Webhulen
Forside
Påske
Valentin
Fyldepennen
ICQ-venner

Julenisserne
Forside
Bedstes Jul
Traditioner
Julefortællinger
Juledigte

Julebøger

Julens sangtekster
Julens Midi-filer

Julemad
Juledrikke
Julebagning
Julegodter og knas

Vores kæledyr
Julevittigheder
Tegneserier

Julens link

Clipart / Print og Mal

Juleclipart
Print og Mal

Postkort
Skriv Julekort

Julekalendere
Oversigt kalenderne

Julelir' til din Nokia
Ringetoner
Billedbeskeder
Farvebilleder
Poly. ringetoner
Sony E. Temaner
Nokia Spil

Mere Mobil lir' til:
Nokia
Sony Ericsson
Siemens
Motorola
Alcatel

Besøg også
MobilHulen.dk
Julelinks.dk


Ønskesedlen

Forfatter: Elly Reiner Pedersen
Kilde: Børnenes Julebog 1953

"......... og så ønsker jeg mig en fyldepen og et flot penalhus .... så et, som du har," sagde Bente. Hun og Lise gav sig god tid i dag på vjen hjem fra skole, for alle butikkerne havde fået juleudstilling, og fine ting var der nok af, og det kostede jo ikke noget at ønske.
Bente var den ivrigste; Lise indskrænkede sig mest til at sige: "Ja, det vil jeg osse gerne ha'," eller hun lod bare Bente snakke. Mange af tingene havde hun selv allerede, noget af det var slet ikke ønsketing for hende - regnfrakke, skoletaske og den slags, for det fik hun jo, når hun manglede det.

"Nå," lo Bente, da de rundede Magasin's hjørne, "mon ikke man skulle holde op nu. Jeg har da ønskesedler nok til de næste hundrede år!"
"Har du?" svarede Lise uden særlig interesse; hun havde pludselig slet ikke lyst til nogen ting. Ikke engang til at følges med Bente. Det hele var hende med eet så flintrende ligegyldigt.
"Ork ja," lo Bente igen, "for jeg får da allerhøjest een af tingene i år. - Er du tosset!," afbrød hun sig selv, "jeg skal da skynde mig hjem. Det er jo min aften! Og jeg skal ha' lavet en masse og osse læst lektier. Farvel, min skat. Jeg løber."

Så var Lise alene - og hvorfor skulle hun skynde sig? Mor var ikke hjemme endnu, pigen havde fritime, og far havde travlt - og hun og Steen var for øvrigt vænnet til at klare sig selv og ikke hænge i klokkestrengen.
Lise var i grunden tit stolt af, at far og mor mest behandlede dem som næsten voksne, selv om Steen kun var elleve år og hun selv tretten. De havde hver sit værelse, gode lommepenge, kunne altid tage kammerater med hjem, måtte læse i sengen om aftenen - men de havde også lært at brug friheden fornuftigt. Far og mor viste dem tillid, og det var sjældendt, de snød dem.
Lise vidste godt, at mange af kammeraterne misundte hende den frie tilværelse - og ønskede det heller ikke anderledes.
Men i lang tid havde det været sådan, at hun pludselig kunne blive så ligeglad med det hele. Så var der ikke noget ved nogenting. Far sagde, hun var sur. Steen sagde det samme som far. Og mor - Lise svingede pludselig med tasken, så den susede gennem luften og fik lærer Petersens tjørnehæk til at vånde sig. Mor - nej, man gav sig ikke til at tude midt på Alfarvej - så hellere tænke på noget andet. Og tjørnehækken fik endnu en omgang.

"Stakkels hæk, hvad har den dog gjort?" En arm blev fortroligt stukket ind under Lises, og en glad, varm stemme standsede de krigerske udfald. - Mors stemme.
Lise så på sin mor - og kunne ikke lade være med at smile.
"Nå, du ser da fredelig ud alligevel," sagde mor. "Ved du hvad, Lise, jeg gik lige og tænkte på dig."
"Det gjorde jeg osse - på dig." Og Lise var glad nu, kun glad.
"Gjorde du det?" - Hør, jeg må ha' en ønskeseddel, du, helst i morgen. Tænk nu rigtig inderligt og lad mig få en lang, lang en, så jeg kan vælge frit. - Og ved du hvad, Lisepige, jeg har fået en dejlig idé. Det møde, hvor jeg skulle tale i aften, er blevet aflyst, så jeg har fri - helt fri - hele aftenen."
Lise syntes pludselig, at hele verden var lys og strålende.
"Vi skal rigtigt hygge os, Lise - du og Steen og jeg - og måske kan far være med også."

