig den samme indehaverske, der drev sin virksomhed, selvom hun nu var blevet firs år. Det havde der været en lang artikel om i avisen i sidste uge. Jeg så hende gennem butiksvinduet stå der bag skranken, og jeg kunne ikke lade være med at knibe en lille tåre. Et stort mandfolk, der går i barndom, tænkte jeg, men jeg kunne ikke ryste følelserne af længst forgangne tider af mig her i denne julemåned. 
"Julen er følelsernes tid," plejede min moder at sige.
'Først den ene vej, så den anden vej'. Det gamle børnerim spøgte i hovedet på mig, mens jeg gik op og ned ad gaden. Man var mellem mennesker. Nogle kendte jeg ganske godt, af udseende i hvert fald. Vi hilste på hinanden, men det blev kun til et enkelt, næsten umærkeligt, nik i forbifarten. En lirekassemand spillede nogle af de kendte og elskede julesange, og jeg blev stående lidt og tænkte på dengang lirekassen kom frem. Det var kort tid efter krigen. Da var der mange flere tiggere end i dag, og i disse fattige år tog man bedre imod dem. Der var altid en skilling at hente, især hos de fattige; hos de, der ikke selv havde nok til dagen og vejen. 
Mange havde haft nøden og afsavnet tæt inde på kroppen i de fem mørke år, og solidaritetsfølelsen blandt ligestillede voksede sig stærk under besættelsen. Det var en af de få positive ting ved den. Man kom hinanden ved, man hjalp hinanden, og man delte med hinanden. Jeg følte, at man allerede havde glemt den tid, og at enhver havde nok i sig selv, men glemsomhed er der jo også behov for en gang imellem.

***

Det var mens jeg stod og betragtede et udstillingsvindue, at jeg atter fik øje på kvinden. Jeg havde ofte set hende spadsere op og ned ad gaden, alene, ligesom jeg selv. Jeg så hende ikke direkte. Hun stod og betragtede vinduet et lille stykke skråt bag mig, men i skæret fra butiksruden kunne jeg tydeligt genkende omridset af hende. Der var kun os to; resten af omgivelserne forsvandt i en tåge. Min puls steg et par takter, da jeg stirrede på den spøgelsesagtige skikkelse i vinduet. 
Barndommens juleeventyr blev til virkelighed, og jeg følte mig sikker på, at hun havde bemærket mig. Var hun mon, ligesom jeg, gået ud for at...? men jeg opgav tankerækken, da hun pludselig var væk, ligeså hurtigt som hun var dukket op. Måske var det bare et fatamorgana, tænke jeg, et udslag af min livlige fantasi, og selvom jeg ihærdigt forsøgte at mane hende frem igen, var og blev hun forsvundet i mængden. Det måtte have været virkelighed, det valgte jeg at tro på.
Der skete ikke ret meget mere den aften, og heller ikke den næste, men et par dage senere blev jeg alligevel stående foran det samme udstillingsvindue, netop så længe, at det virkede påfaldende. Ekspedienten i butikken bemærkede min store interesse for hans forretning, for han gjorde sig ekstra umage med at rette på nogle udstillede varer, alt imens han smilte og nikkede til mig, som om jeg var en gammel kunde. 
Varerne bestod udelukkende af damelingeri, og jeg følte, at jeg ikke kunne blive ved med at stå der og blot stirre på dem. Måske havde han endog bemærket mig forleden aften, så jeg skyndte mig ind i butikken. 
"Jeg vil gerne se på noget til min kone, ja det skal være en julegave."
Ekspedienten strammede læberne i en 'mand-til-mand' grimasse.
"Hvad med disse her?" Han hev med en lang, fejende bevægelse et par trusser i vejret, som han holdt mellem tommel- og pegefinger Jeg lagde mærke til at hans lillefinger strittede. 
"Sorte. Blonder forneden," hviskede han og fortsatte, "hvad med størrelsen?" 
"Øhh, størrelsen," spurgte jeg hæst. Jeg kunne ikke rigtigt få kraft på stemmen, og rømmede mig et par gange. "Tja, bare de er stramme nok," grinte jeg nu helt ubehersket. "Jeg har såmænd ikke rigtigt lagt mærke til størrelsen. Jo forresten, den er omtrent som min egen," jeg vendte ryggen til, mens jeg løftede op i frakken. Nu troede han vel ikke, at de var til mig selv? 
"Et par stramme sorte til juleaften, hva'?" gnækkede han, mens han gned sig sigende op og ned ad hoften. Jeg fortrød næsten, at var gået ind i hans forretning, og forsøgte med en rask bevægelse at rive dem ud ad hånden på ham. Nu kunne det ikke gå stærkt nok med at komme ud på gaden igen.
Alt imens vi stod der og hev i hver sin ende af buksen, så den gik i to stykker, skete det, at kvinden igen stod udenfor butikken. Jeg blev så forfjamsket, at jeg vinkede til hende med lappen. Hun tog det som en mand, og smilte bredt til mig. Jeg fór ud med lappen i den ene hånd skarpt forfulgt af ekspedienten vildt viftende med den anden lap. Jeg ville forklare hende sagens rette sammenhæng, men hun var allerede smuttet omkring det næste gadehjørne og ind i en opgang.
"Nå,nå,da,da!" sagde ekspedienten. "Det var nok konen. Nu ved hun i det mindste, hvad der vanker til juledesserten." 
Jeg havde ikke nogen kone, jeg skulle være alene Juleaften, som jeg plejede, og jeg var kun gået ind i hans forretning for ikke at virke mistænksom, men alt det orkede jeg ikke at fortælle ham. Mon jeg nu ville få lejlighed til at se hende igen? tænkte jeg, mens Indehaveren af forretningen højlydt insisterede på at vi slog halv skade med buksen. Jeg følte ikke, at jeg havde andet valg end at indvilge i hans forslag, og jeg forsvandt derefter hurtigt ud ad døren med min ene halvdel af trussen i lommen og 30 kr. fattigere.

