Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Lillejuleaften

Forfatter: Juwely

Udenfor falder sneen. Små, lysende partikler af is, som er smeltet sammen til vidunderlige iskrystaller, dækker jorden og gør verden hvid og ensformig. Vinden sejler kun sagte af sted, mens små, afslappede lys skinner fra de forskellige huse rundt omkring i villakvarteret. Folk sidder indenfor og nyder den varme, som omgiver de fleste folk op til jul. 

Og dog - en bygning ligger upåagtet hen. Ingen af dens vinduer er oplyste, og de hvidkalkede vægge er grånede og en smule forfaldne. Hestestalden er som glemt på denne lillejuleaften, og vinduerne er dækket af sne. I en sprække under den lille stalddør, kigger et par øjne ud i aftenen, for at forsvinde lynhurtigt fra et strøg af isnende vind. 

Udefra vil man kunne se lysene fra gårdejerens vinduer. Man kan svagt ane silhuetten af forskellige personer, placeret rundt om et bord og fast i gang med aftensmaden. 

Fra vinduerne i den forladte bygning, kan man intet se. Alt er stille, og indenfor i stalden høres kun lyden af hestene, som står i mørket og venter på endnu en dag. 

En skygge af begsort mørke glider uden besvær ind gennem et af de livløse vinduer. På dens vej passere den en lille, sammenkrøbet kat, som sidder forhutlet i et hjørne, under spindelvævet. Skyggen ændrer form, som flammen på et stearinlys, der blæser for vinden. I stedet for en skygge, ses nu en pige, gennemsigtig som kun en genganger kan være det, og iført et par ridebukser og en stor islandsk sweater. 

Forsigtigt løfter hun hånden hen imod katten. Den kigger på hånden, følger dens mindste bevægelse. Hun klapper den let på hovedet, et kærtegn som ingen dødelig ville kunne mærke. Katten er heller ingen undtagelse, men den har en fornemmelse af, at blive berørt af vinden selv, og hvæser let af den pludselige kulde. 

Øjeblikkeligt trækker pigen hånden til sig. Hendes ansigt er som forstenet i det samme, sørgmodige udtryk, og katten springer væk og op af den nærmeste stige. 

Hun kigger efter den, og sukker let. Kort efter vender hun om og svæver hen mod døren som leder ind til et af de to rum, hvor hestene står nok så fredeligt. Med en let bevægelse træder hun gennem døren, og ser sig omkring. 

Hestene ser med det samme den nye besøger, men skænker hende ikke mange blikke. De gumler videre på deres halm, mens pigen forsigtigt bevæger sig hen mod en af de tre bokse. Hun læser navneskiltet på døren, og endelig forandres hendes udtryk. Det bliver lysere, og mere lykkeligt. Med en håndbevægelse, sender hun en let vind, et skulderprik, ind over hesteboksen.

Hesten løfter hovedet med det velkendte ryk, man så ofte ser hos alarmerede dyr. Den ser pigen, og dens ører vender sig fremad i venlig genkendelse. Et lille, næsten uhørligt vrinsk udbryder fra dyret, i det den træder frem mod boks døren. Pigen smiler, og strækker en hånd ud for at klappe den på mulen. Igen kommer kun den kolde vind, men hesten trækker sig ikke tilbage. Den undres sikkert over manglen på fysisk berøring, men ud over det lader den sig ikke mærke med noget.

Pigen træder igennem boksens dør, og klapper hesten på halsen. Den pruster hende let i ansigtet, og fortsætter så med sit hø. Hun ser på den, med noget der ligner længsel i sine tomme øjne, og går ud af boksen. 

Et lille stearinlys står i en afpillet lysestage på en af de store striglekasser inde i stalden. Lyset er formentligt en del af noget skrammel, som skal ud næste morgen. Pigen svæver hen til det hvide lys, og puster let på vægen. Kort efter lyser den op i en blålig flamme, overraskende stor og isnende kold. 

Den kaster et sølvblåt lys ud i rummet, og den hest hun lige havde været inde hos løfter interesseret hovedet igen, som reaktion på den pludselige forkommen af lys. Pigen kaster ingen skygge på gulvet, i det hun sætter sig op på en stor, grøn striglekasse. 

Fra døren lyder en lille skraben mod træet, efterfulgt af en puslen i halmen. En lille pote kommer til syne i hullet under døren, og kort efter stikker en kat hovedet ind i stalden. Den kigger sig omkring, får øje på pigen, og trasker ind uden de store bekymringer. Efter den kommer en lille, pelset killing med store øjne og grålig pels. 