Og så lagde de planer, indtil de arm i arm nåede hjem til "Birkely".
Lise kastede sig over lektierne med ildhu og blev færdig på rekordtid, selv om det var en af de svære dage; endog klaveret fik en omgang på en hel halv time plus et kvarter, som hun skyldte fra i går.
Da de skulle spise klokken seks, var hun fiks og færdig - og så glad og kåd, at hun satte liv i hele familien og fik selv far til at le. Ih, hvor hun glædede sig til en rigtig hyggeaften med far og mor og Steen!

Nu sad hun ved mors arbejdsbord og skrev efer ordre en "lang, lang ønskeseddel!" Hun havde jo alligevel set mange ting i eftermiddags, som hun kunne tænke sig at får, så ønskeseddelen blev lang - og afvekslende, lige fra lommekam til ny cykel. Mor ville jo gerne have noget at vælge imellem, og millionærer var de ikke, selv om de naturligvis havde det rigtig godt. Far var lærer på en kommuneskole og havde mange timer på aftenskolen, og mor var lærerinde på en anden skole. Dygtige var de, og Lise var stolt af dem. Og hvor kunne de nyde en ferie sammen, de fire, eller en hyggeaften, som den de nu skulle have.

Telefonen kimede. Så! Lise tog den. Det var til mor - selvfølgelig. En damestemme. En ækel stemme, syntes Lise pludselig. Hun - ja, hun var kommet til at hade de stemmer i telefonen.
Mor kom.
Og Lise hørte, hvad mor sagde - hørte det som fra en anden verden, noget, der ikke kom hende ved, men som alligevel dunkede hende oven i hovedet med hver stavelse.
" ..... åh, nej, fru Hermansen, det er umuligt - kan De ikke finde en anden - jo, men - ja - nej - næh, jeg skulle bare - De ved, jeg har svært ved at sige nej - men jeg har lovet - ja - jo - så skal jeg nok kommer. Klokken otte. Farvel."

Mor lagde røret på med et suk og en træt bevægelse. Hun støttede hovedet i begge hænder og sad ganske stille.
Lise så det som gennem en tåge. Noget inde i hende ville trække hende hen til mor, en vild længsel - men noget andet holdt hende tilbage, gjorde hende stiv og ubevægelig.
"Lisepige," sagde mor endelig. Men Lise kunne ikke svare.
Mors stemme lød træt, og - og ligesom den bad om noget. "Du hørte det jo, Lise. Jeg var nødt til at sige ja. Det var foredragsklubben Nordisk Aften. Fuldmægtig Holm skulle have fortalt om Lapland. Han er pludselig blevet syg. De har en film. Det skulle være det emne. Og der var ingen anden . - Du forstår det, Lise?"

Men Lise forstod ingenting. Jo, een ting - at hun blev snydt! Narret! Idiot som hun var! Glæde sig på forhånd! Aldrig mere!
Mor talte igen. Men hun var ligeglad - hørte kun enkelte ord.
".... hygge jer med far - en anden aften - ikke ked af det - finde manuskript - læse igennem - ked af det, Lise?"
"Nej!" Lise gik hen til døren og så ikke på mor. "Gå du bare!" Og inden hun høret mor sige: "Lise?" var hun halvvejs oppe ad trappen. Hun vendte ikke om.