***

Den næste aften havde jeg taget min natkikkert med, og med den så jeg på lang afstand, at hun igen stod foran vinduet, vores vindue, men denne gang med ryggen til. Det var et godt tegn, hvis hun da ikke blot ventede på bussen, der havde holdeplads dér. 
I starten løb jeg, senere gik jeg, og til sidst slentrede jeg ligesom tilfældigt forbi, der hvor hun stod. 
Nu skal det være, tænkte jeg. Resolut gik jeg hen til hende, greb hende i armen, tog trusselappen op ad lommen og viftede den foran næsen på hende. 
"Jeg kan forklare Dem hele episoden fra i går," forsvarede jeg mig, som om jeg skyldte hende en forklaring. 
"Nå, er det nu Dem igen!" Stemmen var lavmælt og kultiveret. "Jeg har godt lagt mærke til Dem nogle gange, det var vel nok uheldigt med den dér." 
Hun pegede med en slank pegefinger på lappen mens hun, ikke særligt ihærdigt syntes jeg, forsøgte at vriste sig fri af mit solide greb. 
"Nu bliver Deres kone vel skuffet til Jul," fiskede hun. 
Jeg kunne have stået i 30 graders frost og lyttet til den stemme. 
"Det… det er slet ikke til min kone," stammede jeg, "De misforstår..." 
"Nåh!… ja så," tonefaldet blev pludseligt reserveret, hun ville øjensynligt til at afslutte konversationen. Men jeg havde fået et solidt tag i hendes ene arm og slap ikke mit greb. Med en høj, skingrende røst, der kunne høres et godt stykke ned ad gaden, tog jeg nu fat på at forklare, at buksen ikke var bestemt for nogen overhovedet og, for at understrege min forklaring, kylede jeg stumpen væk med et langt kast bagud over skulderen, hvor den landede i hovedet på en mand, der netop var ved at krydse gaden med sin dame. Han viftede den bort som et snefnug, og til sidst endte den som pynt for enden af en spadserestok.
"Der forsvandt duften af den grønne papaya," udbrød jeg og lo. Hun smilte til mig med et blik, der fortalte, at hun for længst havde begrebet sagens rette sammenhæng.

Vi fulgtes ad over gaden og gik ind i den nærmeste café. Vi talte os varme, lo og pjattede som et par teenagere. Som jeg selv, havde hun aldrig giftet sig, men havde sat sin lid til, at den rette en dag ville krydse hendes vej. Det var utroligt, hvad vi nåede at fortælle hinanden, selvom det vist nok var mig, der sagde det meste, men hun var en vidunderlig opmærksom lytter, og til sidst afbrød hun min talestrøm og foreslog, at vi skulle fortsætte samtalen oppe hos hende.

***

Juleaften fejrede vi med juletræ, andesteg og alt hvad der ellers hørte til, og vi var enige om, at vi ikke havde haft en bedre højtid, siden vi var børn. 

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2013 - Webhulen.dk