Den ser nysgerrigt på pigen, og holder sig tæt til sin mor. Kattene springer op på kassen ved siden af pigen, og lægger sig ned ved stearinlyset. Pigen holder med besvær tårerne tilbage, da hun ved at flammen umuligt kan give dem noget varme. 

Hun ser rundt i stalden. På denne øde, lillejuleaften er hun vendt tilbage, i håb om at alt var som det skulle være. Hendes gamle hest står stadig og spiser halm i sin boks, uden de store bekymringer. Det glæder hende, hun havde sådan håbet, den stadig var i live. 

Det ville være mere end hun er. 

Bare det at sidde på striglekassen bringer minder frem. Hun kan næsten se sollyset udenfor (på trods af, at hun ikke har set det i flere år), og høre prusten fra hendes hest, klar til en lang og fornøjelig skovtur. Hun ville sidde på kassen og vippe med benene, måske for at snakke med en kat, måske for at holde en lille pause inden opsadlingen. Dernæst ville hun sadle hesten op, kravle under maven på den for at spænde gjord (der var lammeskind over gjorden, og det hylster kunne dratte af hvornår som helst), fordi hun vidste, den fandt sig i det, og tjekke at hendes mobiltelefon var i lommen, hvor den skulle være. 

Så ville hun ride af sted i solen, og mærke strålerne på bare arme, mens tiden flød sammen for hende. Skoven ville vente på dem, og de ville sætte i galop af stierne, udforske steder de aldrig havde set og færdes i naturen for at lære den at kende. 

Til sidst ville de vende snuden hjemad med stjernerne over sig, i skridt for lange tøjler over brakmarken lige neden for gården. Hun ville planlægge alt der skulle ordnes hjemme, og måske ringe til sine forældre, for at forvisse dem om, at nu var hun kommet tilbage med helbredet intakt. I hvert fald ville hun ringe fra stalden. 

Den ene eftermiddag, en lillejuleaften for længe siden, den dag fik de intet opkald. 

Minderne overvælder hende næsten. Hun ved at der er alt for meget godt at huske, alt for meget til at hun kan tænke det hele på en nat, og alene det gør hende mere lykkelig. 

Med et suk, knap hørligt som andet end et lille vindpust, indser hun at natten er lang men ikke uendelig. Morgengryet vil komme anstigende og gøre krav på nattens domæne, og nat vil blive dag. En tåre, gennemsigtig som resten af hende, glider ned af hendes kind, og hun rejser sig for at glide hen til hendes elskede ven. Hesten kigger spørgende på hende, som om han spørger, hvorfor hun ikke kom tilbage noget før. 

Hun svarer i sine tanker, at dødsdagen er den eneste dag hun har tilbage på jorden. Og eftersom de sidste 4 dødsdage blev tilbragt i hendes families hus, havde hun denne gang besluttet sig for, at se til hendes bedste ven. 

Hesten pruster hende i ansigtet, og hun ønsker inderligt for evnen til at føle det. Ingen berøring er mere tiltænkt hende, sådan er sjælens betingelser. Alligevel bliver hun ved med at søge den, og længes efter den. Når man en gang har været elsket og oplevet knus og kærtegn, vil man have svært ved at skilles fra det. 

Hun sætter sig ned på hug, og ser på sin sweater. Før sad der halm i den konstant, fordi den var strikket. Nu sidder kun de halmstrå, som sad der den dag hun mistede livet. Det er ikke længere nødvendigt at børste den af. 

Natten går med disse stille tilbageblik, til en fortid så øjensynligt langt væk. Dog er den kun på nogle år, men for hende føles det som en tidsalder. 

Lillejuleaften tilbringes for hende sammen med kattene i stalden og hendes bedste ven. De kan alle føle hendes tilstedeværelse, og det får hende til, at mærke livet tættere på end i den uendelige stilhed, der er hendes død. Hendes hjerte fyldes med glæde, og hun ved at denne lillejuleaften er en af de bedste hun nogensinde har haft. 

Alt imens græder stjernerne glædestårer over hende. De falder fra himlen som stjerneskud, og sneen er holdt inde. 

Verden står stille denne nat, denne nat hvor i hvert fald en sjæl endelig indser glæden ved dyrene og den ridning hun plejede at tage for givet. 

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2013 - Webhulen.dk