Hun sad på sit eget værelse. Mor var gået. Far havde travlt og ville ikke holde fri, når mor ikke var hjemme. Steen ville have hende til at hjælpe sig med frimærkerne; men hun gad ikke. Far sagde, hun var sur. Steen sagde, hun var sur. Og hun var sur! Rigtig ædende sur!
Det var lumpent - ja, lumpent! - af mor. Snyde en i sidste øjeblik. Hvad ragede foredragsklubben dem? Og fru Hermansen og fuldmægtigen og Lapland og hele piv'tøjet! Og alle de kællinger, der ringede - og alle de foreninger og bestyrelser og præster, der var ude efter hendes mor! Og ......
Det brændte i hendes øjne, og det gjorde ondt i halsen. Med eet så hun sin mor, som hun havde være i eftermiddags derhenne på vejen. Og hun følte pludselig det, hun var blevet snydt for, så overvældende, at hun ikke kunne mere. Hun græd.
Hun græd; men det hjalp ikke. Tankerne tumlede med det samme igen og igen. Engang havde de haft det så godt. Hun og Steen og far og mor. Men det var hundrede år siden. Så havde de købt huset og fået masser af plads og glædet sig vældigt over det. Men far måtte på aftenskolen for lettere at kunne klare renter og afdrag. Fire gange om ugen blev det til. Og mor begyndte at skrive til avisen, og folk begyndte at opdage, at mor var dygtig til at læse op og holde foredrag og den slags, og far og mor tjente flere og flere penge, og i begyndelsen var det dejligt; men efterhånden var det sådant, at de aldrig havde tid til andet. Og hvad var der så ved det hele?
Far og mor, som kunne alting og var så hyggelige og dejlige, når de bare havde tid - siden oktoberferien havde de ikke haft een eneste rigtig familieaften alle fire, for hvis endelig far og mor var hjemme på een gang, så havde den ene af dem i hvert fald altid noget arbejde, der absolut skulle gøres. Så var far ikke til at komme i nærheden af og selv om mor næsten altid var sød og til at snakke med, så nænnede man jo ikke at forstyrre hende, når man vidste, hun skulle skrive den halve nat.
Nej, hvad var der ved huset og pengene og det alt sammen, når man ikke havde nogen fornøjelse af det. Det hele var skrupskørt! - Også ønskeseddelen! Det var hende revnende ligegyldigt, hvad mor så fandt på at købe dyrt til hende. Hvad skulle hun bruge det til?
Og hun greb blyanten og slog streger på kryds og tværs hen over den lange, lange ønskeseddel. Hvert eneste ønske fik sin bekomst, og et sted gik der hul på papiret.
Det hjalp lidt, og Lise gav sig til at kikke i et blad. men snart gad hun heller ikke det, og rastløs gik hun hen over gulvet.

Bente! Hun ville stikke hen til Bente. Det var jo "hendes aften". Lise vidste, at det var noget med, at hele familien var samlet, og Bente bestemte, hvad de skulle lave. Der var tre børn, og de havde hver sin aften om ugen. Tre gange om ugen var hele familien samlet. Det var helt eventyrligt! - Hun ville lade, som om hun skulle spørge Bente om noget med lektierne, så blev hun nok budt ind.
Og det blev hun.

Bente boede lige i nærheden, og Lise var vant til at kommer der, så ingen fandt det mærkeligt, at hun dumpede ned iblandt dem. De var midt i et hvem-ved-hvad-spil, og der var god plads til Lise ved den ene bordende sammen med Bentes far. Ved den anden tronede Bente i ophøjet majestæt; hun var aftenens hovedperson.

Lise glemte næsten sine egne genvordigheder, så fornøjeligt var det at være med her. Men da hun halvanden time senere stak nøglen i "Birkely's" gadedør, væltede det hele ind over hende igen. Så rart kunne de altså ha' haft det - li'som hos Bente - hvis de selv ville! hvor var - de - dumme! Og lumpne! Rigtig lumpne!

På bordet lå ønskeseddelen endnu med blyanten ovenpå.
"...... en lang, lang ønskeseddel ......" Midt i bitterheden hørte hun igen mors stemme. Det trak i hendes ansigt, og tårerne blændede hende. Halvt i tanker gled hun ned på stolen.
Hun vendte papiret og begyndte at tegne. Et bord, nogle stole. En mand, en dame, en dreng, en større pige - hele familien. Og så kom bornholmeruret, den åbne kamin, de store stole - hele deres dejlige stue dernede.
"Onsdag" skrev hun nedenunder. Den aften kunne de være hjemme alle sammen - hvis de ville.
"Min ønskeseddel" skrev hun ovenover.
Hun så lidt på den.
"Pjat!" sagde hun pludselig, rejste sig, rev papiret over, rev det over igen, og endnu en gang - kylede stumperne i papirkurven og hev blusen af.
De ku' passe sig selv, de to! Hun var flintrende ligeglad! Og nu ville hun i seng!

---

Lises mor kom hjem klokken elleve. Hun kikkede ind til børnene - det var altid det første, hun gjorde. De sov.
Hun stod og så på Lise. Det var, ligesom hun ikke kunne slippe hende. - "Lise, min egen pige. Før jeg ved af det, er du voksen. Går du så dine egne veje?"
Hun kom i tanke om ønskeseddelen. Lå den mon på bordet? Nej. - Den var jo skrevet dernede ved arbejdsbordet - men Lise havde jo haft den i hånden.
Inden hun tænkte over hovrfor, havde hun kikket i papirkurven. Hun samlede en håndfuld stumper op. Der var ikke andet. "Ønskese" læste hun på en.
Hun havde aldrig før rodet i børnenes papirkurve. Men dette her tog hun med sig. Det var pludselig så vigtigt. Det var  - noget af Lise selv.

Hun ordnede det nede på arbejdsbordet. Der var tegnet på bagsiden; men det brød hun sig ikke om. Lise lavede så mange tegninger. Men hvorfor var alle ønskerne streget over? Og hvad var det? "Min ønskese.." Der var to ønskesedler. Den anden var på bagsiden.
Hun vendte alt det overstregede nedad - og så dukkede stuen frem. Der var ikke noget at tage fejl af. "Onsdag" stod der nedenudner. Og "Min ønskeseddel" ovenover.

Lises mor sad ganske stille i flere minutter.

"Jens," kaldte hun så. Der lød et svagt ja fra den anden stue. Lises far sad og læste.
"Er du ked af at kikke herind?"
"Et øjeblik," lød svaret.
Lidt efter kom han. "Hvad er der så?"
"Se her, Jens."
Hendes mand så lidt på de sammenlagte stumper.
"Nåh, et af Lises "kunstværker". Jah, det er jo meget sjovt - som fri barnetegning betragtet."
"Se mere på det."
"Jeg bad hende om en ønskeseddel i dag."
"Jamen, det er jo tydeligt. Ungen er så forvænt, at hun kun ku' finde på overskriften. Og så har hun givet sig til at tegne."
"Forstår du ikke?"
"Er der noget at forstå?"
Lises mor gav sig til at vende alle stumperne. Da hun var færdig, så hun op på sin mand.
"Nå," sagde hun ironisk. "Er der virkelig så mange ting, hun ikke har endnu?"
Hans kone svarede ikke. Men hun så pludselig meget træt ud.
"gå i seng," svarede han. "Klokken er mange."
"Nej, Jens," sagde hun og rejste sig. "Der er noget, vi må tale om. Nu med det samme."

Det blev sent, inden Lises far og mor kom til ro den nat.
Der var efterhånden blevet et stort regnskab at gøre op - et regnskab, de nok havde anet noget om, men altid skubbet til side.
Hvad gav de deres børn? spurgte de sig selv. Et pænt hjem, føde, klæder, opdragelse - alt sammen dikteret af kærlighed til ungerne. Ja, det var de enige om.
Men Lises mor fik en knugende følelse af angst og skyld, når hun så på stumperne af Lises to ønskesedler. Hun hørte hendes bitre: "Gå du bare!" - og hun følte, at noget andet og dyrebart var ved at gå i stumper og stykker - og hun bad til, at det ikke måtte være for sent at få det helet igen.

Næste morgen var Lise tavs.
"Sur endnu?" sagde Steen. Hun svarede ikke.
Hun kunne ikke glemme, at far og mor havde snydt hende - at de aldrig havde tid til at være rigtig sammen med hende - at - at - hundrede ting hobede sig op og gjorde hende bitter og elendig - men hun sagde ikke et ord - for hvad ragede det de andre - de var jo ligeglade -

Hun gik en omvej hjem fra skole, gad ikke følges med nogen, gik lige op på sit værelse, selv om hun så, at mor var kommet hjem.
Der lå en konvolut på hendes bord. "TIL LISE" stod der med prentede bogstaver.
Hun åbnede den. Indeni lå en anden konvolut. "En julegave på forskud." Det var mors skrift. Var det penge?
Hun åbnede også den og tog et sammenfoldet stykke papir ud. Det var var en tegning. LIse måtte smile. Den lignede - ja, den lignede hendes egen fra i aftes! Den, hun havde revet i stykker!

Tårerne trillede ned ad kinderne; men hun havde læst, hvad der stod ovenover: "Til Lise fra far og mor" og nedenunder: "Onsdag og lørdag".
Det var, som noget inde i hende smeltede. Hun græd. Kunne ikke lade være. men åh, hvor hun elskede sin far og mor. Og de brød sig også om hende! - Men alt det grimme, hun havde gået og tænkt! Hvorfor var hun dog blevet så ond?
Hun forsøgte at blive rolig, vaskede sit ansigt og stod lidt ved det åbne vindue.

Så gik hun ned til mor.
Hendes mor sad ved arbejdsbordet; men hun var slet ikke ved at skrive, og hun så op, så snart Lise kom ind.
"Mor," hviskede Lise.
Mor rejste sig og smilede til hende. Midt på gulvet mødtes de, og Lise gemte sig i mors åbne favn.
Og nu var alting godt.

Tilbage til Novellesiden

 



 Copyright 1998-2013 - Webhulen.dk